Hvilke udstillinger, events og udgivelser var de mest interessante i 2015? I Kunstkritikks julekalender opsummerer vores egne skribenter og inviterede gæster kunståret 2015. Den trettende i rækken er kunstner Torben Ribe, som er kendt for sine seriøst nonchalante malerier, der gerne inddrager en plastikreje eller to. Til foråret kan man opleve Ribes soloudstilling hos David Risley i København.
UDSTILLINGER
Jeg kan lige så godt sige det som det er: jeg har ikke fået set særlig mange udstillinger i egen høje person i 2015. Jeg kom skidt fra start og fik aldrig rigtig indhentet det tabte. Men sådan er det. Der er jo så meget andet man kan lave. F.eks. skal vi have slået vores græsplæne for sidste gang inden vinter og huset maler jo heller ikke sig selv færdigt. I øvrigt har jeg også set en del kunst online (ofte mens jeg spiser frokost), så det tæller vel også for et eller andet. Jeg har på fornemmelsen at 2015 har været et godt kunstår, men det kan man måske sige om de fleste år.
Anyway, en af de få udstillinger jeg fik set IRL, var David Hockneys rørende landskabstegninger af sin fødeegn Yorkshire, udstillet på Louisiana. Normalt bryder jeg mig virkelig ikke om tegningen som medie. Det er sgu lidt for trist og suspekt autentisk, og det var heller ikke fordi jeg var blown away af selve tegningerne (selv om de sikkert var fremragende inden for genren, det aner jeg ikke) eller deres raffinerede henvisninger til kunsthistorien. Det var mere processen, set-up’et omkring værkerne, der var interessant. Tegningerne blev til i tiden efter Hockney mistede sin højt elskede assistent Dominic, og som en bearbejdelse af dette tab – samt et farvel til sin hjemegn i England inden han flyttede til LA – gik han i gang med serien. Billedet af Hockney, der sidder i varmen i sin komfortable Lexus-bil, iført klassisk sixpence og elegant tørklæde, og tegner den til tider trøsteløse engelske natur, er priceless. Et virkelig sjovt take på plein air-maleriets historie og tænk at man kan få proppet så meget følelse og humor ind i nogle ellers lidt uanselige kultegninger. Ta’ den abstrakt maleri!
Hans-Peter Feldmans udstilling, der kørte samtidigt på museet, med diverse modificerede portrætter, fyldt med blå øjne, skelen og klovnenæser, var også pænt grineren. Ok, i den fjollede ende, I know, og måske ikke noget jeg spekulerede over superlænge, men det gjorde jeg heller ikke over Mad Max – Fury Road og det var stadig en fed oplevelse (uden sammenligning i øvrigt).
En anden udstilling jeg faktisk også fik mig nosset sammen til at se (måske fordi jeg selv var med på den), var Weekends’ påskeudstilling i tehuset på Dragsholm Slot. Sikke en dag! Solen skinnede og min kæreste og jeg havde en dejlig tur tværs over Sjælland (der er ret gode loppemarkeder på vejen). Da vi kom frem var initiativtageren til udstillingen og Weekends, den altid foretagsomme Rasmus Myrup, i gang med at affotografere udstillingen. Han blev lettere overrasket over at se os, da han ikke forventede der kom nogen, sådan «rigtigt». Det gjorde der heller ikke, ud over os. Men vi hyggede os, fik varm te og gik en tur i parken. Smukt tehus. Og udstillingen var også ret flot, selv om det nu så bedre ud på billederne, syntes jeg. Derfor kunne jeg heller ikke helt undslippe en tilbagevende fornemmelsen af, at være dukket op til en fortrinsvis online–begivenhed, som en klodset, meget fysisk elefant, der vælter rundt i kulissen til nogle cool JPGs beregnet til nettet. Måske er det derfor, jeg så sjældent gider at gå ud og se udstillinger sådan rigtigt, jeg er bare lidt i vejen i det uendelige, hvide rum og jeg kan alligevel se en flottere redigeret udgave af værkerne derhjemme. Nå, men det var nu en meget hyggelig dag alligevel og jeg kunne rigtig godt lide Cédric Fargues kokos-påskeharer (især billederne af dem).
Morten Skrøder Lunds super flotte udstilling Lyst hos Christian Andersen er faktisk et eksempel på det modsatte: jeg syntes virkelig malerierne var interessante, da jeg havde næsen helt nede i dem i et fysisk rum og kunne røre ved deres snaskede overflade (ja ja, jeg ved godt man ikke må), men for én gangs skyld syntes jeg ikke helt hjemmeside-repræsentationen yder dem retfærdighed. Billederne er alt for små og værkerne bliver underligt pæne på en skærm, og det var de virkelig ikke i virkeligheden, altså på en god måde. Så nogle gange kan det godt betale sig at komme ud af døren, selv om det selvfølgelig er sjældent.
Og Anna Sørensens 21 barndomsmalerier på Trapholt! Hold nu kæft, hvor er de gode. Dem gad jeg godt at have lavet. Så udtryksfulde og skrøbelige, og de så super kontemporære ud, især på browserens hvide baggrund uden egentlige dimensioner. Lige til Contemporary Art Daily. FOS’ udstilling på Charlottenborg så også helt i orden ud, især valnødderne på væggene.
EVENTS
Jeg fik ikke lige set Toves udstilling The Fight Club da den kørte i foråret, men jeg hørte virkelig meget godt om den, især Kristoffer Akselbos performance Feat. Foam & Glass. Akselbo er virkelig en underlig spiller på den danske kunstscene. Han er ikke særlig tit tilstede, men dukker så op en gang i mellem med nogle sindssygt fede værker, f.eks. hans mega noieren en måneds lange performance Feat. LEO, udført på IMO i 2011. Jeg elsker hans kompromisløse, intellektuelle tilgang til performance-mediet, uden nødvendigvis at skulle beskæftige sig med kroppen, dans, kønspolitik og hvad der ellers er normen inden for mediet. Og så er de rent faktisk spændende at overvære eller endda være en del af … wow! Et af Akselbos trademarks er at skabe en ubehagelig stemning i et rum, hvilket efter sigende også skulle gøre sig gældende på Toves. Her agerede han bartender, der skænkede fadøl ud provokerende langsomt og smadrede en gang i mellem et glas imod væggen med absolut stilhed som konsekvens. Sådan. Helt i tråd med afdøde Mike Kelleys vurdering af kunstens rolle i samfundet: «The only social function of art is to f**k things up»… Jeg savner Mike Kelley, det gør jeg virkelig.
En anden begivenhed jeg gik glip af (jeg var egentlig heller ikke inviteret), var åbningen af Peter Doig, igen på Louisiana … yep uopfindsomt, men sandt. Det var jeg virkelig ked af, ikke fordi jeg er specielt optaget af Doig eller den type af naturromantisk olie-på-lærred-maleri, men pga. kagen der blev serveret til ferniseringen. Den så fantastisk ud! Oversættelsen fra oliemalingen til printet fondant gjorde pludselig Doigs univers meget mere vedkommende og sexet for mig … Nu er jeg selvfølgelig også lidt af en skabs-konditor, men jeg syntes bare det gav så meget mening og sådan vil jeg altid se Doigs værker fremover: små, spiselige, forgængelige og fyldt med sukker, me like!
Ok, mit bidrag her er allerede meget længere end jeg normalt selv får læst mig igennem, men jeg bliver lige nødt til at nævne TV programmet Kunsten flytter hjem, et samarbejde mellem KUNSTEN i Ålborg og DR. På grund af restaurering af det ålborgensiske museum, rykker de udvalgte værker hjem til almindelige danskere i det Nordjyske, skarpt fulgt af et kamerahold. At se danske modernistiske klassikere installeret i f.eks. den srilankanske familie Warnakulas parcelhus afføder en virkelig interessant dialog, der både giver noget til aflæsningen af disse kendte værker og viser hvor kontekstafhængigt kunst kan være … og så så det pisse sjovt ud. Udsendelserne er desværre ikke online længere :(
UDGIVELSER
Engang gik jeg psyko meget op i bøger, især kunstudgivelser, og købte i tide og utide, men det gør jeg ikke rigtig mere. Jeg har mistet noget af interessen for det mediespecifikke ved bogen, og uden det, virker det bare lidt som en dyr og ekstrem besværlig måde at anskaffe sig viden på, sammenlignet med nettet. Men jeg er sikker på, at det bare er mig. Der findes sikkert alt muligt spændende derude på papir, jeg kender bare ikke rigtig til det… HBO’s tv-serie Olive Kitterridge syntes jeg til gengæld var super interessant. En miniserie fra 2014 i fire dele om noget så usexet som seniorlivets problemer – cool! Seth Prices selvbiografiske revsning af samtidskunstsscenen Fuck Seth Price, 2015, lyder i øvrigt også som god underholdning … men den kan ikke skaffes i Europa (jeg kan i hvert fald ikke finde den og jeg orker ikke amerikansk Amazon). Så jeg venter på Rasmus Høj Mygind kommer hjem med den til mig. Jeg tror, han er tilbage ved juletid, så det er jo helt perfekt.
God Jul!
Læserindlæg