Hver generation af kunstnere og intellektuelle har deres eget sted i København. I 50’erne hang man ud i baren omkring Nikolaj Plads, i 60’erne var det Huset i Magstræde, folk samledes på, og i begyndelsen af 80’erne fordelte man sig på Dan Turell og Café Victor, alt efter subkulturelt tilhørsforhold. Hen imod starten af 90’erne blev Krasnapolsky, der åbnede i Vestergade i 1984, indbegrebet af den sortklæde tidsånd med sin internationale New Yorker-vibe og et moderne interiør af glas, neonlys og rustfrit stål. Her kunne man stå i langs den ikoniske, firkantede bar, se og blive set, mens Joy Division blæste ud af højttalerne.
I Lagune Ouest, Nikolaj Stobbes kommercielle galleri, der deler kælderlokale med det kunstnerdrevne Vermilion Sands, har Mathias Toubro revitaliseret ånden fra Krasnapolsky. På galleriets endevæg hænger vægskulpturen Wet Spectre (2024), der mimer barens firkantede form, men som med sin babyblå farve måske også minder om det øje, der nøje iagttager, hvem der kommer og går. Skulpturens overflade har tydelige mærker fra overfyldte drinksglas, som befandt vi os i de tidlige morgentimer, hvor det sortklædte klientel var slingret hjemad, mens rengøringspersonalet endnu ikke var mødt ind.
Krasnapolsky var ikke kun en stambar, hvor kunstnere udvekslede røverhistorier, netværk og ideer. Baren var igennem hele sin tiårige levetid også et udstillingssted, og på tre gammeldags videoskærme i Lagune Ouest viser Toubro videoen Ventilator (2024), der refererer til Olafur Eliassons første soloudstilling på Krasnapolsky i 1991. Her havde Eliasson, som dengang stadig var studerende, og i øvrigt stod bag baren på Krasnapolsky, sat stiliserede ventilatorer-klistermærker på vinduerne, og dem genfinder vi i Toubros video. Vi møder også den underligt syntetiske æstetik, der prægede 90’ernes musikvideoer i en præ-internet-tid, hvor MTVs betydning var større, end vi kan forestille os i dag.
Mathias Toubro, som tidligere var den ene halvdel af kunstduoen Mathias & Mathias, har arbejdet med kunstnerbaren som tematisk omdrejningspunkt i de malerier, han er begyndt at lave de seneste par år. I tidligere udstillinger har han fremmanet Antico Caffè Greco i Rom, der i 1700-tallet var samlingspunkt for kredsen omkring Bertil Thorvaldsen, og Les Deux Magots i Paris, som var surrealisternes foretrukne vandingshul i midten af 1800-tallet.
På Lagune Ouest finder vi fire nye malerier, der zoomer ind på detaljer fra Krasnapolskys interiør; blanke ølhaner, stablede askebægre og et par af køkkenets gryder. Detaljerne stammer fra gamle fotografier, som Toubro har klippet op og sat sammen igen i en slags collage, hvorefter han har påført adskillige tykke lag maling, så værkerne næsten fremstår som relieffer. Omkring de genkendelige elementer svæver en tæt, grålig tåge, forstærket af de mange lag maling, der slører det fotografiske forlæg. Det minder mig om en tid, hvor man måtte ryge indendørs på barer, men peger måske også mere ubestemt på tiden, der er gået, på de myter og spøgelser, som fortidens berygtede miljøer efterlader sig, når de forsvinder.
Krasnapolsky lukkede endeligt i 2013, men på det tidspunkt var tidsånden for længst flakset videre. Toubro tilhører, lige som jeg selv, en generation, der aldrig nåede at opleve miljøet i sin storhedstid, og måske derfor undgår hans udstilling lige nøjagtige at svømme hen i ren kunstnerromantik. I stedet prikker Showers til den forunderlige form for nostalgi, man kan føle efter steder og epoker, man aldrig selv har oplevet. Efter miljøer, der i sin samtid var smalle subkulturer, men som i eftertiden er blevet bredt ud, kanoniseret og kopieret, for endeligt at blive stedt til hvile som en del af en mytologi.
På den måde mimer kunstnerbarens livscyklus måske også kunstens egen, hvor stilarter og metoder opstår, spreder sig og forsvinder igen, for senere at blive genopdaget og indoptaget af en ny generation af unge kunstnere. Toubros malerier emmer af den slags spøgelser; små hentydninger til fortidens stillebentraditioner og de fede lag af maling, som har været væk fra scenen i nogle år, men som netop nu vender tilbage. Måske sker det samme med Krasnapolsky, når den næste generation af kunsthistorikere begynder at grave fortidens spøgelser frem af den romantiske dis, der nogle gange stadig synes at hænge over dele af Vestergade.
