I Black Skin, White Masks fra 1952 skriver den martinikanske psykoanalytiker og filosof Frantz Fanon, hvordan kolonialismens grusomheder har medvirket til, at den sorte krop i Vesten kan føle sig fanget mellem sin egen bevidsthed og dét der definerer den ud fra et hvidt blik, hvor hudfarve, etnicitet og religion ofte anvendes som negative identitetsmarkører til at italesætte den fysiske forskellighed.
Ifølge Fanon kan denne «splittelse» af identitet forhindre en i at anerkende sin egen kultur, eller rettere, skabe en negativ forvirring omkring ens egen kulturelle opfattelse og tilhørsforhold. Denne kamp for at samle kultur og identitet, efter kolonialismens vold mod og undertrykkelse af sorte kroppe, er en igangværende proces for mange efterkommere af slavegjorte i Vesten, som de senere år i stigende grad er kommet til udtryk inden for kunstfeltet i form af forskellige forsøg på at adressere et antikolonialt perspektiv, der genbesøger historien og skabe alternative arkiver over sorte fortællinger.
I soloudstillingen Archives in the Tongue: A Litany of Freedoms på Kunsthal Charlottenborg genbesøger den dansk-trinidadiske kunstner Jeannette Ehlers netop denne fortid. Den mundtlige fortælletradition er udstillingens omdrejningspunkt, og gennem en kollektiv healing-proces formidles slægtskab, solidaritet, det feminine og den koloniale arv i nye og tidligere værker.
Det kollektive signaleres især i de mange fletninger, der går igen i løbet af udstillingen, som ved første øjekast ligner, at de med en nærmest insisterende kraft er vokset ud af kunsthallens høje loft og vægge, men også ud af Charlottenborgs ydermurer. En af disse er installationsværket We’re Magic. We’re real #3 (Channeling Re-existence into Hallowed Grounds of Healing) fra 2022, der består af talrige sorte og brune fletninger udført i samarbejde med afrikanske frisører og BIPOCS på fletteworkshops. På gulvet er der placeret store hvide spande, som de mange fletninger samler sig i, hvor de forsvinder ned i en mørk, simrende væske, der styrker fornemmelsen af, at vi har at gøre med noget levende og følende.
Desværre er udstillingsteksten til værket lidt tvetydigt og uforløst; fletningerne «er et forsøg på at åbne vores øjne og nuancere vores blik til at inkludere minoritetetsfortællinger». Men hvem er disse minoriteter, hvilke fortællinger refereres der til, og hvem taler værket egentlig til? Selvom det er åbenlyst, at kunstværker er åbne for fortolkninger, er det frustrerende at minoriteter i denne kontekst bliver samlet til én gruppering. Findes der kun én sorthed og eksisterer der kun én opfattelse af at være minoritet i Danmark?
Gennemgående for udstillingen er et spirituelt spor, som blandt andet kommer frem i videoen Moko is Future (2022). Værket er placeret midt i udstillingens første rum, hvor der på en stor højformat-skærm vises en styltedanser i en farvestrålende karnevalsdragt, der skal forestille den mytiske healer figur Moko Jumbie, som ifølge afro-caribisk folklore krydsede Atlanterhavet fra Vestafrika til Caribien for at beskytte sit folk. I den 12 minutter lange video følger vi Moko Jumbies vandring gennem Københavns gamle bydele, fra den tidlige morgen til mørkets frembrud, hvor figuren spreder lys, kærlighed og omsorg i skyggen af Danmarks bredt oversete fortid som kolonimagt. Figuren afslutter sin vandring uden for Charlottenborgs og Kunstakademiets mure, hvor den bevæger sig gennem portene og ind i gården.
Det er i dette rum, udstillingens styrke ligger, fordi den koloniale fortid hverken udpensles eller forklares. Alligevel fornemmer man, hvor ladet og fortrængt den europæiske kolonialisme er i samtiden, i hvert fald indtil nu.
En mere konfrontatorisk karakter har installationsværket Coil: The Sensuous Way of Knowing (2022), der består af 16 Iphones placeret i to rækker på gulvet. På hver skærm vises der forskellige nyhedsstrømme, hvor protester og demonstrationer – fra apartheid i Rhodesia i 1972, politivolden mod Rodney King i Californien i 1991, til mordet på George Floyd i 2020 – udpensler den evige kollektive kamp mod racismen, og det faktum, at det stadig foregår i dag. De sindsoprivende billeder modsvares af en video, der er placeret foran telefonerne, hvor vi ser close-up af en sort kvinde, der får flettet sit hår, mens hun med en rolig stemme reciterer, hvordan slavegjorte kvinder blandt andet anvendte cornrows til at signalere mulige flugtveje. Gulvet i udstillingsrummet er tildækket med folietæpper, der henleder tankerne på de tusindvis af migranter, der årligt forsøger at krydse Middelhavet. Telefonerne ligger som små lys, og sammen med videoen af den sorte kvinde skaber de en alterlignende stemning, der på samme tid symboliserer sorg og håb.
Man kan godt tænke her, at nogle af referencerne i installationsværket er koblet til en amerikaniseret fortælling om den afro-diasporiske arv, men det er samtidig den tradition, der er mest tilgængelig indenfor det dekoloniale felt. Og selvom fortællingen om den koloniale arv ikke altid kan adskilles i separate nationale historier, idet den danske handel med slavegjorte fulgte samme rute som de øvrige vestlige landes, så er det et problem, at der i Danmark endnu ikke er en stærk dekoloniseret tradition at arbejde ud fra. I stedet anvender Jeannette Ehlers en tværkulturel og transnational fortælling som et vidnesbyrd om, at den afro-diasporiske arv deler et fælles kulturelt ophav, hvad angår den racisme og vanskelige politiske virkelighed, som sorte kroppe konfronteres med i dag. Ehlers giver ikke entydige svar på denne arv, men er åben for fortolkninger, og i traditionen efter Frantz Fanon tager mange af værkerne et skridt i retningen af at opløse splittelsen mellem den sorte krop og det hvide blik.
Som helhed fremstår Archives in the Tongue: A Litany of Freedoms som en viderebearbejdelse af en sammenstykket og svær fortælling om den koloniale arv – især set i lyset af, at dette ikke opgør ikke kun finder sted i Danmark og USA, men har spredt sig og givet stemme til en lang række minoriserede grupper. Det er utvivlsomt en relevant udstilling, men den minder desværre også om en anden blind plet – nemlig at den danske kunstscene stort set kun har blik for disse, ofte ret amerikaniserede, minoritetsfortællinger, der har rod i kolonihistorien, og sjældent dem, der vedrører andre minoriserede grupper, heriblandt den store herboende gruppe af folk med mellemøstligt ophav overfor hvem, der endnu lader til at være en betydelig berøringsangst. Det er selvfølgelig ikke en bebrejdelse af kunstneren, men et ansvar, der tilhører institutionerne.
