Hvilke udstillinger, events og udgivelser var de vigtigste, skarpeste eller mest rørende i 2017? I Kunstkritikks julekalender bedømmes kunståret 2017 af vores egne skribenter og inviterede gæster. Den fjerde i rækken er kritiker og kurator Maria Bordorff, der er bosat i København og en af Kunstkritikks faste skribenter.
UDSTILLINGER
Malak Yacout, Temporal Semiotics, Townhouse Gallery, Cairo
Tidligere i år var jeg på researchtur i Cairo og besøgte det ikoniske Townhouse Gallery, som siden 1990erne har bevogtet kritisk tænknings ånderum i den egyptiske hovedstad. Her så jeg en udstilling af en kunstner, som end ikke havde afsluttet sin mastergrad, men som kunne have figureret på årets Documenta. Recitationer af Koranen oversat til knæhøje betonskulpturer stod på række over gulvet – og formgjorte af læsningens rytme og toneleje gled de op i buer og spidser som islamisk kalligrafi og arkitektur. En serie af smukke blue prints illustrerede den komplekse matematiske vej mellem lyd og form, fra højhellighed til jordnær faktualitet. Svimlende!
Berlin 1937 – Im Schatten von Morgen, Märkisches Museum, Berlin
Selvom det var en klassisk kulturhistorisk udstilling med keglespots, audioguides og vinyltekst en masse på de mørkmalede vægge, har besøget på Märkisches Museum en regnvåd sommerdag alligevel lagret sig i mig. Artefakter fra hverdagslivet i Berlin anno 1937 var lagt frem som vidnesbyrd om, hvordan ond ånd langsomt gennemvædede den røde tyske hovedstad fra soklerne og op, via smør og fordelagtige lån, og blev strukturel. Anledningen for udstillingen var 80-året for Hitlers pompøse propagandaudstilling Gebt mir vier Jahre Zeit i messehallerne i Berlin. Men det var ikke kun udstillingens visit i fortiden, som fik de små hår til at rejse sig. Det var måden, den konstant pegede på den tid, vi lever i nu, hvor fascistoide holdninger langsomt normaliseres.
Ovartaci & Galskabens Kunst, Kunsthal Charlottenborg, København. Kurateret af Mathias Kryger.
Herhjemme har et af efterårets særlige og sære momenter været udstillingen af en stor del af Ovartacis forunderlige værksamling på Kunsthal Charlottenborg. En ærbar og sensibel hyldest til de fragile lag af andethedens kunst. Ikke mindst i kraft af det radikale udstillingsdesign, inspireret af 60ernes Museu de Arte de São Paulo, hvor de mange malerier og tegninger hænger og svæver mellem to skiver glas i fødder af beton – spredt over gulvet så billederne trænger igennem hinanden, danser ud og ind af hinanden, og afstandene mellem dem opløses i et rumligt analogt billedflow, der er ulig noget, jeg har set på en dansk kunstinstitution.
EVENTS
Henriette Heise, A Theory of Colour of 2017, Facebook og Instagram
For et par måneder siden dukkede et billede af en blå-grøn farvecirkel op på Instagram og Facebook. Det var billedkunstner og professor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i København Henriette Heise, som på old school-vis kom med et bud på en ny farvelære anno 2017 baseret på chroma key-farver, en sort og en grøn tavlelak og de tvivlsomme blandinger, der opstår imellem dem. Jeg kan virkelig godt lide tanken om en farvelære af radikalt åbne baggrundsfarver og et mørkemudret mellemspil, hvor al mulig ny viden og ikke-viden kan finde form.
Lukas Hofmann, Frenzied chirping, Daily Lazy, Athen
Aftenen inden åbningen af Documenta 14 i Athen så jeg en performance af tjekkiske Lukas Hofmann, som er purung og skrøbelig på den cool måde. Som i en anden græsk tragedie tog han og de øvrige performere opstilling foran publikum, lænede sig som bløde skulpturer mod hinanden, klyngede sig og samlede sig så med alvorlige, halvforslåede blikke, vådt hår og iturevet tøj, som var de lige skyllet i land, eller lige blevet genfødt til en ny verdens erkendelser. De gav hinanden kunstigt åndedræt, og hjertemassage, og publikum fik smurt mentolbalsam under øjnene, så tårekanalernes store sluser åbnede sig, og mascaraen løb i nye formationer ned af kinderne, som havde vi vitterligt overværet noget, som fik os til at føøøle noget.
Kunstuddannelsernes fremtid
I forlængelse af at føle noget har situationen omkring kunstuddannelserne herhjemme gjort mange (undertegnede inklusiv) dybt emotionelle. Forslaget om den store fusion af kunstskolerne, som kom frem i oktober, er imidlertid taget af bordet – men sparekniven dingler endnu over hovederne på os, for det er stadig med udgangspunkt i Henrik Sveidahls rapport og de udfordringer, han lister deri, at syv rektorer nu skal samarbejde om at finde løsninger. Siden offentliggørelsen af rapporten har en stemning af oprør ulmet på kunstscenen herhjemme. Lad den ikke fordampe nu. Lad den i stedet blusse op i et gennemtrængende nej til flere nedskæringer af vores i forvejen udsultede kunstuddannelser.
UDGIVELSER
Karin Bolender, R.A.W. Assmilk Soap, Laboratory for Aesthetics and Ecology
Lidt tilfældigt fik jeg stukket denne lille sag i hånden – med et tilhørende, umiddelbart lidt ækelt stykke sæbe lavet af blandet brystmælk fra et æsel og fra bogens forfatter. Så begyndte jeg at læse og kunne ikke få armene ned igen. Det er et klogt og rørende parapoetisk rejseessay om en tur gennem de sommervarme amerikanske sydstater på ryggen af et æsel ved navn Aliass – og et væsentligt bidrag til stofliggørelsen af det posthumane. Både æsel og Bolender selv var fosterbærende undervejs, og sæben er deres fælles publikation – minder skrevet med mælk og antistoffer brygget i kropslig respons på de mange indtryk langs ruten. Jeg kan næsten ikke være i min egen krop af begejstring over den her.
Amalie Smith, Et hjerte i alt, Gyldendal
Klippet i stykker og sat sammen i en litterær collage er de sidste ti år af Amalie Smiths ellers ikke så aldrende forfatterskab – båret frem af en læserytme, eller hjerterytme, som pulserer igennem bogen, fløjtende ligeglad med genreskift og spring frem og tilbage i tid og stemninger (lidt ligesom en julekalenderlåge på Kunstkritikk). Det er sådanne store ting, som at det hele er gjort af det samme, der er på spil, og det skriver Smith om med lige dele humor, tørke, ængstelighed og dyb viden.
Marronage, Forlaget Nemo
100-året for Danmarks salg af de dansk-vestindiske øer til USA er på kunstscenen herhjemme blevet markeret med en stribe udstillinger, seminarer og performances. Blandt de største killjoys og angreb på nationens ignorance er dog aktivistgruppen og dens allierede bag publikationen Marronage. Jeg vil lade et citat fra lederen i første udgivelse tale for sig selv: «Vi ser jer, magthavere, der dagligt udbytter os og spiller os ud mod hinanden; vi ser jer, skrankepaver, der blindt følger love og skaber desperation; og vi ser det system, der gør vold mod kroppe i normalitetens navn. Vi ser også, hvordan vores undertrykkere forbliver uvidne om, at vi ikke lader dem fortsætte.»
Læserindlæg