Han ligner en mellemting imellem en afdanket rockstjerne og en omrejsende sælger, da han ankommer til Den Frie Udstillingsbygning med guitarkasse og forstærker surret fast til en sækkevogn. Olof Olsson, der siden 2007 har arbejdet med det, han kalder ’info comedy’ – en performativ blanding af foredrag og standup comedy – inkarnerer manden med guitaren i så udpræget grad, at man bliver i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er tale om en karikatur.
Den klassiske standup comedy-figur, drengemanden, der klarede sig igennem skoletidens mobberier ved at spille klassens klovn og nu tager sin velfortjente hævn fra scenekanten med latrinære eller små-misogyne jokes, er vel ellers blandt de arketyper, der har klaret skiftet fra de ironiske 1990’ere til det nye årtusinde allerdårligst. I dag har den mandetype, som comedyscenens spotlights reddede fra en skæbne som ensom computernørd, fået benhård konkurrence på sit eget felt af minoritetspersoner, der ikke længere orker at agere objekter for hans punchlines, og som nu tager ordet i hans sted med en pointe om, at humor er sjovest, når den sparker opad.
Spørgsmålet er så, hvordan Olssons klassiske virkemidler – arketypisk mandlig komiker, spotlight, håndholdte illustrationer på nodestativ og en guitar – klarer tidens skiftende ideer om, hvad, og ikke mindst hvem, vi synes det er sjovt at bruge 2,5 timer i selskab med.
Driving the Doubts Away er titlen på Olssons info comedy og den tvivl, titlen italesætter, synes at være det klassiske filosofiske spørgsmål om, hvorvidt der eksisterer en objektiv virkelighed, der ikke er konstrueret af sproget. En tvivl, der for Olsson opstod, da han som 20-årig mistede troen på gud og begyndte at læse filosofi.
Performancen åbner således klassisk med udgangspunkt i den biografiske historie om den unge Olof Olsson, hvis navn oversat fra svensk – Søns Sønnesøn – nok kan give anledning til en vis identitetsforvirring. Vi hører om Olssons udvikling fra katolsk alterdreng til billedkunstner og om, hvordan han kæmper for at finde fodfæste i en virkelighed, der hele tiden viser sig at være højest upålidelig.
Sideløbende med den historie kører mindst tre-fire andre fortællinger, der eksempelvis kredser om frikadellens relation til Big Mac’en, om hvorfor Marco Polo kaldte porcelæn for ‘en lille feminin gris’ og om, at det ikke er helt nemt at være en dum kannibal. Det zigzagger fra klassiske comedy-emner – sex, toiletter og forholdet med Danmark og Sverige – til småfilosofiske overvejelser om forholdet mellem høj- og lavkultur, og om, hvordan succes ser ud indenfor kunst, comedy og forretning.
Marcel Duchamp og hans urinal (Fountain, 1917) er den tilbagevendende figur, som Olsson identificerer sig med. Ligesom Duchamp blev Olsson kunstner, fordi hans jokes var for indviklede til at være sjove, og ligesom Duchamp endte Olsson alligevel med at beskæftige sig med en latrinær humor, der måske nok er kommet ind på kunstinstitutionen, men som alligevel befinder sig i den del af museet, der domineres af cafe og toiletter.
Olsson arbejder med en slags kalkuleret akavethed, der kommer til udtryk i lange pauser i sprogligt funderede jokes, der er så krøllede, at man hele tiden er nervøs for om showet er ved at køre af sporet, tilsat melankolske guitarnumre, der lyder som en ensom Erlend Øye-jam i et soveværelse. Det er velkomponeret, tåkrummende og ret sjovt, men det placerer også Olsson et lidt sikkert sted, hvor han konstant ironiserer over sin egen performance. I et show, der handler om at tvivle, savner jeg en mere umiddelbar sårbarhed, en lidt tydeligere stemme, der i mindre grad gemmer sig bag 90’er-ironien. For min skyld, kunne Olsson godt lade manden med guitaren fylde en anelse mindre, men det er vel netop denne tragiske figurs særkende; at han ikke kan give slip.
