Pionerer. Sådan beskriver Sorø Kunstmuseum Hanne Nielsen & Birgit Johnsen, som siden starten af 90’erne har arbejdet intensivt med videomediet. De tidlige værker tager ofte form af korte, feministiske scener præget af en lun, underspillet humor, og i anledningen af udstillingen kan man se et udvalg af dem i museets samling.
Her afspilles værkerne på gamle fjernsynsskærme, og her finder vi blandt andet mit yndlingsværk af duoen, Afrivning af løg (1995). De to kunstnere sidder i et tomt rum og holder øjenkontakt med beskueren, mens de river løg på et rivejern og tårerne triller ned af kinderne på dem. I den helt enkle video får de ophøjet den banale hverdagssituation, den kropslige erfaring af kvindearbejdets smerte, til et småabsurd symbol, der samtidig er virkelig sjovt.
I de senere år har Nielsen & Johnsen især udfoldet sig i større videoinstallationer, ofte fordelt over flere skærme. Denne del af duoens lange karriere er på Sorø Kunstmuseum repræsenteret i to helt nye værker i museets kælder – der er selve udstillingens omdrejningspunkt. A Matter of Balance og Visible/Invisible (2026) afspilles på skærme i hver sin ende af den store sal, adskilt af de skillevægge og plader, hele salen er fyldt med. Det føles som om, man befinder sig i en kulisse, og den fornemmelse forstærkes af, at begge de to videoværker er optaget i et rum, der til forveksling ligner udstillingssalen.
På gulvet i begge videoerne er et hvidt grid optegnet, som fortsætter ud på gulvet i udstillingsrummet. På bagvæggen i videoernes rum projiceres fundne videoklip af henholdsvis droneoptagelser fra en ukendt frontlinje og militærparader. Og foran projektionerne, stadig i videoernes rum, bevæger de to kunstnere sig lydløst rundt, flytter på plader og kulisser, klædt i strømpebukser, sorte frakker og hat, som en slags stumfilmstjerner. Nogle gange gentager de bevægelser fra det fundne videomateriale, marcherer i takt med militærparaden, eller løber langs en skyttegrav, hvor en person sniger sig frem.
Ved hjælp af pladerne forskyder duoen løbende optagelserne på bagvæggen, dækker for nogle elementer og afslører andre. Indimellem vælter perspektivet, og vi ser rummet oppefra, som sad vi selv i den drone, de fundne optagelser stammer fra. I en anden sekvens forvrænges optagelserne af en militærparade, som i et gammeldags billedrørs-tv med udsving i signalet, farverne bliver grelle og paraden bliver til et udsyret mønster, der pludselig strømmer fra skærmen ud på væggene i udstillingsrummet. Der er rigtig meget på spil formelt, og jeg tænker, at værkerne meget fint illustrerer, hvordan videomediets ekspansion opleves i en digital virkelighed.
De to værker peger på den forskydning i rum, man oplever, når man scroller på nyhedssites eller sociale medier, hvor det ene klip tager det andet, og stumper af virkeligheder mikses sammen til én lang billedstrøm. Værket undersøger den empatikrise, sådan et konstant billedbombardement kan udløse, hvordan man paradoksalt nok bliver afkoblet fra billedernes voldsomhed af at blive overeksponeret for dem. Man forstår, at afkoblingen blandt andet skyldes, at videomediet er for øjet, ikke for kroppen, og det tror jeg, at de to kunstnere har helt ret i. Derfor giver det god mening, når de indsætter performative elementer i deres videoer for at genetablere et kropsligt rum i det fundne materiale.
Men det er også her, jeg får svært ved at følge videoernes humor. Når kunstnerne leger en slags fangeleg omkring en kulisse, mens den fundne droneoptagelse viser to mennesker, der skjuler sig for en tredje, givetvis bevæbnet person bag et udbombet hus, virker humoren fejlplaceret. Og når rummet tiltes, så vi ser grid’et oppefra, mens melodien fra computerspillet Pacman understreger den uhyggelige lighed mellem moderne krigsførsel og skydespil – og vel egentlig også kameraet, dronen og kunstnernes, der skyder scenerne – giver det mig en lidt ubehagelig fornemmelse.
Nielsen & Johnsens værk understreger hvordan videomediets ekspansion har gjort os følelsesmæssigt afkoblede overfor dets indhold, hvordan vi langsomt er blevet distancerede fra al den vold, der hele tiden afspilles for os. Samtidig gør de sig skyldige i noget af det samme, når de lægger et lag af lun, underspillet humor ind over droneoptagelser og krigsliderlige parader. Bevares, militærparader er latterlige, men som de selv antyder i udstillingstitlen, er det et spørgsmål om balance. For mig tipper den til den ufølsomme side.
