De professionelle

Måske et par af de kunstnere, der har taget afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi indenfor de sidste par år, ønsker at de havde taget orlov undervejs, så de kunne have dimitteret i år, hvor de imposante omgivelser på Kunsthal Charlottenborg danner ramme om afgangsudstillingen. Der er ingen tvivl om, at det er en klædelig beslutning.

Efter i en årrække at have været proppet ind i Gl. Strands små lokaler domineret af stuk og høje paneler er der, i mere end en forstand, blevet højere til loftet. Det er ikke længere nødvendigt, at være kreativt medtænkende for at forestille sig, hvordan kunstneren ville have udfoldet sit projekt under mere optimale betingelser, sådan som det ofte var tilfældet med tidligere udgaver af Exit, som udstillingen før hed (nu hedder den – ligesom i øvrigt Det jyske kunstakademis afgangsudstilling – Afgang). Årets dimittender har tilsyneladende både fået mere plads og mere professionelle betingelser. Det gælder selve udstillingsgrebet, hvor installering – lige fra skiltning til mørklægning af rum – generelt er udført på en måde så man tilgodeser de individuelle behov. Der er sågar enkelte forløb i udstillingens opbygning, der minder om velfungerende overgange på rigtige gruppeudstillinger (fx mellem installationerne af Jette Hye Jin Mortensen, Lea Porsager og Lui Mokrzycki), hvilket man langt fra forventer eller overhovedet kan forlange af en bastard som sådan en afgangsudstilling jo er – hverken rigtig gruppeudstilling eller rigtig soloudstilling, men en række solopræsentationer på gruppeudstillingens præmis.

Man kunne godt have frygtet flere projekter, der bestod i «små» ideer blæst op i den nye, store sammenhæng på Charlottenborg. Men det er heldigvis ikke tilfældet. Den gamle udstillingsbygning bliver indtaget uden berøringsangst – elegant i tilfældet Mokrzycki, hvor den hvide stuk langs det høje loft er blottet i den ene side af det ellers mørklagte rum, som på denne måde danner en sprække og illuderer en slags lys for enden af hulen jævnfør installationens sorthvide filmværk The Cave of the Unknown, der handler om en ekspedition i 1925 efter et ukendt hulesystem.

Der er også overskud i Lea Porsagers video-installation Mesmerized Machines, der også foregår i et mørklagt rum med sorthvide videoprojektioner som eneste lyskilde – blandt andet en optagelse af syv piger i lange kjoler, der bevæger sig eller danser med lange stave i hånden. Filmen fremstår som en gammel, beskadiget optagelse, der abrupt afbrydes af hvide tomme forløb. Det forestiller angiveligt et 24 timers gruppeeksperiment som ved hjælp af syv kroppe, «syv søvngængeragtige dele», tjener til at dykke ind i historien om litteraten Jane Heap og hendes fascination af den okkulte G. I. Gurdjieff og hans kult. Det er en kompleks installation, der pirrer og faktisk er pænt uhyggelig at opholde sig i – ikke mindst på grund af lydsporet af søvnige primalskrig fra det dybe ubevidste, der ind imellem skærer gennem det ellers tyste rum.

Kender man ikke til Porsagers forkærlighed for det esoteriske og for at bruge hypnose som kunstnerisk værktøj vil man nok finde det mere kryptisk end det egentlig er meningen. Og som det er tilfældet for en del af udstillingens bidrag er der ikke megen hjælp at hente i det, ellers labre, sorthvide udstillingskatalog, hvor de fleste bidrag mere er en slags forlængelser, i ord og billeder, af de udstillede projekter end egentlig formidling. Det forstyrrer ind imellem aflæsningen af værker, der ikke lader til kun at skulle læses i en rent formalistisk optik. Til gengæld fremstår kataloget, igen, mere professionelt og mere modent end vanligt. Man får lyst til at vende tilbage og bladre mere i det.

Michala Bartholdy Clemmensen står bag et andet suggestivt bidrag, Looking into the Abyss. Her træder man ind på en mørkelagt teaterscene med projektørbelyste scenografiske elementer; en teatertrappe, et halvt kollapset stuebord og en væltet stol – alt udført i nyt, lyst træ, der står i kontrast til de samme elementer i forfalden udgave, der optræder i en ruin af et hus, som vises på den tilhørende videoprojektion, der er  opstillet midt på «scenen». En stimulerende stemning af Verfremdung og forvikling fremkaldes, mens man, omgivet af den nyfabrikerede scenografi, betragter de «originale» rekvisitter i filmen samtidig med at man hører lyden af ens egne skridt bevæge sig henover det sorte teatergulv.

Jette Hye Jin Mortensen leverer en ambitiøs installation, som ved første omgang fremstår som en lidt kitschet musikvideo a la Fjernøsten med kunstneren selv i hovedrollen. I virkeligheden er Tell it the Way They Tell it resultatet af et projekt, hvor Mortensen lod et dansk filmhold, der normalt laver musikvideoer og reklamefilm, overtage den totale styring af hendes bidrag til en udstilling i Korea, hvortil kunstneren var blevet inviteret som «adopteret kunstner». En begavet, pop-politisk refleksion over identitet, tilhørsforhold og  kulturel udveksling.

Som udstilling betragtet er årets afgangsudstilling måske bedre end nogensinde. Men Afgang 2010 er også en mere værkorienteret udstilling, der gør sig godt i de institutionelle rammer. Borte er 00´ernes arkivkunst eller de researchbaserede, kvasi-akademiske praksisser. Ligesom der heller ikke er nogen spor af performance. Det er også en mere strømlinet udstilling (når der lige ses bort fra udstillingens mest skæve bidrag, Delphine S. P. Béchards stimulerende Virage (den sidste truck 2000 AD), en 1:1 gengivelse af fronten af en truck udført i porcelain!). De nye udstillingsbetingelser for afgangsudstillingen betegner som nævnt et nyt, professionaliseret skridt for landets største kunstakademi, der givet vil få smilene frem både i ministeriet og i pressen. Men det er som bekendt ikke altid at professionalisme og kunstnerisk virke er det bedste match. En vigtig opgave for Kunsthal Charlottenborg og Kunstakademiet bliver at sørge for, at der også fremover vil være plads til den frie kunst, de dyslektiske, antagonisterne, bohemerne og praksisser, der generelt modsætter sig professionaliseringen.