At stige ned under jorden til Cisternerne føles som at ankomme til en anden verden. Fra lysegrønne trækroner i Søndermarken træder man ned igennem en smal skakt, hvor temperaturen falder og lyset svinder, og ender i en underjordisk grotte. Her har kalkaflejringer dannet drypsten i loftet, luftfugtigheden nærmer sig de 100 og en rumklang på 17 sekunder får folk til at sænke stemmerne. Et næsten totalt mørke får besøgende til at famle sig frem, indtil øjnene vænner sig til det og rummet træder frem med katedrallignende hvælvinge og en stemning, som befandt vi os i en underjordisk beskyttelsesbunker på den anden side af en apokalyptisk naturkatastrofe.
Cisternerne er Københavns gamle vandreservoir, bygget i 1850’erne for at forbedre vandforsyningen til hovedstaden, og – relevant nok i den aktuelle situation – for at undgå vandbåret smittefare, som ved den koleraepidemi, der få år tidligere havde kostet omkring 4700 københavnere livet. Som kunstner får man altså ganske meget kontekst foræret når man udstiller i Cisternerne, der siden 2014 har vist stedsspecifikke soloudstillinger i absolut spektakulære rammer.
Spektakulær er også denne og næste sæsons udstilling med argentiskfødte Tomás Saraceno. Ligesom i Superflex’ udstilling sidste år og Cronhammers før den, er udstillingsrummet lagt under vand, og det er et greb, der fungerer så godt, at det sagtens tåler en gentagelse. Hos Saraceno er vandstanden højere end ved tidligere udstillinger, og vi må bevæge os længere ind i det ulmende, underjordiske mørke i en robåd, vi selv styrer. Et foruroligende, abstrakt snurrende og gurglende lydtæppe indhyller os, mens vi ror og mine øjne langsomt indstiller sig på mørket. Det stammer fra undervandsmikrofoner, der optager lyden af både bådens bevægelser og min ledsagers åretag, men også af vandets eget, mystiske liv; af luftbobler, strømninger og undersøiske dyrs færden.
Vi passerer et edderkoppespind under et teatralsk spotlight, der får dets spinkle, silkeagtige struktur til at træde tydeligt og snehvidt frem fra mørket. Spindet er et klassisk Saraceno-værk, konstrueret i en plexiglaskasse af flittige edderkopper, der typisk fjernes, når spindet har nået den ønskede form og størrelse. Nogle gange præsenteres de frithængende i mørklagte udstillingshaller, hvor den svage luftstrøm fra det passerende publikum får det overraskende stærke og smidige spind til at bølge elastisk. I Cisternerne kommer vi ikke så tæt på værket, der til gengæld virker som om, det har fundet hjem i en grad, hvor man ikke føler sig helt sikker på, at edderkoppen ikke ligger på lur et sted.
I et videoværk fordelt på tre skærme langs sejlruten møder vi edderkoppen igen. Arten Argyroneta aquaticahar udviklet en teknik, hvor den spinder en silkeboble fyldt med luft, som den bruger som en slags dykkerklokke. Med boblen fastgjort på sin krop kan den leve og jage under vand, og den er således et eksempel på den tilpasning til klimatiske forandringer, som udstillingen kredser om.
Event Horizon beskriver et punkt i rumtid, hvor tyngdekraften er så stærk, at intet kan undslippe den – som eksempelvis i sorte huller – men bliver hos Saraceno en metafor for det antroposcæne point of no return, hvor menneskeskabte klimaforandringer uigenkaldeligt har påvirket vores miljø så meget, at vi selv må finde alternative eksistensformer. Vi kunne tage ved lære af vandedderkoppen og opfinde teknologier, der tilpasser vores krop til den nye virkelighed, eller vi kan studere dens spind og forstå, at vi alle er en del af det samme økokredsløb, synes udstillingen af foreslå.
Resten af udstillingen består af Saracenos velkendte luftbårne elementer: sølvfarvede balloner, netlignende konstruktioner og forskellige typer af sfærer, der synes at svæve mellem vand og hvælvinge, kraftigt iscenesat af den teatralske belysning, der lader dem kaste reflekser, skygger og spejlinger rundt i rummet. De fleste af strukturerne har rod i kunstnerens research indenfor det felt, han kalder det aeroscæne: Teknologier til mere klimavenlige flyveformer blandet med poetiske referencer til menneskets drøm om, at kunne bevæge sig frit igennem luften. Her, dybt under jorden og fanget under de tunge hvælvinge får de et andet og mere metaforisk udtryk, som kloder eller himmellegemer, der roterer om hinanden i nøje fastlagte kredsløb – et system, hvis sarte balance, vores uansvarlige omgang med naturen risikerer at ødelægge.
Det er et lettere forstyrrende element af kontroltab forbundet med at opleve installationen sejlende. Det er ikke helt let at styre en båd igennem Cisternernes mange søjler i mørke. Det er svært at komme tæt på værkerne og bådens fremdrift forhindrer at man dvæler ved de enkelte værker i længere tid. Til gengæld forstærkes fornemmelsen af at være en lille, isoleret og hjælpeløs størrelse, der glider langsomt igennem et postapokalyptisk univers af mørke og vand, uden helt at have udviklet de redskaber, der skal hjælpe orienteringen og overlevelsen i denne nye virkelighed. Hvem, der bare var en omstillingsdygtig vandedderkop.
