Fremover vil de 3500 studerende og medarbejdere, der dagligt har deres gang på det nyopførte Campus Roskilde (del af University College Sjælland), møde en kamel, der står på parkeringspladsen foran læringsanstaltens tidstypiske byggeri i glas og stål. Lars Bent Petersen er kunstneren bag kamelen, der er i udført fuld størrelse og i patineret bronze.
Kunstkritikk talte med kunstneren om det occidentale indslag på den midtsjællandske parkeringsplads.
Hvorfor fortjente Roskilde Campus – en uddannelsesinstitution for unge mennesker – lige netop en kamel?
Det er super simpelt. Jeg skulle lave noget til denne type arkitektur, sådan noget tillempet international stil af glas og stål, et byggeri af tegnestuen Henning Larsen. Grebet er at lave noget man ikke forventer. Og en modelleret naturalistisk skulptur hører hjemme i en anden tid, en anden samfundsorden og økonomi. Kamelen hører heller ikke hjemme her, hverken naturligt eller funktionelt. Dens naturlige habitat er Mellemøsten, Nordafrika eller Asien, hvor den i høj grad stadig bruges til transport. Derfor står den helt naturligt parkeret på Campus mellem bilerne, som er den fortrukne transportform her, og fuldstændig unaturligt, fordi skulpturen ikke er en bil, cykel eller moderne skulptur, men en parkeret kamel.
Det handlede også om, at jeg ønskede at lave noget inkluderende. Sådan at man kan møde kunsten i det offentlige rum uden at have nogle forudsætninger indenfor samtidskunst. Man behøver ikke at se den som andet end en kamel. Samtidig kan den selvfølgelig anskues i lyset af spørgsmål om global verdensorden, økonomi, steder i verden hvor folk ikke har bil og hele orientalisme-perspektivet. Det er lidt ligesom Umberto Ecos roman Rosens navn, der både kan læses som en fængende kriminalroman, men som samtidig refererer til Aristoteles’ komedie og kan læses som en introduktion til semiotik helt generelt. Jo mere man ved, jo mere kan værket foldes ud. Jeg kan godt lide, at kamelen er et mytisk dyr. Alle kender til kamelen, men ingen kender i virkeligheden – heller ikke de mange studerende med mellemøstlig baggrund, som parkerer deres biler ved siden af den.
Den forekommer heller ikke helt naturalistisk?
Det var aldrig intentionen at lave en socialrealistisk kamel, bare en naturalistisk, og en som stemmer overens med Vestens forestilling om, hvordan en kamel ser ud, sådan som det fx kommer til udtryk i et maleri fra Konstantinopel af den danske guldaldermaler Martinus Rørbye. Den er omtrent 50 % realistisk og 50 % Tintin.
Offentlig kunst er jo nærmest synonymt med problemer på grund af de mange interessenter. Her er både Statens Kunstfond, bygherre, arkitekter og brugerne at tage hensyn til. Har det været svært at få de involverede parter til – om jeg så må sige – at sluge kamelen?
Det var faktisk meget smertefrit. Jeg tror det har at gøre med, at det er en gammeldags autonom skulptur, hvor alt arbejdet er foregået i atelieret. Klassisk skulptur fungerer jo enormt godt i det offentlige rum, fordi det omgår samtidskunstens problem med at man ikke kan se om det er kunst eller ej. Her er konteksten indbygget. Skulpturen kan jo bare flyttes rundt på, hvis stedet ikke passer. På den måde er kamelen meget tilpasningsvenlig.