Hverdagsliv, arbejdsliv, flittighed og fejl. Sæsonens danske kunstnerbøger har ingen stjernenykker, men handler om hverdags- og arbejdslivets genvordigheder og åbenbaringer.
Goodiepals illuminationer giver poetisk punk til Lars Skinnebach posthumane poesi i fællesudgivelsen Teotwawki.
Beaux-Arts i Paris viser en hel udstilling helliget Per Kirkebys murstensskulpturer. Her bliver det klart, at de røde murværker rummer langt mere end minimalistisk stil.
For første gang vises hele spektret af Fie Norskers dybt erotiske værker i en udstilling på Rønnebæksholm. Det hele går op i en mytologisk enhed.
Der findes skønhed og potentiel dybde i Kirstine Roepstorffs pavillon på Venedigbiennalen. Det er bare svært at sanse, når man også skal udholde et belærende lydspor, der undertekster det hele.
Nyt udstillingssted i København hedder både noget med hospital og fængsel, men den første udstilling handler grundlæggende om det modsatte: om frigørelse.
Et hverdagsligt skulptursprog i sølvpapir og gips møder et både sfærisk og jordbundet kultursprog i Johanne Skovbo Lasgaards udstilling på Marie Kirkegaard Gallery.
Pist Protta gakker ud på Charlottenborg med en «museumsudstilling», der i virkeligheden er en totalinstallation med tidsskriftets over 70 udgivelser i centrum.
– Den første udstilling skulle ikke være en præcis æstetisk eller politisk udmelding, siger Jacob Fabricius om programmet for Kunsthal Aarhus. Udstillingen Baby Doc åbner i aften.
Hvem havde troet at Venus’ genfødsel skulle finde sted på et bibliotek i Hellerup? Astrid Svangren har omdannet Tranen til et hav af stoffer, muslingeskaller og flettet hår.
– Nogen mennesker skal forholde sig mere til skabe end andre, siger Ester Fleckner om udstillingen A closet does not connect under the bed, som åbner på Overgaden på fredag.
Koreografen William Forsythes værker er kommet i godt selskab på udstillingen William Forsythe – In the Company of Others på Charlottenborg. Spørgsmålet er, om han har brug for det?
När Sveriges mest mytomspunna konstnär ställer ut på Marabouparken är resultatet mer regnbågsmys än Jean Genet och William Burroughs.
Mer enn bærere av plagg er Kim Kvellos byster på Van Etten i Oslo rammer for tekstile bilder.
Når Munchmuseet med direktør Stein Olav Henrichsen i spissen bruker Munch som en slags zombie-influencer for å selge biler, har de trådt over en grense.
Kathrine Ærtebjerg har omsider fået en stor museal soloudstilling. Men hvorfor skal hun stadig belemres med H.C. Andersen som turguide?
Kunstkritikk modtager støtte af
