En klog dansk museumsdirektør sagde for noget tid siden, at man altid skal huske, at personer er vigtigere end sager. Det blev jeg mindet om, da jeg fornyeligt modtog en pressemeddelelse fra Kulturministeriet, hvoraf man trods de uldne formuleringer, kunne konkludere, at fusionen af de kunstneriske uddannelser var afblæst. Spørgsmålet har ellers hængt i luften siden oktober, hvor ministeriet offentliggjorde den såkaldte Sveidahl-rapport, der foreslog en sammenlægning af de ti af landets kunstneriske uddannelsesinstitutioner, der hører under Kulturministeriet.
Selvom ministeren kom i stærk modvind og endte med at afblæse al snak om en storfusion, var vi mange, der ikke følte os helt trygge – især ikke da det bagefter viste sig, at de «udfordringer» på området, som rapporten åbenbart havde påvist, nu skulle diskuteres af de implicerede rektorer bag ministeriets lukkede døre. Heldigvis blev fusionen også dér talt i jorden. Dermed blev sagen for så vidt vundet, men vi tabte personen.
Rektor for Det Kgl. Danske Kunstakademi, Sanne Kofod Olsen, var en af de personer, som fra starten af talte utvetydigt imod ministeriets fusionsdrømme. Det har kostet. Nu orker hun ikke mere. Fra næste skoleår tiltræder Kofod Olsen som dekan for det kunstneriske fakultet på Göteborgs Universitet. I den anledning leverede hun fornyeligt i dagbladet Politiken en alvorlig opsang til de danske politikere, som over en bred kam tilsyneladende er enige om at blive ved med at skære i kulturen: «Vilkårene er hårde i dansk kulturliv i dag, og hvis dit arbejde føles som én lang brandslukning, så siger du ja tak, når du får et bedre tilbud. Det er altså sjovere at udvikle end at afvikle.»
Vi har gentagne gange her på Kunstkritikk påvist, hvordan vilkårene på kulturområdet, politisk såvel som økonomisk, er latterligt meget bedre i både Sverige og Norge, så man under gerne Sanne Kofod Olsen at prøve kræfter i en velfærdsstat, som ikke er under afvikling. Imens bævrer nogle af os lidt ved tanken om, hvem der nu skal sidde ved rorpinden. Kunstakademiets rektor er jo også øverste chef for Kunsthal Charlottenborg, så det er en meget central post i dansk kulturliv, der er ledig nu. Fornyeligt var den konservative minister og jurist Søren Pind en af de officielle topkandidater til jobbet som leder af Det Kgl. Teater, så hvem ved, hvad der kan ske. Helt tryg går man ikke sommeren i møde.
I den aktuelle kulturpolitiske virkelighed – hvor regeringspolitikere i disse dage for eksempel kan finde på at diskutere, hvor meget cost-benefit, der egentlig er over folkebibliotekernes gratis udlån – betyder museernes besøgstal naturligvis alt. Det er ikke bare en retningsanvisning eller en nice-to-know information. Danmarks Statistiks årlige offentliggørelse over besøgstallene for de statsanerkendte museer er i den henseende en slags kunstinstitutionernes interne Eurovision.
I år kan man konstatere, at næste års trofæ skal tages i Aarhus, idet ARoS kom ind på førstepladsen med 658.086 betalende gæster i det forgangne år. Det er blot 793 personer flere end Louisiana, der kommer ind på andenpladsen med 657.293 besøgende. I den netop udsendte årsrapport fra ARoS har man indført et helt nyt besøgsparameter, som tager afsæt i museets vartegn, Olafur Eliassons regnbuefarvede rotunde på museets tag. Ifølge rapporten besøgte i alt 980.909 mennesker museet i 2017 (totalbesøgende, inkl. ikke-betalende gæster), hvilket, som det anføres, «er nok til at fylde Your rainbow panorama 6.539 gange.»
Hvor mange gange Louisiana i 2017 har kunnet fylde Yayoi Kusama-rummet i samlingen vides ikke, men det får vi måske tal på til næste år. Den netop åbnede udstilling med Ed Ruschas papirarbejder vil næppe resultere i den længste kø ned af Strandvejen, men den er blandt de udstillinger, som jeg ser frem til denne sommer.
Lige så fast i kødet Louisianas udstillingsprofil er, lige så meget skvulper det i den københavnske Nikolaj Kunsthal. Man ved aldrig helt, hvad man kan vente sig af kunsthallen i den gamle kirkebygning, som det sidste års tid har fået flere nye medarbejdere på centrale poster. Spændende at se, hvor det hele lander. I går åbnede pludselig en udstilling med sangeren Anohni, som ifølge pressemeddelelsen er inspireret af Kazuo Ohno, Peter Hujar og Jack Smith – referencer man ikke kan have noget imod. Udstillingen viser både malerier, skulpturer og en videoinstallation, herunder «skrøbelige dokumenter fra Anohnis arkiv», og de første meldinger derindefra tyder ikke helt uinteressant.
To kunsthaller, der virkelig lader til at være landet indenfor de sidste par år, er Kunsthal Aarhus og Kunsthal Charlottenborg. Sidstnævnte byder denne sommer på en soloudstilling med Kirstine Roepstorff, som viser en totalinstallatorisk ophængning af nye og ældre værker, der indtager hele kunsthallens sydfløj. Hendes bidrag til Den Danske Pavillon på den sidste Venedigbiennale, det mørke teater og den store gobelin, indgår også i, hvad der ligner en substantiel midcareer-udstilling af Roepstorff.
Udover en soloudstilling med Sidsel Meiniche Hansen lokker Kunsthal Aarhus med gruppeudstillingen iwillmedievalfutureyou6. Det er den tredje udgave i en serie af udstillinger, der er kurateret af kunsthallens direktør Jacob Fabricius, dedikeret til kunstneriske fremtidsfortællinger – «både tilbage og frem», som det hedder. Navne som Albrecht Dürer, Aniara Omann, Peter Wächtler, Chris Kraus og Jeremy Blake glimter på den 20 personer lange kunstnerliste.
Selvom Copenhagen Contemporary kun har eksisteret i halvandet år og kun som et pilotprojekt, er det alligevel en kunsthal med en vis historie. Copenhagen Contemporarys vision for en kunsthal konkurrerede som bekendt mod et forslag fra gallerist Nicolai Wallner og arkitekt Kristoffer Weiss om at blive den kunsthal på Papirøen, som var besluttet ifølge kommunens lokalplan for området. Det blev ingen af delene. I stedet blev det en franchise af Fotografiska, et udstillingssted for fotografi med hovedsæde i Stockholm. Hele denne proces har været så kryptisk, og at vi tilmed endte med en afdeling af markedsføringsmaskinen Fotografiska (nogen vil sige, at de primært feticherer fotografiet, ikke har en kritisk holdning til det), fremfor en rigtig kunsthal for samtidskunst, er der ingen, der rigtig kan svare på.
Til gengæld genåbner Copenhagen Contemporary nu ude på Refshaleøen. Åbningsudstillingen inklusiv fest finder sted i slutningen af juni, hvor kunsthallen viser Superflex’ gigantiske Tate Modern-udstilling, One Two Three Swing!, samt en stor cirkulær videoinstallation af Doug Atkins. Det ligner en fortsættelse af de voluminøse og ganske imponerende storproduktioner, som Copenhagen Contemporary har gjort sig i på Papirøen. Egenproduktioner har det skortet på. Det må man håbe, der bliver rettet op på i de nye magnumomgivelser på i alt 7.000 m2 i B&Ws tidligere svejsehaller.
For mit eget vedkommende starter sommersæsonen officielt senere i dag på Fabrikken for kunst og design. Det er et sted, som til daglig huser 53 kunstneratelierer og som de sidste 11 år har afviklet en årlig messe, Alt_Cph, for kunstnerdrevne og alternative udstillingssteder.
I år ser det ud til at den gamle fabrik for alvor har rystet posen, idet man har inviteret søskendeparret Anna og Esben Weile Kjær til at kuratere begivenhederne. De har tilsyneladende omdannet messen til en slags performancefestival over tre dage. At dømme af det Instagramfeed, som Alt_Cph har holdt glohedt de sidste mange uger, er der lagt op til en både festlig og edgy omgang med en æstetik, som nærmest giver fornemmelsen af, at der venter os en slags opfølger på DIS’ Berlinbiennale, skåret til for performance. Alt_Cph har i hvert tilfælde allerede leveret uhyggeligt meget mere jungletromme end den næste Berlinbiennale, som åbner om kun to uger. Et kæmpestort brød er slået op. Det er velgørende nok i sig selv, og det bliver ufattelig spændende at se, om det kan bære. Jeg hepper og håber.
