Døden i Paris
To store institutioner iscenesætter moderne memento mori, mens en talende kage advarer menneskeheden om den forestående apokalypse.
Francesca Astesani
Alle artikler af Francesca Astesani
Mørke tænder i lysende smil
Magnus Andersen lader maleriet gå ud over lærredet i en totalinstallation, der griner af tidens fantasier om et idyllisk liv på landet.
Livs-sjov kontra kunst-sjov
Med udstillingen Hummings demonstrerer KØS museum sine ambitioner om at rykke programmet ud i det offentlige rum. Resultatet er ikke overbevisende.
Fuck mig i øjet
Anne Imhof skuffer ved at omskabe sin egen live performance til sit første store filmværk, der består af en irriterende lang række overhypede billeder i slowmotion.
Usikkerhed kan læres
Med inspiration fra Simone Weil og Thomas Hirschhorn kan vi lære at omfavne det usikre, det fragmenterede, og omforme forestillinger om magt, monumenter og kunstens rolle i en problemfyldt nutid.
Sukkertårer
Ebony G. Pattersons ornamenterede, forførende værker peger på kolonitidens dybe sår og understreger behovet for at vi diskuterer det – uden det ender i noget rod.
Drømmehuller og kropshuller
Miriam Cahn behandler tidens brændende spørgsmål i en kraftudladning af en maleriudstilling i København.
Fortællinger fra et mellemsted
En følelse af forladthed og fortidens spøgelser dominerer Jane Jin Kaisens værk. Fængslende fortællinger, men udstillingen savner rytme og overraskelser.
Verden er et åbent sår
Steve McQueens foruroligende værker får vores øjne til at svie af verdens smerte.
I figurationens dybe afgrund
I Per Kirkebys bronzeskulpturer er figuration et grænseland, hvor formen udvindes af materiens kaos for dernæst hurtigt at falde tilbage i mudderet igen.
