En afgangsudstilling er en slags gruppeudstilling, der er bundet sammen af noget så tilfældigt som det årstal hvor et ligeså tilfældigt antal studerende dimitterer. Denne særlige præmis plejer at blive nævnt i enhver kritik af en afgangsudstilling – det være hermed gjort. Derfor er det forståeligt, at man i tiden op til ferniseringen hører professorer og studerende beklage sig over det svære format, for hvordan skal den enkelte kunstner vise sit projekt i så tilfældig en sammenhæng. For os andre, der ikke har vores daglige gang på Kunstakademiet, er afgangsudstillingen en årlig mulighed for at få indblik i næste generation. Det er lidt som med biennalerne i Berlin, Venedig eller New York, som man godt kunne leve uden at se, men som kunstverdenen troligt valfarter til fordi den slags begivenheder bliver til diskursive pejlemærker i en kunstverden med mange forskellige fraktioner, institutionelle tilhørsforhold og, som her, nye generationer, som også er en interessant markør at forholde sig til.
Afgangsudstillingen på Det Kgl. Danske Kunstakademi har kun sjældent været en kurateret udstilling, sådan som det eksempelvis er det på Det fynske Kunstakademi, som hvert år inviterer en ny kurator. I København har det med få undtagelser (fx Lars Bang Larsen i 2006) været inspektørerne på de skiftende udstillingssteder – Kunstforeningen Gl. Strand, Kunsthal Charlottenborg eller Nikolaj Kunsthal – der har arrangeret dimittendudstillingen og der har tilsyneladende altid været en konsensus om, at udstillingen skulle fremstå mest mulig neutral, altså uden at inspektørerne på nogen måde intervenerer eller bidrager med nogen synlig kuratering. Således også på Afgang 2012, som er arrangeret af Nikolaj Kunsthals inspektør Andreas Brøgger, uden at dette altså betyder noget særligt. Rammerne – formidlingen og arkitekturen – omkring udstillingen ser ud som de plejer. Hvilket vil sige, at det ikke ser ud som om der er nogen overordnet idé, heller ikke med placeringen af værkerne i forhold til Nikolaj Kunsthals i forvejen krævende udstillingsrum. Andreas Johansens diskursive projekt Den midlertidige Skole for Overskridelse og Håb, som består af høretelefoner og små pamfletter, der hænger i snore på væggen og handler om diverse organisationsformer og aktivisme a la Det Fri Universitet, er tildelt unødigt meget plads i nedre galleris store, højloftede rum, mens et af udstillingens mest monumentale værker i beton, Katja Løgstrup-Hansens «pseudo-monument for industrien set fra et dansk perspektiv» (beskrivelse i kataloget) er placeret i højre sideskib, så tæt inde på væggen, at man knap kan læse det som monument, samtidig med at man udstillingsteknisk går glip af at gøre brug af oplagte skalaforskydninger, der kunne gøre det mere interessant som udstilling.
Det er altid interessant, når noget er underligt, som i tilfældet med Mette Moeslund Brobergs triptykon. Selvom der er tale om et arkivskab flankeret af to indrammede collager opsat på væggen og alle tre dele er fuld af bittesmå avisudklip er vi langt fra tidens arkivkunst. Ord som begravelse, hukommelse, bisættelse, temabegravelse, opstandelse og spøgelse er fremhævet i pink tusch og ledsages af billeder/fotoudklip af tomme kister på en kirkegård, små piger der beder aftenbøn med foldede hænder over dynen, mørke skove og skibsvrag på bunden af havet. Der er både noget manisk – på en god måde – og lidt privat over de mange «behandlede» avisudklip som sammen med billederne fremkalder en lidt unheimlich fornemmelse, der får mig til at tænke på den scene i Lars von Triers Antichrist, hvor den mandlige hovedperson opdager konens omfattende billedarkiv over historiske hekseafbrændinger.
Maria Meinilds video Curtain er projiceret på en cirkulær mdf-skærm, som understreger filmens absurde spil og ringslutninger – de samme replikker gentages mens hovedpersonen i sennepsgul trøje rører rundt og rundt i en kop kaffe. Som var hun hjerter dame i et spil kort fordobles hun i det spejlblanke bord ligesom stilleleben-opstillingen af et par gule grapefrugter med påsatte drinksparasoller også gør det. Undervejs træder koret ind, en mand og en kvinde i hvidt, der også rører rundt i kaffekopper og alvorligt forkynder til hovedpersonen i kor: «you’re bored» før de giver sig i kast med et syret skakspil, hvor de med raske håndbevægelser skiftes til at feje brikkerne af bordet ledsaget af en slags skakmat-deklaration som lyder noget i retning af «plugg» og «plugg pluff». Det er vakse replikker i et stramt visuelt formsprog med skarpe kontraster, der giver mindelser til absurd teater med forrygende afstikkere til amerikansk modernisme a la William Carlos Williams med denne replik: «You’re late / I ate all the frosties / you want some coffee before we start / it’s organic / but the sugar is not.»
Hvor der er tradition for at afgangsudstillingen er mindst muligt kurateret, er der til gengæld efterhånden tradition for at kataloget bærer en tydelig afsender. Forskellige lokale kunstgrafikere såsom Anni’s, Louise Hold Sidenius og All the Way to Paris har i årenes løb fået lov til at sætte deres præg på det produkt, som står på hylden efter at udstillingen er taget ned. I år er kataloget blevet til som del af en workshop ledet af det legendariske kunstforlag Space Poetry ved Åse Eg og Jesper Fabricius. Kataloget, som denne gang primært består af visuelt materiale, leverer idiosynkratiske men kvalificerede indtryk, som tjener til at uddybe de forskellige praksisser. Det lader til at være en god idé at involvere de studerende i en workshop med så erfarne grafikere og bogmagere. Det sætter så til gengæld selve udstillingen i relief, fordi man ikke her har samme fornemmelse af at udstillingspraksis eller udstillingshistorie har indgået som en specifik del af dimittendernes undervisning eller længerevarende workshopforløb. Dette bliver så yderligere markant, når det fremstår som om kunsthallen har trukket sig tilbage – angiveligt for at give plads til at de studerende selv kan prøve kræfter med at lave en «rigtig» udstilling – og altså ikke leverer den mest basale institutionserfaring som afgangsudstillingen altid trænger til. Man kan næppe forestille sig, at samme institution under normale omstændigheder (det vil sige, alle andre udstillinger) ville tillade at formidlingsarket bestod af en samling uegale noter/aforismer/litterære citater i helt forskellig stil, tone og længde som de individuelle kunstnere angiveligt har skrevet uden at kunsthallen har forsøgt at skrive det igennem, så det faktisk kan fungere som formidling. Ligesom det, forhåbentligt, også hører til sjældenhederne at formidlingsarket lister samtlige kunstnernavne bortset fra én, Astrid Myntekær, som nok er denne årgang mest omtalte kunstner og hvis installation jeg gerne ville gerne have set. Desværre var den lukket for reparation, da jeg besøgte udstillingen.
Tilbage står spørgsmålet om, hvorfor selve udstillingsformatet ikke skal være noget som kunstinstitutionen, Kunstakademiet og de studerende forholder sig lidt mere bevidst til, sådan som kataloget netop er det? Dette er ikke så meget en efterlysning af funky kuratering på ferskenfarvet væg-til-væg gulvtæppe (selvom det måske endda havde været klædeligt for en gang skyld), som et ønske om lidt mere bevidsthed om, hvad det i grunden vil sige at lave en udstilling og lidt tydeligere stillingstagen til hvad det er for en udstilling man præcist ønsker at lave det pågældende år, sådan at afgangsudstillingen virkelig blev til den erfaring i udstillingsmageri for dimittenderne, som den altid omtales som.
I forlængelse af Kunstakademiets sammenlægning med Kunsthal Charlottenborg får afgangsudstillingerne fremover permanent til huse på Charlottenborg. Der har den været en gang tidligere i 2010 og med godt resultat. Det bliver interessant se om Kunstakademiet i den forbindelse kommer til at lave om på det gældende format og gå lidt mere opvakt til sagen.
