En ny akademisk strid mellem de gamle og de moderne er brudt ud i Paris. Det står at læse i Le Nouvel Observateur, der citerer en støtteerklæring fra change.org til fordel for 90’erkunstens store chefteoretiker, Nicolas Bourriaud. I modsætning til 1600-tallets querelle des anciens et des modernes taler vi ikke om en direkte kunstnerisk og politisk krise eller om et historisk paradigmeskift. Og dog. Det handler om liberalisering, om hvorvidt marked og privat mæceneri skal blandes ind i det statslige uddannelsessystem af kunstnere eller ej.
Siden Nicolas Bourriaud i 2011 blev hentet ind som rektor for ENSBA, École nationale supérieure des Beaux-Arts, af daværende kulturminister Frédéric Mitterand, har der fundet en række traditionsopgør sted på skolen, som provokerer og ryster skolens studerende og ansatte. I lang tid er Bourriaud lidt diffust blevet kritiseret for «dårlig kommunikation». Kontroverserne kulminerede dog sidste efterår, hvor Bourriaud udlejede enkelte af de studerendes atelierer til et aftenselskab for Ralph Lauren, der til gengæld donerede € 1,5 million til akademiets aktiviteter. De studerende gik i aktion med en bannerkampagne, og i lang tid kunne man på skolens facade læse denne protest: «Beaux-Arts er en skole, er en skole, er en offentlig skole (og ikke) et firma, et kunstcenter, et brand, et marked, en balsal.»
De seneste måneder har nye konflikter været under optrapning. Dels havde Bourriaud ladet skolen lægge lokaler til dele af galleriweekenden Choices i maj, dels bekendtgjorde Bourriaud på et skolerådsmøde samme måned, at han planlagde en fyring af tre ansatte: administrationschefen, generaldirektøren og en studieleder. De studerende og et stort flertal af underviserne indgav derefter et mistillidsvotum til kulturministeren Aurélie Filippetti, hvor de protesterede mod fyringerne og i sidste ende krævede Bourriaud afskediget. Sagen skulle afgøres på et møde torsdag aften i sidste uge. Der er endnu ikke kommet nogen officiel melding om udfaldet, men rygtet siger, at Bourriaud bliver i rektorstillingen.
Fra et nordisk perspektiv kan man måske forbløffes over, hvor sent denne diskussion egentlig er nået til Frankrig. I Norden har de statslige uddannelsesinstitutioner for længst mistet deres monopoler og privilegier og er blevet konkurrenceudsat, som det så smukt hedder. Vi har i de forløbne år oplevet, at akademierne nærmer sig moderne udstillingsinstitutioner med private sponsorer, kontrakt- og åremålsansættelser, store fyringsrunder og udlejning af gyldne sale til receptioner, teambuilding og modeshows. I Frankrig til gengæld, hvor troen på staten er nærmest religiøs, hvor livsvarige ansættelser er en menneskeret og hvor EU-støtten til opretholdelsen af den traditionelle nationalstat flyder lettere, er det hele tilsyneladende først lige begyndt.
Det er et stadig et uafgjort spørgsmål på de kontinentale, europæiske akademier, om den kunstneriske uddannelse skal beskytte de studerende imod eller uddanne dem til det marked, de senere møder og bliver afhængige af. Internt mener man i reglen altid det første: det gælder om fordybelse og udsættelse af en kommerciel og professionel karriere så længe som muligt. Udefra kan det virke uforståeligt, at de kunststuderende ikke uddannes til den virkelighed, de skal være en del af, men nærmest er invalideret og afhængige af statsstøtte fra starten.
Den sidste holdning er af gode grunde Bourriauds udgangspunkt, og han har heller ikke haft særlig store vanskeligheder med at hente sympatierklæringer i kunstverdenen mod fyringstruslerne mod ham. Da han blev headhuntet til rektorstillingen var det ikke fordi han havde gjort karriere i uddannelsessystemet, men netop på baggrund af hans succesfulde år på kunstscenen, blandt andet som leder af Palais de Tokyo, hvor han havde været direktør sammen med den kuratoriske og kritiske 80’er-legende, Jérôme Sans. Selvfølgelig blev han også engageret for den intellektuelle betydning, han har haft for kunst, ikke bare i fransk, men også i international sammenhæng. En «intellektualitet», der i øvrigt nu vendes imod ham i kritikken af ham som «dårlig kommunikator».
Grundtanken i hans diagnose af 90’erkunsten som såkaldt relationel æstetik var, som perioden foreskrev, kontekstuel. Kunsten kan aldrig kan lukke sig om sig selv i sit eget system, men er en deloffentlighed, der altid må forholde sig produktivt og kritisk til en større politisk, global, og ja, markedsmæssig offentlighed. École des Beaux-Arts har formentlig i hans perspektiv holdt en kunstnerisk og institutionel autonomi kunstigt i live i alt for mange år, til skade for den yngre franske kunstscene, som stadig har vanskeligheder ved at gøre sig gældende i international sammenhæng. Derfor betragter han det formentlig kun som en fordel og ikke en forhindring for skolen, at han stadig er aktiv kurator, bl.a. som leder af Taipei-biennalen, der åbner 15. september.
Symptomatisk nok synes den kritik fra undervisere og studerende, der tidligere har været rettet mod akademirektorer i Norden at være uhyggelig identisk med Bourriaud-kritikken, som vi møder nu. På vores breddegrader er kritikken også tit startet med «dårlig kommunikation», der identificeres med egenrådig beslutningstagning og en angst for, at rektorerne sælger kunstuddannelsernes sjæl, når de tager imod private fondsmidler, lejer lokaler ud til private formål eller eksponerer deres studerende aktivt. I de fleste tilfælde må man nu nok konstatere, at det er vanskeligt at skelne klart mellem en generel samfundsudvikling, som næppe forsvinder, fordi man vender ryggen til den, og så enkeltpersoners lederegenskaber.