Magt- og afmagtsdiskussionerne går lige til kanten på Det Fynske Kunstakademis afgangsudstilling.
Hvor lidt skal der til, før handling bliver kunst? Fluxus-pioneren Alison Knowles’ suppe er stadig potent.
På Gammel Strand forvandles barndomstraumer til potente værker og viser samtidig, hvor svært det er at få fat om farmand.
Kulturministeren hylder kunst og kultur i kampen mod kunstig intelligens. Hyklerisk, når sparekniven samtidig svinges over Den Nationale Fotosamling.
Fortolkningsfrihed er kernen i en tvist omkring Erik A. Frandsens værk, der afbilder et væltet monument. Kunstneren føler sig stemplet som fascist af forskerne Mathias Danbolt og Amalie Skovmøller.
Selvom Louisianas Kaari Upson-udstilling kunne gå dybere, borer værkerne sig stadig ind i kroppen.
Årets dimittendudstilling i København slikker sine sår, både tematisk og efter en indbyrdes kamp om de gode pladser på Charlottenborg.
Frederik Næblerøds ønske om at dominere hele Arken fylder lige så meget som de alt for mange værker. Det fører ikke noget godt med sig.
Amy O’Neills performance var frigørende og noget af det bedste længe set i København. Selve udstillingen er en svært afkodelig affære.
106 år efter kvinder fik adgang til Folketinget bliver 30 af de mest indflydelsesrige foreviget i Mie Mørkebergs maleri.
Flora Yukhnovichs referencemættede Into the Woods fylder Ordrupgaard med forvandlingskraft.
Funktionsvarierede kroppe når langt og højt på udstilling
i Nikolaj Kunsthal.
Mathijs van Geests sarte assemblager nærer seg på en understrøm av privat erfaring vi ikke får eller skal ha tilgang til.
En utställning i ett gammalt kolhus låter mörkret bli en bild för exploatering, utsatthet och politiska drömmar.
Verdensteatret legger ned etter 40 år. Kollektivets siste installasjon er for tiden å se på Dikemarkfestivalen.
Kunstsilos nordiske samlingsutstillinger viser bredde og enestående verk, men sliter med forutsigbarhet og konvensjoner i presentasjonen.
