Hvilke udstillinger, events og udgivelser var de skarpeste, skønneste eller mest skelsættende i 2018? I Kunstkritikks julekalender bedømmes kunståret af vore egne skribenter og inviterede gæster. Den anden i rækken er kritiker Louise Steiwer, der bor i København og er en af Kunstkritikks faste skribenter.
UDSTILLINGER
Lili Reynaud-Dewar, Lady to Fox, Clearing, Bruxelles.
Som en art humoristisk selvudleverende cyborg dansede den franske performancekunstner Lili Reynaurd-Dewar nøgen – kun iklædt grå, etnicitetsmaskerende kropsmaling – gennem tre videoer og ud på rummets designeragtige standerlamper, før hun til sidst faldt til ro i form af en række kønnede, men underligt aseksuelle mannequiner, placeret i galleriet Clearings industrielle space i Bruxelles. Lady to Fox tager navn efter David Garnetts roman fra 1922, hvor en overklassekvinde forvandler sig til en ræv for at undgå ægteskabelig underkastelse – et projekt der i øvrigt fejler grusomt, da en jæger skyder ræven. Reynaurd-Dewar vrikker sig flabet igennem to mandlige kunstneres udstillinger, før hun ender på en græsmark, hvor hun som en anden ræv skræmmer en flok græssende får fra vid og sans, og hendes emancipationsprojekt står for mig som et af årets både morsomste og mest komplekse udstillingsoplevelser.
Tomas Saraceno, On Air, Palais de Tokyo, Paris.
Julen er tid for bekendelser og tilgivelse. Således må jeg indrømme, at jeg vist aldrig rigtig tidligere har fået sat mig ind i, hvad der ligger bag de designlækre Saraceno-dimser, der som forvoksede julekugler hænger og dingler fra loftet på snart sagt enhver kunstmesse. Men så er det jo godt, at man har de store parisiske institutioner til at råde bod på ens undladelsessynd, og i Palais de Tokyos stadig aktuelle carte blanche-udstilling foldes Saracenos luftbårne univers helt ud. Her er blevet plads til at kombinere en række velkendte Saraceno-elementer i kæmpestor skala og med en præcision, der elegant formidler både menneskets poetiske drøm om vægtløshed, alternative sammenhænge i planetens sarte økosystem og nye højteknologiske bud på en mere bæredygtig omgang med naturressourcer. Et vægtigt argument for, at samtidskunsten kan inddrages på lige fod med videnskaben, når det handler om at perspektivere og finde nye løsninger på aktuelle klimaproblematikker.
Vibrant Matter, SAK Kunstbygning, Svendborg, kurateret af Nanna Stjernholm og Stine Kähler.
«I dialog med Kai Nielsen» – var undertitlen på gruppeudstillingen, der undersøgte forbindelser mellem de sidste ti års nye materialisme og vitalismen, som den så ud på Kai Nielsens tid. Ud over at vise en sand perlerække af samtidens mest interessante yngre navne blev der trukket tråde ud fra det rent skulpturelle til kønspolitiske, økologiske, performative og postkoloniale problemstillinger, og skulle man forsøge det umulige at forstå hovedtematikkerne på den danske samtidskunstscene igennem kun én udstilling, var SAK Kunstbygning i Svendborg altså the place to be.
EVENTS
New Noveta, Vanix Vrizoil. Performance opført på Motherload, Skovsnogen – Deep Forest Artspace, Kibæk. Kurateret af Ditte Soria og Anna Margrethe Pedersen.
Det er på en eller anden måde lykkes mig at misse samtlige gange New Noveta har performet i København, så da jeg så, at kuratorerne Anna Margrethe Pedersen og Ditte Soria havde fået slæbt briterne til Skovsnogen, drog jeg imod Herning med høje forventninger,. To kvindelige performere klædt som en art skovnymfer opførte en slags panisk fødselsseance, hvor lange mørkerøde tarme, der indkapslede geleagtige klumper af æg blev trukket op af en dybblå vandpøl i skovbrynet. En væskende udveksling imellem kroppe, natur og kunstighed til et foruroligende, diskantpræget soundtrack og højlydte skrig fra performerne.
Alt_Cph – Over-existing, Fabrikken for Kunst og Design, København. Kurateret af Anna og Esben Weile Kjær.
Bikiniklædt mudderbrydning, en estisk kvinde der stikker stearinlys op i underlivet og messende forsagelser af kapitalismen over et brændende pentagram. Tilsæt rigelige mængder alkohol, et par akrobater og noget technofest, og du har hvad visse borgerlige politikere formentlig forestiller sig er en standard weekend i kunstkredse. Det har dog langt fra været standarden på den alternative messe Alt_Cph, hvor der nogle år har været så stille, at man næsten ikke har kunnet forstå, at den virkelig skulle repræsentere de yngste og mest sprudlende kunstnerdrevne steder i byen. I år fik kuratorduoen Anna og Esben Weile Kjær hele Fabrikken for Kunst og Design til at vibrere med et hæsblæsende performanceprogram, der muligvis ikke gav meget plads til de mere eftertænksomme indslag, men som til gengæld gav så meget genlyd, at man kun kan glæde sig til en to’er.
Laurie Anderson og Zeitkratzer, DR Koncerthuset, København, arrangeret af Artfreq.
Laurie Andersons blanding af spoken word, multimedie-performance og musikalske indslag centreret omkring en savntematik, udviklede sig i DRs koncerthus til en legende opvisning i kunstnerens mange talenter. I de mere performative indslag forenede Anderson ubesværet maskuline og feminine poler, ligesom hun med teknologiens mellemværende gled ind og ud af cyborg-lignende tilstande, tilsat både slapstick-humor og uendelig coolness.
PUBLIKATIONER
Astrida Neimanis, Hydrofeminisme; Eller, om at blive en krop af vand, Laboratory for Aesthetics and Ecology.
I den australske køns- og miljøforsker Astrida Neimanis bog om hydrofeminisme, der nu forelægger i dansk oversættelse, argumenteres der for, at vi alle er forenet i et kredsløb af væsker. Frem for at forstå kroppen som en lukket entitet, ser Neimanis mennesket som forbundet til et større hele af kroppe, arter og materialiteter igennem det vand, vi indtager, afgiver og primært består af. Det er en vigtig udgivelse, fordi den kalder på en transartet solidaritet, der forpligter os til en etisk stillingtagen til vores omgang med naturen – og med hinanden, ikke mindst.
Olga Ravn, De Ansatte, Gyldendal.
Er man træt af uinspirerede, teoretiserende eller lidt for pædagogiske udstillingstekster, kan man med fordel orientere sig i Olga Ravns sci-fi-roman De Ansatte, der er blevet til i en form for samspil med Lea Guldditte Hestelunds udstilling Consumed Future Spewed Up as Present på Overgaden, København. Romanen udfolder sig som en række korte vidneudsagn fra «de ansatte» på en noget usædvanlig arbejdsplads, der har ret meget til fælles med Hestelunds rumskibslignende installation. Her afdækkes relationer imellem rumlige objekter og andre livsformer på grænsen af det menneskelige – relationer, der hele tiden synes at forskyde forholdet imellem subjekt og objekt. De to værker, Hestelunds og Ravns krydsbestøver hinanden på så fin og poetisk vis, at begge oplevelser bliver større af perspektiveringen.
Kunsten ikke at betale, Podcast, Radio 24syv, ved Ida Herskind.
Det er måske lige knap en publikation, Radio 24syvs nylige afdækning af manglende udstillingshonorarer på selv de største, statsanerkendte danske museer. Det er måske også lige knap en nyhed – i hvert fald ikke for os, der i det daglige færdes på kunstscenen. Men det hører til gengæld til sjældenhederne at kunstnernes (og i parentes bemærket også freelancekuratorernes, freelanceskribenternes og andre prekære kunstarbejderes) usle økonomiske vilkår bliver behandlet i større medier i en grad, så selv politikere føler sig kaldet til at forholde sig til det. Der skal lyde et fromt juleønske herfra om, at der denne gang også bliver gjort noget konkret ved det.
Læserindlæg