Spæk og videnskab

Arktisk hysteri er et klinisk begreb indenfor psykopatologien, som vestlige polarforskere i slutningen af det 19. århundrede diagnosticerede hos nogle inuitiske kvinder nord for polarcirklen, særligt om vinteren.


Arktisk hysteri er et klinisk begreb indenfor psykopatologien, som vestlige polarforskere i slutningen af det 19. århundrede diagnosticerede hos nogle inuitiske kvinder nord for polarcirklen, særligt om vinteren. Symptomerne var hysterisk skrigen, ufølsomhed for kulde og tab af selvkontrol. Hvad enten den psykotiske tilstand skyldes manglen på vitamin eller noget andet, så var det sådanne karaktertræk og diagnoser, der indgik i den tidlige etnografiske kortlægning af den arktiske kultur, det indfødte folks utilregnelighed, og dermed også de vestlige opdagelsesrejsendes overlegenhed.

Det er den grønlandske kolonihistorie og dens eftervirkninger, som Pia Arke (1958-2007) udforsker på en måde, der er både videnskabelig og kunstnerisk, nøgtern og subjektiv og som kuratorerne bag den retrospektive udstilling om Pia Arke – Kuratorisk Aktion (Frederikke Hansen og Tone Olaf Nielsen) – omtaler som en «bastard-metode». Det er denne smårodede, men bevidste blanding af kunst og etnologi, som gør Arkes værk interessant og som kuratorerne tillige drager med ind i deres arbejde med udstillingens koncept. Også derfor foregår udstillingen Tupilakosaurus. Pia Arkes opgør med kunst, etnicitet og kolonihistorie, 1981-2006 både på Den Frie Udstillingsbygning og på Etnografisk Samling på Nationalmuseet.

På Den Frie Udstillingsbygning udfoldes Arkes kunstnerskab og metode. I alle udstillingsrum findes der både regulære kunstværker – fotografi, video, maleri, tekst, skulptur og collage – såvel som noter, kommunale tilladelser, skitser og andet arkivmateriale. Her kan man blandt andet opleve en rekonstruktion af Arkes foretrukne arbejdsredskab, hulkameraet (camera obscura) – en stor kasse, som hun selv kunne sidde inde i, når hun tog billeder, fx af den fjord i det sydlige Grønland, som hun selv var opvokset ved som barn af østgrønlandsk mor og dansk far.

Tupilakosaurus – Pia Arkes opgør med kunst, etnicitet og kolonihistorie, 1981-2006.
Installasjonsbilde, Den Frie Udstillingsbygning

Der er også en montre med en artikelserie fra Dagens Nyheter, 1995, som introducerer diverse postkoloniale tænkere som Said, Bhabha, Spivak etc. og som Arke blandet andet henviser til i hendes klare og inspirerende tekst Etnoæstetik fra 1995 (genudgivet i anledning af udstillingen). Her får man baggrunden for hendes undersøgelse og metode: Det handler om kolonihistorien og dens aftryk men ikke om skyld. Derfor gælder det om at forholde sig nøgternt og konkret til materialet samtidig med, at man selv forholder sig i bevægelse og husker på udgangspunktet som bastard.

Det er ikke nyt at blande kunst og etnografica – eller at snige etnografiske objekter ind i samtidskunstudstillinger. Spørgsmålet er, om det bliver gjort med god grund, sådan at de eksotiske objekter i eksklusive, museale montre bidrager til andet end et særligt etnolækkert udtryk. På denne udstilling har kuratorerne ligefrem flyttet Arkes værker ind i Nationalmuseets Etnografiske Samling. Her er der for alvor fyret op under bastard-metoden, når kuratorerne ophænger en kopieret version af Arkes Spæk og videnskab, artikel fra 1999, i øjenhøjde og direkte på glasset af det såkaldte Amulet-rum – en montre fyldt af rekvisitter til trommedans og åndemageri udført af knogler, tænder, pels og dyreskeletter. Eller når de lader en samling ophængte harpuner og spyd bag montre fungere som en slags tidsskriftshylde for fem udgaver af litteraturtidsskriftet Standard fra 1998, hvis forsider udgøres af Arkes fotoserie Skandinavisk Panorama (af Göteborgs forstæder).

Tupilakosaurus – Pia Arkes opgør med kunst, etnicitet og kolonihistorie, 1981-2006.
Installasjonsbilde, Den Frie Udstillingsbygning

Der er ingen tvivl om, at kuratorerne i sådanne tilfælde agerer temmelig meddigtende i forhold til materialet. Men det retfærdiggøres fuldt ud af Arkes egen tilgang til sit værk. Ligesom etnologen, der er bevidst om sit eget aftryk på sit feltarbejde, tager kuratorerne her ansvar for de fodaftryk, som de afsætter, mens de vader ind i kunstnerens værk. Og både i tilfældet med amuletrummet og harpunerne omdannet til tidsskriftshylde tjener instrumentaliseringen af Arkes værk som forfriskende, pædagogisk eksemplificering af de konstant mudrede forhold, som Arke beskæftigede sig med – mellem kolonihistorien og nutidig skandinavisk kultur, etnografica og kunstobjekt, myte og videnskab.

Det er også i den Etnografiske Samling, at man støder på videoværket Arktisk hysteri, 1996, der projiceres i loftet over en montre med pelsklædte jagtdragter. Her ser man en nøgen Arke kravle ind på en sort/hvid fotostat af et grønlandsk landskab med fjord og snedækket jord. Hun undersøger landskabet, snuser til det, ruller sig i sneen, svømmer i fjorden og indtager landskabet, mens hun opfører sig kælent, dyrisk, primitivt og voldsomt. Den hysteriske omgang med landskabet tager til og Arke begynder at rive billedet i stykker. Som en anden isbjørn flår hun hele det store billede fra hinanden. Da stumperne ligger som hvide isflager omkring hende, kravler hun roligt ud af billedet. Hun har besejret landskabet, naturen og kulturen – men hun har også vist sig som besejret, en fuldgyldig og eventuel hysterisk, del af dette natur og denne kultur. En ægte bastard.

Pia Arke, Kamik, uå.
Gjengitt med tillatelse fra Søren Arke

Der er ingen tvivl om, at Tupilakosaurus føjer en vigtig brik til den danske og grønlandske selvforståelse i relation til kolonihistorien og dens eftervirkninger. Men udstillingen er først og fremmest et vidnesbyrd om Arkes originale kunstnerskab, som, både formelt og indholdsmæssigt, fortjener denne grundige gen-introduktion. Heldigt for Arke, at hun har været i hænderne på et par kuratorer med blik for det åbne og flertydige i hendes projekt og som har modstået fristelsen til, i formidlingens navn, at reducere værket til kun at handle om den postkoloniale kritik.

Som kurateret projekt er Tupilakosaurus et enestående bud på en retrospektiv, monografisk udstilling, som (både hvad angår udstilling, guidebog samt genudgivelse og nyoversættelse af tidligere bøger) emmer af sobert og fintfølende kuratorisk arbejde på et niveau, man normalt skal til større tyske eller amerikanske institutioner for at finde magen til. Samtidig har Kuratorisk Aktion tilladt sig, helt i Arkes ånd, at satse sig selv og digte med. Det er frækt og usædvanligt begavet udført.

Læserindlæg