På det lille udstillingssted Hejserummet, der ligger blandt en række kunstneratelierer i en baggård på Østerbro, kan man for tiden se et vægmaleri baseret på grundfarverne i en ny farvelære. Det er billedkunstner og professor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi Henriette Heise, som står bag både værk og farvelære. Sidstnævnte, A Theory of Colours of 2017, er en otte-delt cirkel i familie med de historiske farvehjul af Isaac Newton fra 1672 og Johann Wolfgang Goethe fra 1793. Men til forskel fra de historiske versioner er Heises farvehjul udelukkende baseret på et køligt farvespektrum i nuancer af blå og grøn.
Til udstillingen, som har titlen A Theory of Colours of 2017, explained, har Heise malet såkaldte lense flares (de geometriske figurer, der utilsigtet dannes, når lys rammer en kameralinse) på væggen med blandingsfarverne – noter af petroleumsgrøn og gråblå, som i den korte pressetekst meget poetisk beskrives som «mindre selvsikre i deres funktion end grundfarverne.» Så hvor fordums tiders farvelærer var tænkt som erkendelsesteoretiske værktøjer, kunne noget tyde på, at Heises bud på en farvelære snarere åbner op for det uforklarlige og giver os en mindre definerbar farvepalet at male samtiden op med.
Hvordan har du kvalificeret farverne i dit bud på en farvelære anno 2017?
Grundfarverne i min farvelære er det, jeg kalder tekniske farver, fordi de har en funktion. To Chroma Key-farver, en blå og en grøn, og to tavlelakker, en sort og en mørkegrøn. Chroma Key-farverne er radikalt åbne for alting, forstået på den måde at de som baggrundsfarver digitalt kan erstattes med hvad som helst. Tavlelakkerne bruges til skoletavler, der for det meste bruges til at videregive en for tiden godkendt viden.
Apropos skoletavler og din rolle som professor, kan man så se din farvelære som en refleksion over underviserens rolle og funktion idag?
Ja i høj grad, men også som en refleksion over hvordan vi tilegner os viden generelt. Min funktion som underviser er lige så meget at være lyttende, som det er at være talende, og en omstyrtelse af videnshierarkierne er for mig at se centralt, hvis vi skal gøre os det mindste håb om en anden verden.
Goethes farvelære satte jo sanseapparatet i centrum ved at gøre øjet til medskaber af de farver, vi ser på. Hvor placerer din farvelære sig hertil?
Det jeg fæstner mig ved Goethe er, at han tog fejl, når han mente, at visse farver repræsenterede eller fremkaldte bestemte følelser. Men på den anden side introducerede han tanken om en forbindelse mellem farver og følelser, der åbnede op for nye perspektiver. Så når jeg prøver at formulere en farvelære idag, er det også et forsøg på at tænke over vores forhold til følelser som noget, der kan forklares, instrumentaliseres og tæmmes. Min farvelære er for mig en blanding af depressiv dystopi og et svagt håb, i og med at jeg ønsker, at jeg tager fejl, lige som Goethe gjorde det – på den måde at farver og følelser ikke kan reduceres til ren teknik.
Hvorfor har vi brug for en ny farvelære?
Jeg ved endnu ikke, hvad andre kan bruge farvelæren til. Men jeg ved, at jeg selv har brug for den til at tænke over den brydningstid, vi lever i nu. Farvelæren kommer af en stærk fornemmelse af, at noget må omformuleres. Farvecirklen og vægmaleriet i Hejserummet er nok den mest præcise formulering af et svar på det spørgsmål, som jeg kan give lige nu.
