Frihed for hvem?

Den danske regeringens lovforslag imod koranafbrændinger ofrer kunstens faglighed, flertydighed og frihed. 

Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen, Uddrivelsen fra templet / Den kvindelige Kristus, 1969. Performance på Børsen, København, 29. maj 1969. Foto: John Davidsen.

Da jeg i slutningen af august hørte om regeringens nye lovforslag til forhindring af offentlige afbrændinger af Koranen, der blev præsenteret som en «nålestiks-operation», tænkte jeg: Et sådant lovindgreb kan jeg fint leve med. 

Problemet er bare, at lovforslaget ikke er den varslede nålestiksoperation, men et øksehug langt ind i den kunstneriske frihed. Det er omsider ved at gå op for kunstfeltet fx har Akademiraadet og Billedkunstnernes Forbund i denne uge udtalt sig kritisk imod lovforslaget men hvorfor har vejen derhen været så lang? I ugevis har journalister forsøgt at råbe ikke bare kunstnerne, men også direktører for museer og kunsthaller op. Hvor er I henne? Hvorfor siger I ikke noget? Hvoraf kommer jeres tavshed?

Mellem bleskift på baby og semesterplanlægning for det kommende studieår grundede jeg over, hvorvidt det egentlig er fair at afkræve en kunstner en offentlig holdning? Jeg havde ikke synderlig lyst til selv at indgå i en debat. Samtidig var det jo påfaldende, at den kunstverden der igennem et årti har legitimeret sine moralske positioner med slogans som silence is violence pludselig forekom usædvanlig tavs, usædvanlig apolitisk og usædvanlig travl. 

Lovforslaget om Forbud mod utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund redegør indledningsvis for baggrunden for forslaget: Nemlig de gentagende koranafbrændinger og den skærpede terrortrussel mod Danmark, som følger heraf. Herefter uddyber den selve forbuddet mod «utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund.» 

Jeg må indrømme at jeg gik i affekt, da jeg kom til følgende passage:
«For at undgå omgåelse ved, at den genstand, der behandles utilbørligt, ikke er selve genstanden med væsentlig religiøs betydning, men en genstand, der er udformet sådan, at den fremstår som en genstand med væsentlig religiøs betydning, lægges der op til, at forbuddet også skal omfatte en sådan genstand.»

Dette betyder jo, at forbuddet ikke blot gælder selve genstanden «med væsentlig religiøs betydning» (fx et krucifiks, en koran eller en hvilken som helst anden væsentlig genstand indenfor et hvilket som helst andet trossamfund), men også genstande, der er udformet sådan, at de fremstår som den pågældende genstand. Dette forbud rammer jo herved direkte ind i den kunstneriske og kritiske bearbejdelse af religiøse symboler, hvorfor enhver fremtidig religionskritisk position ikke alene bliver stærkt prekær, men slet og ret risikerer retsforfølgelse med en strafferamme på op til to års fængsel.

Jeg fandt straks tre stærkt blasfemiske værker frem af den amerikanske kunstner Lee Lozano, der blev vist på udstillingen The Ultimate Metaphor is A Mirror på Kunstforeningen Gl. Strand sidste år, postede dem på Facebook og skrev: Her er eksempler på værker, der vil kunne bortcensureres i fremtiden. Det var ikke tilfældigt, at jeg valgte Lozano og netop den udstilling. 

Som underviser på et kunstakademi havde jeg investeret mere end almindeligt mange kræfter i den udstilling. Jeg havde arrangeret omvisning for de studerende, jeg pløjede mig igennem tre bøger om hendes værk, læste adskillelige artikler online og brugte det meste af en hel arbejdsuge på at forberede en to timers forelæsning om betydningen af hendes samlede kunstneriske indsats. Hvorfor? 

Fordi der i Lozanos værk findes en voldsom og eksplosiv kulturkritik af et USA, der er grundlagt på moralsk absolutisme, og som derfor opfatter Gud og våben som to sider af samme sag med helt utrolig meget religiøst motiveret vold til følge. Fordi hun er en nøgleperson til at forstå 60’ernes eksperimenterende kunstscene i USA. Fordi hun på mange måder er mere kompleks og interessant end de mandlige kollegaer, hun fortsat står i skyggen af i kunsthistorien. Med andre ord: Der er et fortsat fortolkningsarbejde at gøre, og hendes rige og mangfoldige værk er et fantastisk udgangspunkt for læring og kritik. At dele af hendes værk pludselig skulle være forbudt var en fuldstændig rystende tanke, men også mærkeligt absurd. Forbudt i Danmark?

Jeg fremhævede dette eksempel, fordi det er ekstremt vigtigt for debatten at få klargjort, at det på ingen måde bare er tomme racistiske provokationer, som har til hensigt at forhåne, nedgøre og krænke andre menneskers følelser, der bliver ramt af dette lovforslag. Det er et reelt og vidtrækkende indgreb i det samlede kunstneriske virkefelt. Ikke en nålestiksoperation, men et øksehug. Fx et øksehug ind i en kunstners receptionshistorie. 

En kommentar til mit opslag på Facebook gjorde mig efterfølgende opmærksom på, at jeg måske havde misforstået lovteksten, og at det måske ikke var så galt endda. For lovteksten gør faktisk undtagelser for blandt andet tegninger som Loranzos. På sin vis lettet – men også lettere flov over ikke at have læst grundigere på lektien – gik jeg tilbage til lovteksten. Men videre læsning viste det sig, at lovteksten desværre kun blev endnu mere vidtrækkende og endnu mere katastrofal problematisk. 

Der står rigtignok: «Bestemmelsen vil ikke omfatte afbildninger, gengivelser eller imitationer af genstande med væsentlig religiøs betydning i form af eksempelvis tegninger, malerier, billeder, modeller eller lignende, medmindre der er tale om en imitation eller lignende, som det ikke umiddelbart er muligt at skelne fra selve genstanden med væsentlig religiøs betydning.» 

Det afgørende er, hvad der står efter ordet «medmindre», for hvordan og af hvem afgøres det, om der er tale om «en imitation eller lignende?» I den kristne ortodoksi findes der ikke et sæt retningslinjer for den præcise udformning af et krucifiks. Det kan variere voldsomt i størrelse, udføres i alskens materialer, fx ler, træ eller metal. Der findes slet ikke nogen ‘original’, men kun variationer over og imitationer af det oprindelige kors, Jesus hang på. I tilfældet med krucifikset er «genstanden med væsentlig religiøs betydning» jo et symbol, og det er i sig selv en mærkeligt arbitrær lov, der angiveligt tillader Lozanos tegninger, men dersom hun havde valgt at udføre selvsamme motiver i ler, træ, metal eller som del af en performance, så ville de som kunstværker ifølge lovteksten være omfattet af forbuddet. 

«Ved vurderingen af, om der er tale om en genstand, der fremstår som en genstand med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund, vil der således skulle lægges vægt på, om genstanden er egnet til at blive forvekslet med den religiøse genstand af dem, der overværer den utilbørlige behandling, eller omverdenen i øvrigt,» står der videre i lovteksten. 

Lad os nu forestille os en kunstner, der på baggrund af sin seksuelle orientering er blevet forfulgt, ydmyget og tortureret af et religiøst politi. Denne kunstner vil nu i Danmark lave en performance, hvori der indgår «genstande med væsentlig religiøs betydning» fra det pågældende trossamfund. Kunstneren vil nemlig udstille det voldsomt krænkende forhold, at det religiøse politi bruger «genstande med væsentlig religiøs betydning» til at begrunde deres tortur. Hvis jeg var denne performancekunstner, ville jeg på baggrund af lovteksten være mere end almindeligt nervøs for, hvem der mon overværede min performance, og for om de mon kunne fortolke mine handlinger på en sådan måde, at jeg skulle retsforfølges efterfølgende. 

Hvad forstås der så ved en utilbørlig behandling? Lovteksten siger: «Herved forstås handlinger, hvorved disse genstande ødelægges på en nedsættende eller forhånende måde eller i øvrigt fysisk behandles forhånende eller nedsættende. Den foreslåede bestemmelse vil efter omstændighederne omfatte enhver utilbørlig behandling, herunder afbrænding, tilsøling, og at der f.eks. trampes på eller sparkes til genstanden, eller at genstanden ødelægges ved f.eks. at rive i genstanden, klippe heri eller lignende. Den vil også omfatte tilfælde, hvor genstanden stikkes i med en kniv.»

Èn ting er, at værker og aktioner af Hermann Nitsch, Dieter Roth, Lene Adler Petersen & Bjørn Nørgaard, Marina Abramovic, Pussy Riot, Andres Serrano, Augusta Atla, Jens Jørgen Thorsen, Helmut Newton, Ai Weiwei, samt en lang række musikere og modeskabere er i farezonen for at blive censurerede. En anden ting er, at enhver kunstner, der nu vil arbejde religionskritisk skal tænke sig ualmindeligt godt om, hvis de ikke skal risikere bødestraf eller fængsel i op til to år. 

Hvis et trossamfund føler sig krænket af et kunstnerisk udsagn baseret på en entydig aflæsning af et flertydigt værk, hvis ansvar er krænkelsen så? Værkets skaber? Eller kan krænkelsen være selvforskyldt? Fundamentalistisk religion er jo notorisk elendig til at forstå kunst, da den ikke anerkender dens grundpræmisser: Flertydighed, kritik, satire, meta-lag, ironi, paradokser, ambivalens, ustabile udsigelsespositioner etc. At imødegå det krænkede trossamfund med lovbestemmelser i hånden er således med stor fare for samtidig at underkende kunsten sin egen tradition og faglighed, ligesom det er at udøve vold mod kunstværkernes flertydighed. Det er at give entydigheden ret over flertydigheden. Det egentlige offer bliver kunstens faglighed, dens frihed og dens flertydighed. 

Ikke nok med at dette er et voldsomt indgreb i den kunstneriske frihed. Det er tilmed at gå på kompromis med det humanistisk princip om at ofre for totalitære styreformer, der begrunder sin magtudøvelse i religion, skal kunne komme til orde.

Der findes tilfælde, hvor silence faktisk er violence – hvor censuren tjener voldspersonen og ofrene lades i stikken. Regeringens varslede lovforslag er i princippet et sådant tilfælde. Det er derfor et utroligt dårligt tidspunkt at være principløs på.

– Ferdinand Ahm Krag (f. 1977) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2006. Siden 2018 har han fungeret som professor i maleri ved samme institution.

Lee Lozano, Untitled, 1963. Blyant på papir.