Det er tidlig eftermiddag i Amsterdam. Jeg er på vej til Stedelijkmuseet for at se Jana Eulers udstilling High in Amsterdam. The Sky in Amsterdam. Jeg går langs den yderste kanalring. Forbi Heineken Experience, hvor den lange kø af besøgende blokerer en ellers befærdet cykelsti. På Stedelijk er der halvtomt trods massive soloudstillinger af blandt andre Seth Price og Rineke Dijkstra. Det overrasker mig. Under Ed van der Elsken-udstillingen i foråret nåede køen næsten helt til Van Gogh-museet. Art works in mysterious ways. Og dog. Stemningen er kølig og udspekuleret hos Price og luften stillestående hos Dijkstra, så jeg har trods god vilje svært ved at engagere mig i noget af det. Nu er det jo også Euler, og den direkte og energiske attitude, jeg tidligere har oplevet i hendes værker, som jeg er kommet for.
Udstillingen er knapt annonceret på plakaten, men vinder ved rent fysisk at være placeret imellem netop Price og Dijkstra. Den fylder bare et enkelt rum, men det er tæt behængt med underlige, teknisk halvdårlige og formelt forskellige malerier. De fleste værker er et par år gamle. En museumsbænk på hjul og stor vægtekst binder udstillingen effektivt sammen.
Stemningen er uhøjtidelig og legende. Euler har selv skrevet små ligefremme værktekster, der guider beskueren frem til de meget forskellige intentioner, som ligger bag eller netop ikke ligger bag malerierne. Teksten til værket Female Jesus crying in public (2015) ender eksempelvis med den kontante konstatering: «This is not a self-portrait.» Heldigvis.
Flere af Eulers værker har interessante referencer og uventede perspektiv-twists. Men jeg tror ikke, det er det, der fastholder de overraskende mange besøgende i udstillingen. Det er nok nærmere den søgende og lidt spændte energi i rummet. En energi, jeg genkender fra «the zone» – den helt særlige intuitive og højenergiske modus, som kan opstå under atelierarbejdet. Det er som om vi besøgende indgår i et fællesskab. Som om vi – i vores bouncen rundt imellem lærred, tanker og indtryk – sammen har etableret «the zone» her midt i museets ellers så konforme, halvdøde lokaler.
Jeg forlader Stedelijk opløftet og sætter mig i græsset for at fordøje. Overraskelsen i Jana Eulers maleri Radieuse (2016), der viser to drøvtyggende kameler set skråt nedefra på en baggrund af le Corbusier og Nadir Afonsos brutalistiske Cité Radieuse i Marseille, får mig i godt humør.
Benedikte Bjerre (f. 1987) er kunstner og uddannet fra Staatliche Hochschule für Bildende Künste Städelschule i Frankfurt og fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Hun befinder sig for tiden på residency-programmet De Ateliers i Amsterdam.