Trash kan næppe kaldes en genre, men vi har at gøre med en ærkeamerikansk æstetik beslægtet med kitsch og pop. Trash er en konsekvens af forbrugskulturen, det er både kritik og omfavnelse af alt glitter som sælges for penge. Den amerikanske performancekunstner Alicia McDaid har et lettere subversivt virke på sociale medier, blandt andet som McDazzler på Youtube hvor hun parodierer internetkultur. I Trash The Musical ankommer hun til Philadelphia fra sin bopæl i Los Angeles hvor hun skal rydde op efter sin afdøde onkel som var kunstner. Her bruger hun onklens rodede og overfyldte hus som scene hvor hun filmer sig selv mens hun tømmer huset og med jævne mellemrum bryder ud i absurde parodier, sang og dans.
Det er ikke første gang at den tyske kunstner Loretta Fahrenholz, som har instrueret og redigeret det enorme materiale, bruger katastrofe som bagtæppe for filmprojekter. I filmen Ditch Plains (2013) improviserer det newyorkske streetdancekompagni Ringmasters Crew midt i en mørkelagt by ramt af Hurricane Sandy. I 2019 instruerede Fahrenholz en musikvideo til Kim Gordons sang «Sketch Artist», hvor Gordon, kendt fra rockbandet Sonic Youth, optræder som taxichauffør fra helvede. Hendes firma hedder UNTER ikke UBER, og hun kører sine kunder gennem en katastroferamt by (dette er nogle måneder før pandemien) hvor forbipasserende på gaden (McDaid spiller en af disse) bryder sammen i spasmer et forvirrende sted mellem akut sygdom og moderne dans. Det som Fahrenholz lykkes med er at frembringe en reel følelse af fare, af noget truende og uhyggeligt som lever side om side med en sort, fordrejet humor.
McDaids performance er en eksplosion af citater alle steder fra. Iført en Top Cunt T-shirt (omskrevet logo fra “Top Gun”) kører det løs med sange fra Cabaret, citater fra Pulp Fiction, striprutiner og parodier på Britney Spears-dans, ofte i splitscreens som giver følelsen af at se på noget bizart som udfolder sig online. McDaid er ofte også bare «sig selv» som rydder op og fortæller om sin onkel. Væggene er overklistrede med motiverende mottoer, og der er stabler af selvhjælpsbøger overalt. Sammen med den kunstneriske aktivitet (arven inkluderer bunkevis af oliemalerier og filmruller) havde onklen tydeligvis et ønske om selvforvandling, og forsøgte at heale sig fra sine lidelser. Der er bøger om ensomhed og generthed, og et sort-hvidt-billede i ramme som McDaid hilser med «Hello Aunt Louie!» Det er ikke bare onklens tragedie, det er den vestlige civilisation som ophober nytteløst skrammel i et desperat håb om at forbedre sig. Det er selve håbet om selvforbedring som skaber forbrug og dermed genererer skidtet som vi drukner i.
Flere gange indleder McDaid med ordene «Hello, I’m Martha Stewart!», med hilsen til et amerikansk ikon for livsstil, madlavning og indendørs dekoration. Det er et tydeligt praj til livsforbedringsindustrien, men jeg hører også en reference til forfatteren Kathy Ackers ironiske tekst «Hello, I’m Erica Jong» (1982). Acker (1947–1997) har med sine radikale postmoderne appropriationsstrategier oplevet en renæssance i kølvandet på Chris Kraus’ biografi After Kathy Acker (2017). I sin levetid havde Acker blandt andet som ambition at blive litteraturens svar på Sherrie Levine, kendt for sine appropriationer af kunstnere som Walker Evans, Edgar Degas, Marcel Duchamp og så videre. Inspireret af William Burroughs klippede Acker i og kopierede tekster af Charles Dickens, Cervantes og en lang række forfattere, både kanoniserede og populærkulturelle. Hun eksperimenterede med identitet og stillede sig kritisk til autenticitet og til forestillingen om forfatterfiguren som originalt ophav til stor kunst. De mange splitscreen-fordoblinger af McDaid og de rige lag af citater synes at genkalde sig en ackersk æstetik.
Et andet værk som Trash The Musical får mig til at tænke på er Harmony Korines film Gummo fra 1997. Gummo er inspireret af vaudeville og består af en række sketchs som portrætterer fattige white trash-eksistenser i Xenia, Ohio i tiden efter en tornado har ramt den lille by. Jeg genkalder mig specifikt en scene hvor Solomon, hovedpersonen, og hans mor spillet af Linda Manz, hygger sig i deres rodede hus. Moren tager sin afdøde ægtemands alt for store lædersko på og stepdanser til «Like a Prayer» af Madonna mens hun stirrer med et stift blik ind i kameraet. McDaid lykkes i glimt at skabe lignende ubehagelige og dog poetiske stemninger et sted mellem tragik og humor som overskrider det personlige. Det bliver til en slags civilisationssorg.
Trash The Musical vises i kunsthallens lokaler helt til næste år, så publikum kan selv bedømme hvorvidt der bliver ved med at være nye ting at opdage. Sammenstillingen med Ahmed Umars æstetisk rene udstilling Glowing Phalanges i de tilstødende lokaler er tankevækkende. På hver deres måde omskriver Fahrenholz og Umar deres kulturelle arv, om det så drejer sig om amerikansk forbrugskultur eller religiøse traditioner fra Sudan. Det er måske i dette interessante spænd at det egentlige thinkpiece ligger gemt.
