Arrangeret ægteskab

Sammenstillingen af Simon Evans og Öyvind Fahlström på Charlottenborg er ikke nogen voldsomt god idé. Til gengæld kan man endelig se nogle af Fahlströms pop-politiske pletskud i København.

Öyvind Fahlström, Green Pool, 1968/1969. Variabel struktur. Tempera og blæk på vinylelementer fæstnet på flamingomed blyvægte i en plexiglas-pool med farvet vand. Foto: Anders Sune Berg ©Sharon Avery-Fahlström/Copydan Courtesy Aurel Scheibler, Berlin.
Öyvind Fahlström, Green Pool, 1968/1969. Variabel struktur. Tempera og blæk på vinylelementer fæstnet på flamingomed blyvægte i en plexiglas-pool med farvet vand. Foto: Anders Sune Berg ©Sharon Avery-Fahlström/Copydan Courtesy Aurel Scheibler, Berlin.

Duo-udstillinger er en svær genre, som ikke desto mindre praktiseres af mange større danske kunstinstitutioner. Louisiana er nok det museum, der oftest gør brug af formatet – med Munch vs. Warhol i 2010 og senere i år kommer Jackson Pollock vs. Asger Jorn. ARoS var også med på vognen tidligere i år, endda med en trio-udstilling med James Lee Byars, Anish Kapoor og Yves Klein. Afgørende er det, at der ikke er tale om gruppeudstillinger med få kunstnere, men snarere en slags solopræsentationer indenfor en fælles udstillingsramme. Udvalgte værker fra to kunstneres ouevre sættes overfor hinanden og man ser – eller rettere opfordres til at se – slægtskaber og forskelle. I sjældne tilfælde belyser sammenstillingen noget ved et kunstnerskab man ikke havde øjnet før. Faren er dog at det ender i lidt for meget museumspædagogisk stiløvelse og i værste fald bliver det decideret forstyrrende for oplevelsen af de respektive kunstnerskaber.

Simon Evans, Symptoms of Loneliness, 2009. Foto: Andrea and José Olympio Collection.
Simon Evans, Symptoms of Loneliness, 2009. Foto: Andrea and José Olympio Collection.

Charlottenborgs lille duo-udstilling, oprindeligt konciperet til Kunsthalle Düsseldorfs af Elodie Evers og Magadalena Holzhey, sammenstiller en afdød verdensstjerne, Öyvind Fahlström, med en levende samtidskunstner, Simons Evans omkring en fælles forkærlighed for kortlægning og kartografiske udlægninger af konsum- og hverdagsliv (Evans) og af storpolitiske spil (Fahlström). Især i udstillingens første to rum præsenteres arbejder på papir og lærred hvor sammenfaldet er tydeligst – sammenstillingen mellem billede og tekst til en art «mapping» i et tegneserieagtigt udtryk rigt på detaljer.

Det er især Evans, der gør de nørklede detaljer til en pointe i sig selv med mange lag af små stykker tape og papir sat ovenpå hinanden, påført mikro-bitte skrift og tegninger. I stedet for Fahlströms storpolitiske kortlægning af magtbalancer angående kultur, økonomi eller geopolitik er Evans mere interesseret i slogans, bon-mot’er, faste vendinger eller simple ord, i ofte overraskende sammenstillinger med små illustrationer i frimærkestørrelse, fx i værket Life Garage Sales (2010), som rummer et mylder af udsagn, a la; «Military look as a look» ledsaget af en tegning af grøn bluse; «Madame Bovary» illustreret med en dildo; «Human Error» på en parfumeflakon etc. Det er små momentane bobler af pudsige sammenstillinger af ord og billeder af samme fjolle-kaliber som David Shrigley, hvorfor man også bliver lidt langmodig over den nuttede kulturkritik, når man har læst de første 15 «slogans».

Simon Evans, R.I.P., 2012. Foto: © Simon Evans, Courtesy James Cohan Gallery New York/Shanghai og Galeria Fortes Vilaca.
Simon Evans, R.I.P., 2012. Foto: © Simon Evans, Courtesy James Cohan Gallery New York/Shanghai og Galeria Fortes Vilaca.

Det er de færreste kunstnere, som tåler sammenligning med Fahlström, men det er jo altså ikke mit, men udstillingens eget, påfund. Og selvom det kartografiske slægtskab måske springer i øjnene,  så er spørgsmålet, hvor denne primært stilistiske observation egentlig fører hen i sig selv. Jeg fordyber mig gerne i Fahlströms skarpe, poppolitiske udlægninger af verdensordenen – mens interessen for kortet over Londons undergrundssystem udsat for Evans’ «I love married love», «I love Emo boys» eller lignende udsagn, der erstatter navnene på togstationerne, er mere forbigående.

Måske gælder det også, at Fahlströms læsning og udlægning af verden er så tilpas idiosynkratisk og radikal, i hvert tilfælde for sin tid, at han ikke er en særlig velegnet kunstner at udsætte for en sådan udstillings-tango. Fahlströms værk er netop kendetegnet ved ekstremt formelt vovemod og hans komplekse blanding af pop, politik og poesi har altid voldt problemer for den traditionelle læsning af popkunsten – netop af den slags, som eksempelvis Evans i langt højere grad kan ses som et derivat af.

Det er da også som om Charlottenborgs ophængning tager højde for denne skævhed ved at afsætte to af udstillingens fire rum næsten udelukkende til rene Fahlström-skatkamre. Det ene med et af de berømte variable malerier med flytbare magnetmotiver, World Trade Monopoly (1970) – det andet helt tomt, kun oplyst af en enkelt Charlottenborg-lampe, der stråler magisk ned over et gennemsigtigt plexiglas-kar med syntetisk græsgrønt vand. Green Pool (1968) hedder værket, hvor bemalede papirbrikker af kattedyr og soldaterfigurer flyder vilkårligt rundt på væskens overflade i glidende bevægelser, bestemt af omgivelsernes vind og bevægelse, politiske og poetiske omstændigheder. Som Sharon Avery-Fahlström, den på mange måder legendariske kunstnerenke, opsummerede det til pressevisningen: «It’s the panthers and the paramilitaries. It’s the same today.»

Öyvind Fahlström, Black House, 1968. Foto: ©Sharon Avery-Fahlström / Copydan Courtesy Aurel Scheibler, Berlin.
Öyvind Fahlström, Black House, 1968. Foto: ©Sharon Avery-Fahlström / Copydan Courtesy Aurel Scheibler, Berlin.

Nogen gange ser man gerne igennem alskens velmenende kuratering og diverse ræsonnementer hvad angår kunstnernes indbyrdes dialog og alt det jazz. Præcis sådan har jeg det med denne udstilling. For alene det at man på dansk grund, hvor svenskeren Fahlström – sikkert fordi han har været for avanceret i forhold til et dansk diktum om enten at bekende sig til poesi eller politik, ikke begge – aldrig er blevet vist i særlig stort omfang, kan opleve et par stærke værker (måske fra kunstnerens bedste periode) er tilstrækkeligt argument for en udstilling. Der er dog ingen tvivl om, at det havde klædt begge kunstnere om de havde fået lov danse hver deres soloparti i hver deres opsætning.

Læserindlæg