Jeg har glædet mig til at se Cassie Augusta Jørgensen folde sig ud i en større solopræstation, siden hun tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi sidste år. Især var der én scene fra hendes, i øvrigt meget velproducerede afgangs-filmværk, som brændte sig fast. Den, hvor Jørgensen selv står på græsplænen foran Rigshospitalet, der troner uhyggeligt foran hende. Nu er hun aktuel med en soloudstilling på Overgaden, med en titel, der næsten må være et ordspil; Slit Your Click.
Slick your… nej, LICK your… clit! Jeg smager på ordene på vej ind i kunsthallen og bilder mig ind, at jeg kan smage blod. Måske fordi det første, jeg får øje på, er en rød, gulvlang plastiktrenchcoat, som hænger ned fra loftet og roterer langsomt rundt. Taljen er spændt ind af et stort, glimtende metalspænde, og jeg når lige at læse mig til, at den er designet af Alectra Rotschild, før en blød kvindestemme kalder fra en højttaler længere fremme: «Kate?»
Jeg tager plads på en besynderlig bænkekonstruktion. Et slags podie? En videoprojektion blænder op på lærredet foran mig. «Kate!», kalder stemmer igen, og lidt efter kommer hun til syne, denne Kate, med sort pagehår og beige spadseredragt med matchende handsker og hæle. Hun sidder på en museumsbænk, med benene over kors, og betragter malerierne omkring sig, mens hun noterer i en lille notesbog.
Filmen er underligt farveløs, som om det er råmateriale, vi kigger på. Pludselig sætter en mystisk mandskarakter sig ved siden af hende. Han har slikket hår og mørke solbriller, og Kates nervøse bevægelser med fødderne lader os forstå, at hun er pirret. Manden rejser sig og går, og Kate følger efter, eller er det ham, der følger efter hende?
Kameraføringen skifter til håndholdt, som de to forfølger hinanden rundt på museet, i hvad der givetvis er en erotisk leg med morderiske undertoner, men som filmmæssigt lider lidt under forsøget på punket underspillethed og en ligegyldig lydside. Det hele overværes af en blond kvindeskikkelse, iført rød trenchcoat og med et filmkamera på armen.
Det godt og vel ti minutter lange filmværk, som er udstillingens hovedværk, er en parafrase over den ikoniske museumsscene i Brian De Palmas erotiske thriller Dressed to Kill fra 1980. I stedet for The Metropolitan Museum of Art i New York er det Statens Museum for Kunst i København, og det er i selv ret sjovt at se nationalgalleriets velkendte udstillingssale som kulisse i en erotisk gyserfilm.
Jørgensens version gengiver desuden mange af de små humoristiske detaljer fra De Palmas film, såsom Kates højhælede sko, der drejer af synkront, ligesom den herligt kejtede stumfilmsmimik er fremragende leveret af Clara Dessau. Men plottet i museumsscenen er ændret. Kate og solbrillemanden ender ikke i en taxa for at køre hjem til ham og have sex. I stedet træder den blonde kvindeskikkelse – som ellers kun har huseret i kulissen og spilles af Jørgensen selv – i karakter som filmens midtpunkt, og i en symbolsk ladet slutseance rækker hun sit kamera til Kate og forlader scenen på filmisk storladen manér; med målrettede skridt går hun væk fra museet, mod trafikken i Sølvgadekrydset, for til sidst at kaste et blik bagud, inden kameraet panorerer op mod himlen.
Dressed to Kill er på filmhistoriens sorte liste over problematiske skildringer af transpersoner, som sindsforvirrede eller ligefrem farlige. I De Palmas værk er den koldblodige morder en blond kvindeskikkelse, som, skal vi forstå, i virkeligheden er en seksuelt frustreret, mandlig psykiater, der ikke kan forlige sig med sit eget ønske om at blive til en kvinde. Jørgensens omskrivning af en af filmens centrale scener er både oplagt, fuld af potentiale og enkel – og som bekendt er det enkle greb tit også det stærkeste. Det er bare ikke helt tilfældet her.
Udstillingen i sin helhed er imponerende skåret i al sin kompleksitet og stemningsfuldt iscenesat med tonede ruder og lækre, stiliserede billeder fra filmen, der skaber en aura af film noir. Ligesom de labre plastikfrakker shiner som modeagtige reclaimere af den ikoniske trenchcoat, som mange, da jeg var barn, forbandt med «perverse blottertyper». Men udstillingens hovedværk, filmen, efterlader mig med en lidt flad, måske mest af alt skuffet fornemmelse. For ideen er god, men ambitionerne overstiger håndværket, og det gør det svært at blive rigtig forført.
Det blev jeg til gengæld af den performance, som bliver vist et par gange i løbet af udstillingsperioden. Her brillerede Jørgensen og Dessau til lyden af Pino Donnagios soundtrack fra Dressed to Kill i en lige dele knaldet, rørende og dramatisk fuldstændigt opkørt performativ variant af museumsscenen, der kulminerede i et forløsende kvælertags-kram-kindkys, for så at glide over i et både sjovt, klogt og vidt fabulerende talkshow. Og hvilket genreskift, for her kom udstillingens tematikker på arbejde på en helt anden måde, ligesom forholdet mellem transkvinden og ciskvinden, der som bekendt er en betændt historie, blev udlagt med en personlighed, der viste, hvor eminent og generøs en performer, Jørgensen er.
