I 2018 valgte Cecilia Hylta Bjartmar at smide en vibrator ind i en hul gipsvæg til en værkgennemgang på Bard College. Sexlegetøjet borede sig omkring, lavede vibratorlyde, mens – forestiller jeg mig – at undervisere og studerende forsøgte at finde ud af, om den penetrerede gipsvæg var sexet eller pinefuld. Begge dele er rigtig. Ups, jeg tabte min dildo! Men kan nogen fortælle, hvad der egentlig foregik?
I 2018 var det mere end fyrre år siden Vito Acconci præsenterede sin Seedbed (1972). Jeg overvejer, hvori forskellene består; mellem onani, der kræver en krop, og så dildoen som en attrap, der erstatter kroppen som en givende, og i dette tilfælde også, modtagende part; mellem den horisontale seng, en henvisning til en tilstand, og væggen, en lodret limbo.
Cecilia har helt sikkert forberedt dette værk nøje, udvalgt stedet og udvalgt netop det rette øjeblik, hvor alle i rummet ville føle sig ubehageligt tilpas. Bevæggrundene kender vi ikke. Hvad det betyder at abstrahere onani som handling til en stor vibrerende dildovæg, ved vi ikke. Det er derfor, vi føler os så ubehageligt til mode, når vi laver kunst. Jeg kan ikke redegøre for Cecilias valg – de kommer fra et sted dybt inde i hende. Men jeg ved, at hun for at nå derind var nødt til at føle sig skidt tilpas, nødt til at gøre sig selv syg, for at skabe et rum, en ramme, hvor hendes egen lidelse hverken blev tilfældig eller meningsløs. Det afgørende er, at hun sætter os i en reel situation, som vi, hver især, må forholde os til. Sexlegetøjet er inde i væggen. Nu skal vi (altså publikum) beslutte os for, hvad det betyder.
På den sidste udstilling i Red Tracy i København gjorde Cecilia det igen, (Untitled, 2018/2020). Denne gang kom vibrationerne fra midt i væggen, hvor hun havde skabt en gloryhole-agtig situation i hvilken vibratoren var fastgjort, dækket af toiletpapir, gips og hvid maling. Vibrationen aftog, efterhånden som sexlegetøjet bevægede sig rundt i de lydisolerede vægge i det tidligere lydstudie. Igen, uden at forlade rummet, udnytter værket på en underlig måde selve eksponeringsøjeblikket (eller mødet med det syge).
Note: Billedet er en betonafstøbning af Cecilias og min ven David Ortas krop, taget mens han havde en erektion (giver det mening?).
– Gianna Surangkanjanajai er kunstner og bosat i København. I 2020 begyndte hun, sammen med vennerne Line Ebert og Andreas Rønholdt Schmidt, at arrangere udstillinger under navnet Red Tracy i et tidligere lydstudie på Delta Lab Aps i København.
