I morgen, fredag den 24. september 2010, holder professor Mark B. N. Hansen fra Duke University i North Carolina årets Forart-foredrag på Universitetet i Oslo. Hinsides skismaet mellem krop og virtualitet, som den humanistiske tradition anfører, adresserer Hansen en mixed virkelighed, hvor menneske og computer er flettet ind i hinanden i kredsløb af gensidig påvirkning.
Jeg husker især en udtalelse fra Mark B. N. Hansens seneste besøg i København. Til en konference om såkaldt pervasive computing, det vil sige computerens allestedsnærværelse i vores kultur, svarede han til et spørgsmål fra tilhørerne, at han endnu ikke havde stødt på et kunstværk, der kunne leve op til den teoretiske tese han just havde præsenteret. Jeg forstod svaret som et både bevidst polemisk og reelt ment udtryk for hans filosofisk funderede tilgang til spørgsmålet om menneskelig væren i den gennemdigitaliserede verden, sådan som han siden starten af 2000erne har udfoldet det i sit omfattende værk. Værket tæller blandt andet de indflydelsesrige bøger New Philosophy for New Media (2004) og Bodies in Code. Interfaces with Digital Media (2006) samt antologierne (med Bruce Clark) Emergence and Embodiment: New Essays on Second-Order Systems Theory (2009) og senest (med W. J. T. Mitchell) Critical Terms for Media Studies (2010). Man behøver ikke engang at nævne hans alenlang publikationsliste for at tegne billedet af Hansen som en af de mest fordrende og ambitiøse tænkere i forhold til de nye digitale medier og deres løsrivelse fra computerskærmens virtuelle univers og følgende udbredelse i det fysiske rum. Hansen har også redigeret (med Taylor Carman) The Cambridge Companion to Merleau-Ponty (2004) og som flere af de nævnte titler også indikerer er hans fokus i den sammenhæng den fænomenologiske krop. Hvad betyder det ontologisk for den kropslige erfaring og erkendelse af verden, at den på forskellig vis tilkobles, gennemstrømmes af og integreres i digitale processer? Hinsides skismaet mellem krop og virtualitet, som den humanistiske tradition anfører, tænker Hansen en mixed virkelighed, hvor menneske og computer er uvilkårligt flettet ind i hinanden i en semi-autonom «embodied disembodiment.» For så vidt er han eksponent for et posthumanistiske perspektiv, som også Katherine Hayles og Gilbert Simondon anlægger. I den sammenhæng er Hansens force og relevans, at hans filosofiske spørgen tager udgangspunkt i affektive tendenser i nutidige computerkultur, i den mere omfattende og intense gensidige påvirkning mellem krop og computer, som kendetegner begyndelse af det 21. århundrede med fremkomsten af forskellige wearable og embedded technologies.
Måske bed jeg ekstra mærke i netop den bemærkning om kunstværker, fordi jeg selv som en interdisciplinær hybrid af akademiker og kurator arbejder ud fra den overbevisning, at vi er nået til en fase i den teknologiske udvikling, hvor det ikke længere giver mening at operere med et generelt, abstrakt teknologibegreb, sådan som meget post-strukturalistisk teknologikritik har tendens til, og at teknologidiskurser i stedet må tage udgangspunkt i den multiplicitet af konkrete praksisser og fænomener, der eksisterer. Kunst eller ikke-kunst. Derudover er min tilgang til feltet modsat Hansens primært gennem kunsten, og rundet af en skepsis overfor at privilegere teori overfor værk, hvilket feltet har haft en uheldig tendens til. Værker har nok ikke samme konceptuelle konsistens og generelle udsigelseskraft som en teori, men de kan ikke desto mindre gennem deres billedliggørelser og materialeeksperimenter anspore væsentlige sensibiliteter og nuancer i tænkningen. Matthew Fuller’s Media Ecologies. Materialist Energies in Art and Technoculture (2005) et af de bedste eksempler på de kritiske perspektiver i en sådan opmærksomhed overfor værkets specificitet.
Nu er det ikke fordi Hansen fuldstændigt udelader kunstværker og andre praksisformer i sit værk. Slet ikke. Eller rettere tværtimod. Især i den tidlige del af værket arbejder han med fotografi, film og kunst. Og både New Philosophy for New Media og Bodies in Code (om end i mindre grad) er faktisk bygget op omkring en mangfoldighed af værkeksempler, hovedsagligt installationer og arkitektoniske konstruktioner, af fx Jeffrey Shaw og Diller + Scofido, hvor beskuerens krop inkluderes i værkets konstitution i en meget direkte, interaktiv forstand. Han gennemgår grundigt eksempler, men det overordnede argument er ikke desto mindre stadig en filosofisk spørgen og teoretisk diskurs, mere end en æstetisk kritik. I den forstand er hans metode den omvendte af en anden toneangivende aktørs inden for feltet, Lev Manovich, som nok præsenterer teoretiske teser af grandiøs karakter, som fx at software kalder på en radikal revurdering af hele kunsthistorien, men altovervejende diskuterer ud fra mainstream produkter, hvad enten det er mobiltelefoner eller arkitektursoftware.
I samme vending som man måske kan mene, at Hansens abstrakte spekulationer kalder på et supplement i form af flere diskussioner af konkrete praksisser, må man også anføre at de udgør en væsentlig udfordring til sådanne diskussioner og et værn mod at den generelle teknologidiskurs fortaber sig i avancerede funktionaliteter og lækkert design. Teknologi, ikke mindst i dens nutidige digitale version, rummer en risiko for instrumentalisering. Ikke bare af kroppen, men også af tænkningen og af kunsten. Hvis man vil undgå at ende med den form for posthumanitet er Hansen en tænker at forholde sig til.
Mark Hansen: Recording (for) the Emergent Future, or Data and Experience in 21st Century Media
Aud. 2, Helga Engs Hus, Universitetet i Oslo, fredag den 24. September, kl. 18:00
