For nyligt udgav billedkunstner og aktivist Joen Vedel bogen Sammenbrudsstykker – dagbog fra Athen, der skildrer kampene i krisens Grækenland på baggrund af et længere ophold i byen. Igennem daglige beretninger udfolder Vedel krisens grumme konsekvenser for den almindelige græker. Det fører ham vidt omkring: Ud i gaderne, ind i de enorme folkemasser til nogle af de mest voldsomme demonstrationer og uroligheder i Grækenland i nyere tid, til piratradioens hemmelige studie på det polytekniske universitet og til det antiautoritære miljø i bydelen Exarchia.
Sammenbrudsstykker er en personlig og fragmenteret fortælling om grækernes traumatiske situation, om et samfund i frit fald, hvor noget så grundlæggende som det at være menneske er blevet lige så vigtigt at kæmpe for som for modstanden imod reformer, sparerunder og repression. Men det er også fortællingen om at den græske krise ikke kun er lokal men tværtimod en verdensomspændende struktur, vi alle er underlagt. Joen Vedel dimitterede fra Kunstakademiet i København i 2011. Han er engageret i forskellige kunstneriske kollektiver og politiske grupperinger såsom Crisis Mirror og YNKB. I anledning af Vedels udstilling, som åbner i aften på bureau publik har Kunstkritikk talt med den unge kunstner om sine oplevelser i Grækenland og om at arbejde billedkunstnerisk med krisen som begreb.
Hvornår begyndte din interesse for situationen i Grækenland?
Det startede nok med hændelsen i Athen den 6. december i 2008, hvor politiet skød og dræbte den 15-årige dreng Alexandros Grigoropoulos på åben gade. Drabet udløste massive gadekampe og demonstrationer i Athen og resten af Grækenland, som stod på i over tre uger. De danske nyheder og internationale medier viste masser af spektakulære billeder fra opstanden, men efter noget tid mistede begivenhederne deres nyhedsværdi og gled i baggrunden. Men mordet og den efterfølgende opstand havde sat gang i et eller andet, og det var ikke kun i Grækenland det kunne mærkes.
Kort tid efter december-opstanden satte den såkaldte «gældskrise» sig for alvor igennem, startende med det finansielle kollaps på finansmarkederne i 2008-09. Og her kom Grækenland igen i de internationale mediers søgelys. På mange måder tror jeg, at Grækenland – i hvert fald i europæisk sammenhæng – var det første land til at reagere på krisen og dens konsekvenser. Vreden fra december-urolighederne lå stadig og ulmede, og store dele af den græske befolkning gik på gaderne. Imens forsøgte jeg hele tiden at forstå, hvad det var der foregik; hvad protesterede folk imod og hvad var det for en bevægelse der var opstået?
Frem til mit ophold i Athen i 2012 forsøgte jeg især at forstå, hvad der skyldtes denne «gældskrise» i Grækenland. I danske og internationale medier blev vi dagligt bombarderet med påstande om «de dovne grækere» og deres «enorme offentlige sektor». Vi blev bildt ind, at det var grækernes eget problem, og at de derfor blev nødt til at «stramme bæltespændet ind». Det var en tydelig racistisk og endimensionel udlægning af krisen, der ikke rummede nogen indsats for at forstå krisens kompleksitet og slet ikke for at skildre eller forstå, konsekvenserne af krisen og den politik, som blev ført, i en græsk hverdag. Da jeg endelig tog derned i februar 2012 var det ikke for at komme med en videnskabelig økonomisk forklaring på, hvorfor Grækenland var havnet i den situation, de var i – den slags vil jeg lade andre om. For mig var det derimod vigtigt at forstå og at se på, hvordan konsekvenserne påvirkede hverdagen for helt almindelige mennesker og unge som mig selv. Hvordan overlever man i en sådan situation? Hvordan organiserer man sig, og hvordan kæmper man imod de beslutninger, der bliver taget?
Under dit ophold skrev du dagligt på din blog «Sammenbrudsstykker – brudstykker fra et land og et system i sammenbrud». Hvordan betragter du blog-formatet som medie – også som billedkunstner?
Jeg havde valgt at føre denne her dagbogsblog hver dag, hvor jeg brugte mig selv som en slags prisme til at fortælle om de ting, der foregik. Jeg ville gerne have det skulle være et subjektivt vidneudsagn, hvilket jo egentlig er et meget kendt greb, og her fungerede bloggen og dagbogsformatet rigtig godt, idet folk derhjemme dagligt kunne følge med i det, der foregik. I den forbindelse var det vigtigt for mig også at skrive om de mindre spektakulære episoder under mit ophold. Medierne er ofte ekstremt koncentreret omkring de her opstande, som jo ofte er lidt af et spektakel med billeder af hætteklædte unge og molotovcocktails. Derfor så jeg en klar pointe i at bruge min egen krop, mine egne oplevelser og erfaringer som værktøj til også at fortælle om konsekvenserne af krisen og livet ved siden af de her gadekampe, hvor folk gik på arbejde, familiebesøg, barer osv. Alle de her «mellemrum» synes jeg var vigtige at have med til at nuancere fortællingen om krisen i Grækenland. Situationen i Athen var naturligvis meget dramatisk og særligt i den måned jeg var der, hvor modstanden kulminerede i meget voldsomme gadekampe, men der var også en insisteren på at have en hverdag og at være menneske midt i alt det.
Udover at bloggen blev en udforskning af hvad skriften kunne, så valgte jeg også blogformatet, fordi jeg gerne ville dele min indsamlede viden og oplevelser med andre. Det er også noget af det jeg forsøger i min kunstpraksis: At sætte undersøgelser i gang som jeg så deler med andre undervejs. Og netop bloggens nutidighed var et vigtigt aspekt som jeg i lang tid har været optaget af. Altså at prøve at forstå det, der foregår lige nu og her og omsætte det som billedkunstner på en eller anden måde. Jeg synes den mere eksplicit politiske kunst har haft en tendens til at søge meget tilbage i historien, det har været voldsomt populært at dykke ned i diverse arkiver og den slags. Ofte har det været enormt spændende og lærerigt, men jeg synes også det har haft en tendens til at gøre tingene ufarlige, og jeg har savnet et link til nutidens eskalerende kriser. For mens vi dyrker fortiden så farer kapitalismen derudaf, og vi risikerer hurtigt at blive hægtet helt af, hvilket måske også er ok, men så vil jeg hellere hægte mig af på en mere bevidst måde.
Du har efterfølgende valgt at udgive bloggen som bog, hvor du bl.a. har tilføjet en større sektion af billeder. I bogen retter du selv en kritik mod billedlige repræsentationer af krisen i Grækenland. Hvilke overvejelser har du haft i forhold til at inddrage billeder i din egen fortælling?
Som forskellige teoretikere har været inde på, så holder billeder ofte sammen på et splittet samfund, og det syntes jeg også i høj grad har været realiteten i Grækenland. De største græske mediehuse indgik for et års tid siden en aftale om ikke at vise billeder af hjemløse på gaderne i Athen, og det blev klart at staten og medierne forsøgte at kontrollere fortællingen om «krisen», også gennem billedproduktionen. Derfor bliver man som billedproducerende også nødt til at forholde sig til denne kamp om repræsentationen af krisen. Jeg er egentlig uddannet fotograf og har altid været billedproducerede på mange forskellige måder, men da jeg kom til Athen valgte jeg at sætte et benspænd op for mig selv ved ikke at have mit kamera med. Kompleksiteten var ganske enkel for stor til at jeg følte jeg kunne bruge billedet som redskab, og derfor valgte jeg så i stedet at forsøge at beskrive de ting jeg oplevede gennem ord. Da jeg så gik rundt i gaderne under den voldsomme opstand d. 12. februar 2012 kunne jeg godt se, at der lå en opgave i at dokumentere nattens hændelser. Det var helt sikkert noget som staten ikke var interesseret i skulle huskes.
Det er jo en gammel diskussion om repræsentation; om hvordan man producerer billeder og modbilleder. Jeg synes det gav størst mening ikke at fokusere på den spektakulære ild, de hætteklædte og politiets tåregas, men i stedet vende tilbage dagen efter og se på udfaldet af nattens uroligheder i dagslyset. Som jeg oplevede hele nattens demonstrationer var det tydelige budskab en total negation af tingenes tilstand. Det var en afvisning som jeg ikke synes kunne blive tydeligere end i de her billeder af f.eks. smadrede bankautomater og butiksruder. På en eller anden måde hænger disse billeder og mit valg med at have dem med i bogen også sammen med bogens titel. Det var en måde at tydeliggøre, at der er et sammenbrud i gang, og det skal man ikke forsøge at dække over. Det var et forsøg på at insistere på denne vrede og gøre den vigtig, og derfor får billederne også lov til at fylde en del i bogen.
Kan du uddybe valget af titel – Sammenbrudsstykker – til både udgivelsen og udstillingen?
Jeg tror, der var nogen som fortalte mig for et års tid siden, at «sammenbrud» er blevet et buzzword indenfor kritisk tænkning. Der lader til at være enighed om at «noget» er ved at bryde sammen. Vi lever altså i en form for transformation, og det syntes jeg er yderst interessant at forholde sig til. For mig handlede det mest om at ordet beskriver et slags vendepunkt. Grækenland er jo kendt for at være demokratiets vugge, og man siger det er herfra den vestlige civilisation stammer. Derfor synes jeg også det var ret paradoksalt, at «trojkaen» med EU, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond så let som ingenting kunne overtage styringen af landet på meget kort tid og reelt tilsidesætte det såkaldte demokrati.
Det andet ord i titlen er så «brudstykker», og det er også noget som har fascinerede mig gennem længere tid, altså fragmentet som et vidneudsagn. Der ligger en form for afbrydelse i fragmentet som jeg holder meget af, en nægtelse af «den store fortælling», og det kunne jeg godt lide at lege med i bogens titel. Når man går rundt i gaderne i Athen ser man på ruiner overalt. De står tilbage som fragmenter af historiens gang og vidner om de slag, der har fundet sted. Og den her idé om at systemer opstår og falder sammen igen havde jeg lyst til at inkorporere i titlen. Efter min mening er der tale om et sammenbrud i Grækenland, og jeg ville med titlen understrege, hvor skrøbelig vores ide om demokrati egentligt er. Det, vi tager for givet, kan bryde sammen hvert øjeblik det skal være.
Men har situationen ikke vist at sammenbruddet i virkeligheden er blevet til en slags blivende tilstand, der fortsætter, og som vi stadig ikke kender slutningen på?
Jo i høj grad, og det prøvede jeg også at gøre en pointe ud af i bogen. Jeg ville ikke drage nogle konklusioner. I stedet ville jeg gerne hele tiden forsøge at åbne op for en forståelse af, at krisen foregår globalt og er i konstant bevægelse. Mit ophold i Athen var blot et udsnit af det, der foregår. Og her kommer vi tilbage til bogens titel og idéen om brudstykker eller fragmentet. Jeg havde aldrig nogle intentioner om at redegøre for hele situationen i Grækenland. Jeg ønskede ikke at lave en bog med fodnoter og referencer. Jeg er billedkunstner og det var sådan jeg gik til opgaven på.
Da jeg rejste fra Athen i slutningen af februar 2012 havde jeg en fornemmelse af at alt kunne ske. Jeg havde oplevet 3-4 store generalstrejker og d. 12. februar med de her hundredtusinde mennesker på gaden. Alle kom til demonstrationerne. Både ældre, unge og hele familier dukkede op, velvidende at de nok kom til at få en masse tåregas. Og den stædighed gav mig en eller anden form for optimisme og tro på, at de godt kunne blive ved. Men kort tid efter kunne jeg begynde at mærke, at luften var gået lidt ud af ballonen. Og det er der selvfølgelig ikke noget at sige til. På daværende tidspunkt havde grækerne protesteret i mere end to år og havde prøvet alle mulige ting af: Fra græsrodsorganisering af mad, penge, medicin og tøj, pladsbesættelse og direkte demokrati til militant og ligefrem væbnet kamp på gadeplan. Man var nået til et punkt, hvor alle protestformer på en eller anden måde var prøvet af og lige lidt hjalp det. Så det er rigtigt at siden mit første besøg i Athen er det blevet tydeligere, at sammenbruddet er blevet længere udstrakt end mange måske først havde forestillet sig. Indtil videre er der ikke nogen forløsning.
I stedet er der en interesse i denne undtagelsestilstand fra magtens side, fordi det gør det muligt at gennemføre reformer og afprøve politiske ideer, som førhen ville have været umulige. Seneste eksempel på dette er lukningen af den statslige tv-kanal. Så magten har virkelig taget patent på det her sammenbrud og bruger det nu som et værktøj til at negligere debatter, beslutningsprocesser osv. Demokratiet er i frit fald, og krisen ser ud til at være permanent.
Du fortsætter dit fokus på krisen i Grækenland i udstillingen på bureau publik. Kan du fortælle lidt om, hvordan og hvorfor du også arbejder med problemstillingen her?
Jeg syntes det er vigtigt ikke bare at negligere krisen og sige at den kamp er udspillet eller at vi ovre den. Krisen er som sagt blevet mere eller mindre permanent, og derfor bliver vi også nødt til fortsat at forholde os til den. Den er som sagt blevet til et redskab for magten, og derfor tror jeg også det er meget vigtigt konstant at dekonstruere krisen som begreb og forsøge at forstå hvad det er for en krise vi er i: Hvad er det egentlig, der er i krise? Hvordan bliver denne krise håndteret og hvilke konsekvenser har den for vores liv? Det er noget, der foregår samtidig med at vi snakker her, og det er noget jeg vil blive ved med at forholde mig til. Det kan så have mange forskellige udtryk og indgå i forskellige sammenhænge. Udover arbejdet med bogen og turene til Athen, er jeg også engageret i en politisk gruppe, der mødes hver uge og diskuterer krisens udvikling mere generelt. Vi laver bl.a. aktioner, arrangerer foredrag, skriver og oversætter analyser af udviklingen. Bogen er bare ét produkt, et dokument fra en fortælling som er meget større og som kan udfoldes på mange andre måder.
Et andet udtryk er så udstillingen på bureau publik, hvor jeg igen forsøger at reflektere over den transformation, eller brydningstid, vi befinder os i. Denne gang har jeg valgt udelukkende at arbejde med lyd jeg har optaget under mine ture til Athen. Og dette valg hænger også sammen med de ting vi snakkede om tidligere i forhold til repræsentationen af krisen eller sammenbruddet i Grækenland. Udstillingen kommer til at bestå af fem højttalere monteret i loftet, som bliver aktiveret gennem en sensor når en person står under dem. Som publikum skal man altså selv engagere sig for at opleve værket. Det er op til en selv hvornår lydene skal afspilles, og det kan jeg rigtig godt lide. For dermed opstår der også muligheden for at stoppe lydene fra Athen og i stedet lytte til det rum man står i. Athen og udstillingsrummet smelter på den måde sammen og man bliver tvunget til at forholde sig til forskellen.
Optagelserne består bl.a. af lyde fra demonstrationer, optøjer, samtaler og møder med forskellige tilfældige mennesker. Her arbejder jeg igen med fragmentets æstetik og forsøger at udnytte det, der ligger imellem lydene, mellemrummet. «Intermezzoet» kunne man også kalde det. Stilheden før stormen eller stormen før stilheden. Lydene fungerer på denne måde som små indskudte fragmenter eller afbrydelser. Modsat den visuelle repræsentation, så tror jeg også der er en form for åbning i lyden, som aktiverer lytteren på en anden måde end ved det visuelle. Som lytter er man mere engageret i værket og tvinges til at drage sine egne konklusioner. Og netop dette med at holde betydningsrum åbne, tror jeg er vigtigt i denne tid. Vi skal blive ved med at se og lytte og forsøge at forstå det, der er i gang. Udstillingen er ligesom bogen ikke skabt med en sikker overbevisning eller konklusion over tingenes gang. Jeg har tværtimod haft lyst til at lave noget, der er bevidst famlende og undersøgende, noget som publikum kan tage del i og selv være med til at producere.