En lille smule ugudelig

Selv i dens kamp mod kitsch fungerer popmusik som et fluepapir for vores minder. Kan billedkunsten gøre det samme?

Michael Curran, Amami Se Vuoi, 1994. Still fra single channel video, 5:00 min.

Rosanna bad mig synge hende en sang og jeg gjorde det: «I’m a little drunk, I know it. I’ma get high as hell.» Vi sad bænket på en boks af krydsfinér, kunstverdenens evindelige pop-up arkitektur, fastholdt i en strøm af gratis vin. Det er den nye med Miley Cyrus, sagde jeg og rømmede stemmen: «I’m a little bit unholy. So what? So is everyone else.» 

Vi var udmattede midt i kunstfesten og havde mest af alt lyst til at forsvinde, så jeg croonede os en Miley-bobbel. Musik sluger en og skubber alt andet væk. Jeg sad i Rosannas øre som en prop. 

Jeg leder altid i kunsten efter et glimt af det, der er uforeneligt og uregerligt ved livet. Det, som man siger ikke findes i algoritmisk popkultur: det dybt, dybt ambivalente. Men faktisk finder jeg det oftere i musik, selv den der strømmer ud af masseproducerede fænomener som Cyrus. 

Jeg var ikke high as hell, da jeg sang for Rosanna, men det tror jeg egentlig heller ikke Cyrus var, da hun sammen med sin hær af sangskrivere forfattede det vers. Det er en sang om begæret efter den hensynsløse, letsindige flugt, men sunget ind i Spotify-abonnementets firkantede rammer. Hun er hverken synder eller helgen, bare lettere unholy. Ligesom alle dem, der lytter med, når de kører hjem klokken et om natten på deres Uber-cykler, ruller langs med livets åre, føler-hører dens puls, altid kun gennem en usynlig membran. Popmusik er lydsporet til den vage men alligevel grundlæggende afgræsning, der tillader, at alting kan fortsætte sin vanlige tragiske trummerum.  

Hvad der skulle have været det episke møde mellem Cyrus, Lana Del Rey og Ariana Grande, Don’t Call Me Angel, udkom på min fødselsdag i sidste måned og er et perfekt eksempel på, hvor håbløst uinspireret musikvideoer er for tiden. Bortset fra det, så ser man Miley slikke på alt, hvad hun kan komme i nærheden af. «Hun har drukket af lebbe-naden igen», sagde Rosanna. Det har stået på i noget tid. Tag for eksempel coveret af Dead Petz albummet, eller den berømte Wrecking Ball – selvfølgelig skulle den også have et slik. Ariana Grande? Slik slik.  

Men hvorfor gør hun det? Måske har overfladen af, hvad det end er musikken leverer, brug for at blive slikket. Måske slikkeriet er en måde at se på, en måde at komme nærmere på. Uanset er det en handling, der har meget tilfælles med kunstkritikken. At skrive om det vi ser, er en del af processen med at forstå, hvad det overhovedet er. Som et barn, der maser sit ansigt op mod ruden på et akvarium, slikker Miley løs i et forsøg på at overvinde en usynlig men ikke desto mindre umulig modstand, at bryde gennem hinden. Pointen med øvelsen er, at det aldrig vil lykkes. 

Kristian Vistrup Madsen. Tegning: Jenz Koudahl.

I sommer, da Willem og jeg stod foran Andrea Mantegnas Kristi Nedstigning til Limbo (1492), blev han mindet om en sangtekst fra Madonnas nye album: «Is it really love if it hurts? Is it really pain if it’s inside?» Sikke nogle mærkværdige, mørke spørgsmål at stille, sagde Willem. Og nærmest strategisk usande. For mig er disse udsagn selve definitionerne på kærlighed og smerte – på følelser, der opleves som endnu voldsommere, netop fordi de ikke fremstår så konkrete, eller så slik-bare, som vi kunne have tænkt os. 

Uanset hvad mange vil hævde, har Madonna ikke overlevet på grund af sin kamelæonagtige masseappel, men – i hvert fald siden 1990 – på grund af det modsatte: den fremmedgjorte og paradoksale position, hun indtager i forhold til sit følelsesliv. Under talrige lag af produktion og professionalisme, halvvejs omfavnet, halvvejs i trods, kvæles Madonnas følelser, samtidig med at de siver ud af hver en pore, som yoghurt igennem en nylonstrømpe. 

Tilværelsens Ulidelige Lethed skriver Milan Kundera, at før vi bliver glemt, bliver vi til kitsch. Kitsch er stoppestedet mellem væren og tilintetgørelse. Madonnas kamp er kampen mod kitschens limbo, og min kærlighed til hende som kærligheden til de fortabte: ubegrænset. Men det er også popmusikkens kamp, fremstillet som den er til at pirre tidsånden, snarere end at slikke det eksistentielles vindue. Det er dog ikke ensbetydende med, at den ikke ville kunne det. Faktisk tilbyder limbo en vinduesplads til livet. Måske er det ikke et så dårligt sted for kunsten at sidde, heller. 

Limbo er et teologisk kontroversielt begreb, der antyder et skel mellem et helvede til de fordømte, og et helvede til dem, der endnu kan reddes, dem, der bare er a little bit unholy. De første til at blive hentet op fra limbo var Adam og Eva. De angrede jo, trods alt. Den centrale figur i Mantegnas maleri er dramatisk forhutlet, som han skutter sig mod en kraftig vind, der blæser op fra underverdenen. Det er svært at genkende ham som Kristus, fordi han har så meget tøj på. Han overvinder den usynlige modstand og bevæger sig ned i hullet for at hente os, som kun Guds søn kunne gøre det, transcendere virkelighedens skal. Det er en religiøs vrangforestilling, og også en sjældent afbildet scene fordi den ikke er særlig nyttig. Som Kundera påpeger, er der ingen, der kommer levende fra limbo. 

En af de bedste kunstværker, jeg længe har set, var del af en udstilling kurateret at Paul Clinton på Galerie Emanuel Layr i Wien her i efteråret. Michael Currans video fra 1994 starter med, at en mand lægger sig ned for at ryge en cigaret. Han er nøgen og mager, som Jesus ved korsfæstningen, ribben stramt betrukket med hud, denne her særlige hvælving af lænden (jeg elsker den hvælving, det er hengivelsens hvælving, et signal om at taget er sluppet og slaget er tabt). 

«You can put it on now», siger manden, og Amami se vuoi (Elsk mig, hvis du vil), en tåreperser fra 50erne af Tonina Torrielli, går igang. Sangen har også givet værket sin titel; værket fungerer i praksis som en musikvideo. En mand i en blå t-shirt kravler henover ham og spytter i hans vidtåbne mund. Det dybt, dybt chiaroscurosk ambivalent. Kristendommens cyklus af synd og tilgivelse er selvsagt uendelig. Enhver svans kan være Jesus og Jesus er unholy og limbo er ikke nogen grotte men alle steder, hele tiden. I en slags ekstase hvælver lænden sig yderligere og opnår klimaks. Sangen slutter. Virkeligheden er en storm af figenblade og spyt, i hvis øje vi står, men sjældent villige til at se den. At slikke er en måde at se på. At lytte en måde at føle. Musik er fluepapir for vores minder. Kan kunst også være det? Det er jeg ikke er færdig med at tænke over. Mere om det snart. 

Andrea Mantegna, Kristi nedsstigning til limbo, 1470-75.

– Kristian Vistrup Madsen er dansk forfatter og kunstkritiker bosiddende i Berlin. Han er uddannet fra Goldsmiths og The Royal College of Art i London. Han er en regelmæssig bidragyder til Kunstkritikk og magasiner såsom Artforum, Frieze og Spike.

Læserindlæg