Blandt ambassader, advokatkontorer og turistbusser et par hundrede meter fra Amalienborg, ligger Andersen’s Contemporarys nye udstillingslokaler i en fredet bygning fra 1750erne. Bygningen er en del af Det Classenske Fideicommis, kan en hurtig google-søgning fortælle, stiftet af generalmajor og storkorsridder af Dannebrog, Johan Frederik Classen. Det er det klassiske og pompøse indre København, vi befinder os i, ikke langt fra det traditionelle gallerikvarter i Bredgade, hvor Andersen’s også har til huse.
Trappeopgangen er beklædt med en rød løber af tyk gulvtæppekvalitet. Inden for er der sildebensparket og brede plankegulve, stuk, høje træpaneler på de hvidmalede vægge og en brændeovn med et par brændeknuder hjemligt stablet foran. Det er nærmest højborgerligt musealt og på den absolut mondæne måde. Noget ganske andet end de industrielle, white-cube rum på Amager Strandvej, hvor Andersen’s Contemporary holdt til før.
De gamle, nye rum indvies med en soloudstilling af den danske billedkunstner Kirstine Roepstorff – som Andersen’s for nyligt har indlemmet i galleriet, og som skal repræsentere Danmark på den næste Venedigbiennale. Roepstorff har med udstillingen begivet sig i en, for hendes praksis, markant anderledes retning, i hvert fald hvad de seks store panel-til-loft malerier angår. At der er tale om øvelser ud i noget uvant og historisk omfangsrigt, som farve på lærred, understreges med udstillingens titel, Rehearsing Volume.
Malerierne har Roepstorff lavet ved at blande vand og pigment, som hun har ladet løbe i lag over en ekstremt tør og ru type lærred fra bund og top uden at kende resultatet af farvernes intensitet før tørring. En slags blindmaling. Der, hvor der er flest lag oven på hinanden, er de fugtskadelignende farvesøer mørkere, og rundt om dem er rander eller skjolde, som når en kop kaffe er væltet ud over en stofdug. Eller mere politisk; som på landkort, der indikerer nationale grænser. De lyse områder vil i så fald være havet, som flyder ind, når kontinentalpladerne flytter på sig og rykker rundt på verdens indretning.
Måske er det bydelen som historisk magtcentrum, der skaber de geopolitiske associationer, måske er det Roepstorffs tidligere collageværker med politiske fodnoter, der resonerer et sted i plamagerne. I alle fald giver måden, malerierne er muligt politiske på, dem en tilpas tyngde – jævnført at de er tilpassede de gamle vægge, de hænger på, bliver de jo næsten stedspecifikke.
Rundt omkring er der desuden placeret enkelte små stykker stof på lærrederne, nogle af dem i pangfarver, ligesom der er tegnet med farvekridt — som om det har været nødvendigt at give de ret alvorligt udseende værker en barnagtig signatur.
På gulvet står til gengæld tre cementskulpturer i galleri-pæn, modernistisk stil, som falder i forlængelse af de storskala-værker, Roepstorff tidligere har arbejdet med. Også her giver collagen, som nok er det, Roepstorff er mest kendt for, genlyd i skulpturerne. Som arkitektoniske dele er cementplader og guldbemalede jernstænger sat sammen i minimalistiske, lidt forhindringsbaneagtige kompositioner. Også meget gennemgående for hendes værker er der en undersøgelse af det negative rum, af mulighedernes mellemrum mellem det formgjorte, så at sige. Hvilket jo er ren queer-agenda, men det vil nu ikke være det første og mest beskrivende ord at binde udstillingen op på. At undersøge mellemrummene uden at involvere kroppen mere, end hvad øje og forstand formår at skabe af springende associationer, er i alle fald soft queer.
Modsat malerierne fremstår skulpturerne som mere direkte oversættelsesarbejde, som collager der har rejst sig og er gået 3D. Hvor malerierne overrasker og kan et eller andet i deres mærkelige væren som både kaffeplet og storpolitik – er der mere umiddelbar og rippet byggestruktur over skulpturerne, som bliver lidt pædagogiske i deres måde at sige «sådan kunne tingene være fundamentalt anderledes og sjovere og mere kinky sat sammen.»
Tre skulpturer og et maleri er i øvrigt også installerede som udstødte familiemedlemmer i lokalerne i Bredgade, selvom udstillingen officielt set kun har adresse det nye sted. Man undrer sig over, at udstillingen i Bredgade ikke formidles hverken med ord eller billeder på galleriets hjemmeside, for den er sådan set en interessant pendant til udstillingen i Amaliegade, idet de forskellige rum giver værkerne vidt forskellige udtryk. Men det er sådan noget, gallerier kan; bryde serielle værker op, fordi der også er en butik, der må passes et par gader væk.
Om der med udstillingerne hos Andersen’s også er tale om øvelser ud i biennalevoluminøsitet, kan man jo spekulere i. I så fald peger øvelserne på nuværende tidspunkt i retning af artsy, pænt skulpturværk i samspil med formelle arbejder på væg.
