Ti spørgsmål: Jóhan Martin Christiansen

– Jeg er ikke bange for patos, siger Jóhan Martin Christiansen. Hans soloudstilling åbner på Færøernes Kunstmuseum i Tórshavn i morgen.

Jóhan Martin Christiansen, Spor, installation view, Færøernes Kunstmuseum, 2016. Foto: Torben Eskerod-
Jóhan Martin Christiansen, Spor, installation view, Færøernes Kunstmuseum,  Tórshavn 2016. Foto: Torben Eskerod.

Han vakte opmærksomhed i det københavnske kunstmiljø, da han som purung og porøs masterstuderende ved Konsthögskolan i Malmø fik sig en soloudstilling på Henningsen Gallery, dengang det fandtes i Fredericiagade i 2012.

Siden da er færøske Jóhan Martin Christiansen selvsagt ikke blevet så meget ældre. Han er end ikke rundet de tredive, men hans praksis er til gengæld blevet et par tusinde år ældre – i hvert fald hvis man medregner de mange og tunge referencer til historie, religion og litteratur, som nærer den nu voksende og modnende værkkrop.

Jóhans afgangsudstilling Lightdream, Daydream, Eyeshadow på KHM Gallery i Malmø i 2014 (på Konsthögskolan tager man afgang med soloudstillinger) viste tydeligt, at Jóhan er æstetiker helt ud til neglekanten. Æstetik vil til enhver tid veje tungere i hans praksis end politik og morale, og hvad der nu forventes, at kunstneren skal legitimere sit arbejde med. Der var også på udstillingen en sådan insisteren på kunsten som poetisk frirum, at man næsten kunne blive bekymret for, om han med tiden ville miste jordforbindelsen og forskanse sig et sted langt fra den etablerede kunstscene.

Jóhan Martin Christiansen, Komposition #10. Jern, gips, bomuldsble, blæk, strips. Foto: Torben Eskerod.
Jóhan Martin Christiansen, Komposition #10. Jern, gips, bomuldsble, blæk, strips. Foto: Torben Eskerod.

Det sidste har han på en måde lige gjort, forskanset sig langt væk. For til hans første soloudstilling på et museum, Færøernes Kunstmuseum i Tórshavn, har han opholdt sig det sidste halve år på den lille, forblæste øgruppe i Nordatlanten, hvor han har produceret alle værkerne. Men mistet jordforbindelsen har han på ingen måde, omvendt spiller naturen og landskabet en stadig større rolle i Jóhans praksis, og de mange nye værker er bogstaveligt talt blevet til ude på de færøske græsskråninger.

Gipsafstøbninger, rødvinsfarvede stofbleer og skulpturskræmsler på jernstænger med græsstrå, bølgeblik og plastikaffald er nogle af de materialer og formater, Jóhan har arbejdet med gennem det sidste stykke tid. Med en sanselig, taktil og – selvfølgelig – æstetikbevidst stil formgiver han sine selvstudier i naturens og kroppens kulturelle erindringer.

«Spor» er titlen på udstillingen, som åbner i morgen, fredag d. 9. september. Kunstkritikk har talt med Jóhan i Tórshavn om at vende tilbage, om at blive dus med landskabskunsten, om at sige skråt op til Leonardo Da Vinci og om et lidt flabet storforbrug af patos. 

Hvordan har det været at trække stikket i et halvt år for at arbejde så intenst og ovenikøbet så isoleret med en udstilling?

Da jeg fik invitationen til at udstille på Færøernes Kunstmuseum, besluttede jeg med det samme, at værkerne skulle produceres på Færøerne. Jeg besluttede også at få fløjet alle dem, jeg skulle samarbejde med, herop. Det var et forsøg på at vende forestillingen om, at Færøerne og Nordatlanten er langt væk. Det har også handlet om at se, om det ville fungere at have en praksis i min hjemby, som jeg forlod for ni år siden. Det har været et ret vildt eksperiment at differentiere min praksis i forhold til det, jeg er blevet vant til i det københavnske kunstmiljø, hvor man hurtigt kommer til at tale et bestemt sprog. At bryde med nogle vaner og kigge på mine værker på en anden måde har været vigtigt for mig.

Er der en særlig færøsk tradition inden for kunsten, du spiller op imod?

Færøsk kunsthistorie handler meget om natur og består for det meste af abstrakte malerier, med udgangspunkt i landskabet. I lang tid havde jeg svært ved at forholde mig til den færøske maleritradition og følte en modstand mod landskabet som motiv. Jeg var overbevist om, at landskabet aldrig ville snige sig ind i min praksis igen. Først da jeg fik Færøerne på afstand, kunne jeg se potentiale i naturen – og så opstod der til gengæld også en stærk tiltrækning. Nu spiller landskabet en central rolle i min praksis, hvor jeg forsøger at danne nogle ret enkle forbindelser mellem landskab, krop og materialer. For eksempel har jeg haft nogle papkasser liggende uden for i naturen i en måneds tid, så de kunne tage imod vejr og vind, sne, græs, muld, sneglespor og blive hullet af orme. Det blev til værkserien Tavle #1-5. Det er måske en måde at give naturen en kulturel hukommelse på, på et minimalt plan. At lave afstøbninger på den måde er jo i virkeligheden en slags grafisk proces, værkerne bærer spor – eller efterbilleder – fra landskabet.

Pap ligger til tørring i solen udenfor kunstnerens atelier i Tórshavn, 2016. Foto: Jóhan Martin Christiansen.
Pap ligger til tørring i solen udenfor kunstnerens atelier i Tórshavn, 2016. Foto: Jóhan Martin Christiansen.

Hvordan vil du karakterisere din måde at arbejde med landskabet på?

Jeg er vel ude i at bringe flere facetter ind i forhold til, hvordan man tidligere har beskæftiget sig med landskabet i en kunstnerisk sammenhæng — og egentlig også i forhold til, hvordan naturen tilgås kunsterisk idag. Mine værker handler for eksempel ikke om økokritik, selvom jeg er helt klar over, at de sagtens kan ses som sådan. I 2014 lavede jeg et samarbejde med den færøske digter, Kim Simonsen, og vi talte en del om landskaber, det posthumane og det antropocæne. Det var sådan lidt skråt op med Leonardo Da Vincis forestilling om, at mennesket kan sættes ind i et analytisk og rationelt forhold til landskabet og naturen – og det var ret befriende at give slip på den tankegang.

Materialerne du arbejder med bringer tankerne tilbage til slut-60ernes Arte Povera. Fundne materialer som pap, grene, bølgeblik og billige tekstiler som lagener og bomuldsbleer, er blandt de materialer, du laver dine skulpturer og installationer af. Du dyrker vel egentlig en attraktion i det forfaldne, i det henkastede og værdiløse. Hvorfor?

På gaden kan man finde objekter og materialer, hvis oprindelse man ikke altid kan spore. Ligesom når sprog løsrives fra sin kropslige oprindelse igennem oversættelser. Sådan nogle forskydninger af historie og ophav synes jeg er interessante at arbejde med. For eksempel kan man falde over en næsten helt opløst papkasse, som får nyt liv igennem den gipsafstøbning, jeg så laver af den. Det rykker lidt på vores syn omkring, hvad der har værdi og hvad der ikke har. De fundne materialer peger jo selvfølgelig også på en specifik moderne tradition: flaneuren der vandrer rundt uden destination og bruger sin tid på at samle indtryk og information fra gaden og dets liv.

Johan Martin Christiansen, Tracy’s Trick, 2012. Kunstnerens egen seng udstillet på Henningsen Gallery i København. Foto: Mikkel Carl.
Johan Martin Christiansen, Tracy’s Trick, 2012. Kunstnerens egen seng udstillet på Henningsen Gallery i København. Foto: Mikkel Carl.

Du har tidligere udstillet personlige objekter, som en slags ready-mades, blandt andet udstillede du din egen dobbeltseng på Henningsen Gallery i København i 2012 og måtte selv sove på gulvet derhjemme. Det vakte en del opmærksomhed, at en nyuddannet kunstner kunne være så kæk og bramfri. Er du blevet mere privat siden da?

Ja, det er jeg nok. Og mine værker er blevet mere åbne og mindre banale. Men jeg arbejder stadig med formater og materialer, der relaterer sig til krop – og til seksualitet for den sags skyld, bomuldsbleer og lagener for eksempel. Eller som i skulpturserien Komposition #1-15, hvor man kan se spor af fingre i gipsen. Forskellen på sengeværket, som havde titlen Travcy’s Trick, og så en værkserie som Klæde #1-3, der er med på udstillingen i Tórshavn nu, er et forsøg på at barbere unødvendige lag væk og åbne værkerne på en måde, så de ligeså vel kan forestille landskaber eller Kristus på korset. Titlerne er også gået fra at være medfortællende til at være så minimale som muligt og lade værkerne stå mere for sig selv.

I videoværket Hidden Faces, som du har lavet i samarbejde med teaterinstruktør Christoffer Berdal, danser to moderne dansere på et loft. Til din afgangsudstilling havde du også et værk med en danser. Er det ikke lidt prætentiøst med moderne dans?

Jo, det er det. Det er måske lidt flabet, men det er jeg slet ikke bange for. Der bliver i hvert fald ikke sparet på patos og de store spørgsmål i det hele taget i Hidden Faces. Idet videoen er blevet til som et samarbejde med en teaterinstruktør og to dansere, har tre fagområder mødt hinanden i værket; moderne dans, teater og billedkunst. Det er fag, som opererer med forskellige attituder og platforme, og det har været en meget produktiv forhandlingssituation at stå i. Sprog og hukommelse er tæt knyttet til krop, rytme og bevægelse, så dans peger tilbage på historien, på ritualer og traditioner. Jeg kan godt lide at undersøge igennem kunsten, hvordan fortiden lagres i materialer, i kroppe og i naturen.

Johan Martin Christiansen, Hidden Faces, 2016, video still, 15:53 min, loop.
Johan Martin Christiansen, Hidden Faces, 2016, video still, 15:53 min, loop.

Kan du komme med et konkret eksempel på, hvordan du arbejder med materialernes hukommelse?

I videoværket Season (Nightwalking) fra min afgangsudstilling forsøgte jeg at løsne sproget fra sin kropslige, materielle oprindelse på en nærmest ontologisk måde. Jeg delte værket op i tre dele: en sort/hvid videoprojektion i et rum, en færøsk voice-over og en monitor med engelsk undertekst i en andet rum. Jeg arbejder i det hele taget meget med tekst. Det færøske skriftsprog er ikke meget mere end 150 år gammelt. Det vil sige, at sproget er tæt knyttet til de måder, det mundtligt er blevet overleveret på. Ud fra det har jeg skrevet tekster og oversat dem den ene og den anden vej i forsøg på at forstå, hvad der løsriver sig og hvad der overføres sig, når sproget bearbejdes løsnet fra sin krop og sin erindrings arnested, så at sige.

Der er mange referencer i dine værker til andre kunstnere og til litteraturen. Hvilke kunstneriske og litterære stemmer henter du mest inspiration hos?

De seneste år har jeg været optaget af alt fra Dantes Inferno, Albrecht Dürers Melankolia I, Claude Monets impressionisme, Walter Bejnamins Passageværk, Virginia Woolfs skyggekaraterer i Orlando og Mrs. Dalloway til fransk psykoanalyse ved Julia Kristeva, der skriver om depressionen som Narcissus’ skjulte ansigt. Og selv om min praksis ligger et godt stykke fra deres, så fascineres jeg evigt og altid af Bruce Nauman, Karl Holmqvist og Roni Horn.

Hvordan forener du din litterære og teoretiske interesse i moderne kultur med de meget sanselige og abstrakte dimensioner, som er gennemgående i dine værker?

At sprogliggøre kroppen er noget som feminisme og queer-bevægelsen, blandt andre, har lært os. Jeg ser ikke nogen dikotomi mellem det sanselige, abstrakte, fysiske og det teoretiske, åndelige og sproget.

Hvad kommer der til at ske med din praksis, når du igen befinder dig i København – hvis du da tænker at tage tilbage til København?

Jeg forsøger altid at tage udgangspunkt i og arbejde med de steder, jeg opholder mig, måske som en afart af det stedspecifikke. Jeg kommer helt sikkert tilbage til København – Vesterbro mere præcist – og finder også meget inspiration i det urbane miljø. Samtidig ønsker jeg at beholde den konkrete forbindelse mellem landskabet og værket, jeg har fået etableret på Færøerne. Det kunne være interessant at forsøge at integrere det urbane og naturen i hinanden i mine værker. I og for sig er de det allerede, men at gå endnu længere med det kunne være en ny retning.

Johan Martin Christiansen, Komposition #1-15, 2016. Jern, gips, rust, snavs, strips, klud. Færøernes Kunstmuseum, 2016. Foto: Torben Eskerod.
Johan Martin Christiansen, Komposition #1-15, 2016. Jern, gips, rust, snavs, strips, klud. Færøernes Kunstmuseum, 2016. Foto: Torben Eskerod.

Læserindlæg