Hvilke udstillinger, events og udgivelser var de vigtigste, skarpeste eller mest rørende i 2017? I Kunstkritikks julekalender bedømmes kunståret 2017 af vores egne skribenter og inviterede gæster. Den første i rækken er Stine Høholt, der er bosat i København og kunstfaglig chef på Arken Museum for Moderne Kunst, hvor man for tiden er ved at lægge sidste hånd på en udstilling med Ugo Rondinone. Hun er desuden bestyrelsesmedlem i Ny Carlsbergfondet.
UDSTILLINGER
Intuition, Palazzo Fortuny, Venedig. Kurateret af Daniela Ferretti og Axel Vervoordt
Ikke nær så skarp som Proportio ved forrige Venedigbiennale, men den var også exceptionelt magisk. Intuition er årets mest rørende og inspirerende udstilling for mig, fordi den lod vildt forskellige kunstværker, gamle som nye, i alle genrer, møde hinanden i en både meningsfuld og sansemættet udstillingsoplevelse. I udstillingen gik man rundt med en følelse af, at verden åbner sig – og æstetikken er nøglen.
Superflex, One, Two, Three, Swing!, Tate Modern, London. Kurateret af Donald Hyslop.
Julegaven, du stadig kan nå at give dig selv: Udstillingen One-two-three Swing! viser Superflex i det store orangegule udtræk. Det er anden gang en dansk kunstner, eller i dette tilfælde kunstnergruppe, får mulighed for at udforme verdens største og mest prestigefyldte kunstkommission. Ingen anden nordisk kunstner har fået samme chance, som min svenske kollega gjorde mig opmærksom på forleden. Gyngernes grid-struktur gennem den enorme turbinehal og værkets opbyggelige sociale rum er en London-rejse værd.
Astrid Svangren, In original violet / Influenced transparent / Feeling emerald / Affected by honey yellow / Worker bee / Under influence of chestnut red / Singing pastel dust, Christian Andersen, København.
Jeg er vild med Astrid Svangren. Hendes installatoriske malerier er altid distræte og fuldstændigt nøjagtige på samme tid. De er sarte og kompositorisk fuldendte. Hun er i mine øjne en af de vigtige repræsentanter for samtidskunstens dyrkelse af «minimale sansninger», som vi tillige ser hos Rolf Novotny, Torben Ribe og Tove Storch. Jeg skriver gerne under på Informations anmelder Rune Gades smukke beskrivelse af Svangrens malerier: «en abstrakt inventarliste over begærets retningsløse ubestemthed.»
EVENTS
William Kentridge og Joanna Dudley, A Guided Tour of the Exhibition: For Soprano with Handbag. Opført af Joanna Dudley på Louisiana, Humlebæk.
Det er svært at lave den perfekte performance. Nærværet har en styrke, men det afslører også enhver mangel eller overdreven symbolik i det kunstneriske udtryk og udsagn. William Kentridge og sangeren/performeren Joanna Dudley gav mig årets skarpeste performanceoplevelse.
Daniel Buren i samtale med Hans Ulrich Obrist i Lisson Gallery, London
Det internationale koryfæ Daniel Buren fik mig tidligt ud af fjerene en morgen i oktober til en såkaldt «breakfast conversation» i Lisson Gallery. Buren og Obrist sad overfor hinanden og var klædeligt velforberedte og klare i spyttet. Buren, som skaber det ene fantastiske værk efter det andet i det offentlige rum – senest på Tottenham Court Road undergrundsstation i London – berettede om styrken i at folk møder kunst, hvor de mindst af alt venter det. Med kunstnerens ord: «The public in the tube station is everyone, and there is a constant flux of people running both ways. I want to offer them a beautiful bubble of oxygen for the spirit.»
Heine Kjærgaard Klausens performance Things that make me go hmmm, Den Frie Udstillingsbygning, København.
Fra den danske samtidskunstscene vil jeg nævne Heine Kjærgaard Klausens performance, som blev opført en snesjappet lørdag i januar. Performancen, hvor kunstneren jonglerede målrettet og akavet med stearinlys, roser og komplicerede skulpturkonstruktioner, rørte mig. Den rummede et eksistentielt budskab, som blev formidlet på en kunstnerisk overbevisende og nærværende måde.
UDGIVELSER
Donna Haraway, At lege snorefigurer med ledsagende arter: At blive besværet, Laboratory for Aesthetics and Ecology, 2017.
Selv når der ikke er mennesker mere, vil vores aftryk stadig være i jordlagene. Vi lever i den antropocæne tid, mennesketiden. Vi har gennemtrawlet næsten al tilgængelig havbund og nærmest al biomasse på jorden er mennesker og husdyr. Vi har været overalt og sat vores aftryk over alt. Naturen, som vi traditionelt har kendt den, er på vej væk for at returnere på nye uforudsigelige måder. Kan kunstvidenskaben og kunsten hjælpe os med at tænke, handle og sanse på nye måder i den antropocæne epoke? Donna Haraways tekst, der omhandler forviklinger og samliv mellem arter, er et bud på hvordan. Samtidig giver den os noget jeg virkelig savner i Danmark: oversat teori, som bringer os i nærkontakt med aktuel udenlandsk teoridebat.
Naja Maria Aidt, har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, Gyldendal 2017
Kan man skrive om det værste, der kan ske? Selvfølgelig, men jeg kan ikke anbefale dem, som har mistet en søn eller datter at læse Naja Maria Aidts bog om at miste sin 25-årige søn Carl. Rå og grim sorg vælter ud på siderne. Som litterært værk er den vanskelig. Alligevel må den med. Aidt beskriver den kærlighed, som er det vigtigste, og som vi trods alt har, selv når døden tager den, vi elskede: «Har døden taget noget fra dig/så giv det tilbage/giv dét tilbage/som du fik af den døde/da I stod i regnen i sneen/i solen og den døde var levende/og vendte sit ansigt mod dig»
Læserindlæg