Lørdag morgen dansk tid sendte den amerikanske rumfartsvirksomhed SpaceX for første gang Crew Dragon i lavt kredsløb om jorden. Jeg nåede lige akkurat at vågne til den kritiske del af live-streamingen, der endte som en succesfuld test. Sandsynligvis allerede i indeværende år vil astronauter, og sidenhen civile, kunne bringes ud i rummet i et fartøj produceret af et privat firma.
Ikke siden NASA’s steroide og astronomisk dyre Shuttle-program blev lukket i 2011 har noget menneske rejst mod kosmos fra amerikansk grund. Al rumfart har taget afgang fra den russiske rumfartsorganisation Roskosmos’ base i Baikonur i Kasakhstan. Heldigvis for videnskaben har Rusland og USA længe kunnet finde ud af at dele andet end tech-virile valgmetoder og Baikonur har dermed lagt affyringsrampe til Soyuz-raketter med astronauter fra næsten samtlige rumagenturer.
På Tranen i Gentofte Hovedbibliotek har den russiske kunstner Anton Vidokle (f. 1965) midlertidigt omformet det hvide, kliniske udstillingsrum til et illustrativt antigravity chamber, hvor store videoskærme og Eero Aarnios kitschede Bubble Chairs hænger fra loftet i en semi-social trekant. På skærmene vises Vidokles filmtrilogi Immortality For All (2014-17), der med afsæt i den radikale russiske tænker Nikolai Fedorov (1829-1903) genfortæller historien om den russiske kosmisme.
Fedorov var utopist; en slags geo-ingeniør af kosmos på jorden. Hans tanker præsenterede en metafysik af både den rumlige og tidslige akse via en konkretopfordring til at alt videnskabeligt arbejde hellige sig genopstandelsen af alle døde og opretholdelse af alt liv. At sejre over døden, kort sagt; en massiv korrektion af menneskelivets jordiske cyklus, samt en total kolonisering af kosmos for på praktisk vis at skabe plads til alle.
Med udgangspunkt i enkle manuskripter fungerer Vidokles film som seriøse, audio-visuelle stråmænd for Fedorovs utopi-religiøse tanker. Allerede i seriens første film This Is Cosmos (2014) formår Vidokle at skabe et både smukt og informativt værk, der bringer os rundt i Eurasia, hvor Fedorovs emanciperende slagord og teser repeteres af kunstnerens voiceover. Kombinationen af narrativ lethed og historisk tyngde giver filmen indholdsmæssig grund, men især samspillet mellem den rytmiske klipning og soniske lydside giver billederne, fx af rurale lokalbefolkninger, styrke. Derfra kommer man tættere på en forståelse af de ontologiske konsekvenser denne ekstreme filosofi fordrer.
Filmen Immortality And Ressurection For All (2017) analyserer museets historiske funktion som respirator for fortiden, hvor Vidokle via Fedorov dekonstruerer museet til et decideret laboratorium for genoplivning i et kosmistisk verdensbillede. Eftersom filmen ikke præsenterer nogle tekniske realiserbare bud, lader man hurtigt det mere symbolske potentiale styre tankerne. Dette forstærkes kun af det sproglige skisma mellem oversættelserne (de engelske undertekster) af den russiske stemme, som producerer en dejligt megaloman dikotomi af autoritet og vanvid. Filmen har en høj-sensorisk lydside af komponist Éliane Radigues (L’île Re-Sontante, 2005), der skaber en overvægt af salighed og tilføjer filmens dybtgående ekstremer en portion cinematisk transcendens.
Det er generelt en kvalitet i Vidokles film, at deres lette æstetik og sparsomme fortælleform giver rigeligt plads til selv at spekulere videre fra det historiske tankegods. Jeg så eksempelvis eksplicitte paralleller til den kontemporære transhumanisme og tech-utopisme. Men jo længere man kommer ind i filmene, jo mere forstår man, at samtlige af Fedorovs praktiske forslag og deres simplistiske repræsentation i værkerne, synes at indebære massiv etisk kompleksitet. At udødeliggøre mennesket vil fuldstændig omstrukturere begreber som fortid, nutid og fremtid. Det er en form for temporal nivellering, som ikke er helt ulig konsekvenserne af den nutidige data-krig, som udspiller sig i vores spæde digitale æra og som også piller ved vores tidsopfattelse. For med en øjeblikkelig tekno-arkivarisk adgang til fortiden, samt konstant og driftsikker projektion af fremtiden, er mennesket i mindre grad betinget af lineær navigation. Vi er allerede på vej ud af tidens lineære lænker, som kosmisterne foreslog for over 100 år siden.
Revolutionens tanke er i sit udgangspunkt social og teknologisk, men Vidokle synes at foreslå, at selve dens spire er fantastisk og imaginær. Efter Gud blev dræbt blev proletariatets emancipation erstattet med arbejde og teknologisk fremdrift. Alligevel var Fedorov i stand til overføre religiøse koncepter såsom evigt liv og paradis til den teknologiske revolution. Den fyldige tidslinje for den russisk kosmisme, der dækker hele Tranens østvæg, fortæller netop hvorfor tænkere som Fedorov skaber nogle fuldstændig essentielle parametre for den makro- og mikrokosmiske world-building, der driver verden videre i alfabetet. For hvis ikke Fedorov i 1874 havde mentoret den unge K. E. Tsiolkovsky, som senere blev en pioner indenfor raketforskning, havde der muligvis ikke været et accelererende jordisk rumprogram som i dag. Nogle må simpelthen tænke for stort og vildt.
Halvvejs inde i den sidste film bliver jeg per SMS påmindet om, at jeg er tilmeldt workshoppen «Unleash The Power Within» med den højprofilerede, capital-psykotiske selvhjælpsguru Tony Robbins på Hotel Radisson Blu på Amager.
Jeg havde fuldstændig glemt, at jeg i et øjeblik af vanvid en ensom nat havde tilmeldt mig dette kursus for bevidst at nærme mig kanten af det virkelige. Jeg overvejer, om jeg skal forlade rumskibet i Gentofte og forfølge, hvad jeg læser som kosmisternes råd om maximum spekulativ excess, men jeg må se mig slået af min feje overbevisning om, at denne Success Resources-workshop ikke vil ryste nogen som helst grundvold, men derimod blot tvinge mig i medicinsk behandling for at få rettet mine tæer ud igen.
