Discokuglens begrænsninger

Astrid Myntekærs lavkulturs-æstetik fungerer egentlig godt på egne præmisser, men bliver i sammenstillingen med Wilhelm Reich en anelse forpasset.

Astrid Myntekær, Orgone, detalje, Overgaden, København 2014.
Astrid Myntekær, Orgone (detalje), Overgaden, København 2014. Foto: Anders Sune Berg.

På trods af at det kun er to år siden, Astrid Myntekær tog afgang fra Akademiet, har hun en umiskendelig æstetik og en ret lang udstillingsliste bag sig. Hendes særlige lysværker, ofte udstillet i mørke rum, har altid mest af alt mindet mig om de populære lavalamper, der blev brugt som hyggespredere i 90erne, eller om de der Magic Balls med vandrende lyn i, hvor man kunne samle alle de farverige spændingstråde under håndfladen, hvis man vovede at sætte hånden på glasset. Denne særlige form for lys-æstetik har Myntekær altså haft som et kendetegn længe. Men hvad den præcis skal udtrykke, har nok været det mest gådefulde for mig ved Myntekærs projekt, hvorfor jeg har set frem til hendes solo på Overgaden. For her får de yngre interessante kunstnere, som man kender fra mindre udstillinger, mulighed og rum for at folde deres projekt en kende mere ud – både rumligt og refleksivt. 

Udstillingen på Overgaden hedder Orgone, og tager dermed helt konkret afsæt i psykoanalytikeren Wilhelm Reichs teori om orgon-energi. En teori, der meget kort fortalt omhandler en allestedsnærværende guddommelig energi, som Reich arbejdede med at frisætte for de blokader, som et moderne menneskeliv ofte skaber. Hertil byggede han bl.a. en orgon-akkumulator – en slags lukket kammer, hvori energien igen kunne frisættes og dermed, var hans påstand, fx helbrede sygdomme. Han byggede også andre maskiner, der kunne styre energier, bl.a. de berømte cloudbusters, som kunne bruges til at omdirigere skyerne på himlen. Intet mindre.

Astrid Myntekær, Orgone (detalje), Overgaden, København 2014.
Astrid Myntekær, Orgone (detalje), Overgaden, København 2014. Foto: Anders Sune Berg.

Derudover er Reich nok mest kendt for sine seksuelle studier og teorier med fokus på orgasmens frisættende potentiale. Det er med andre ord et overdådigt repertoire af vilde tanker, som Reich korporligt eksperimenterede med, og som udover at garantere ham en kæmpekult af fortsatte studier og dyrkelse, også fik ham sat i spjældet. Det er også langt fra første gang at Reichs teorier tages som indtægt for kunstnerisk inspiration, hvilket Myntekær også lader vide, ved at lade sin udstillingsfolder starte med et citat af Kate Bush-sangen Cloudbusting, der meget konkret handler om Reichs maskiner. Spørgsmålet er selvfølgelig, på hvilken måde dette tunge forlæg inspirerer æstetikken?

Myntekær folder sit projekt ud på første etage af Overgaden, hvor en ny væg og en ny kobberdør tilsammen skaber et nyt lukket rum – som en Myntekærsk version af det aflukkede orgon-rum. Før selve rummet starter et der indsat – fra gulv til loft – tynde kobberrør, som en meget specifik henvisning til Reich, som brugte kobberrør til at lede energier med. Når man åbner kobberdøren – som i øvrigt er meget smuk og fungerer som både forsejling og åbning – kommer man ind i et helt mørklagt rum, hvor specielle elektriske ladninger og gnistrende lyde optræder. Lilla laserlys i skulpturelle lysrørsformationer giver lidt lys i mørket, sammen med blå fejende discokugle-mønsterdannelser på gulvet – mest af alt minder det om at være på natklub engang i de tidlige 90ere.

Astrid Myntekær, Orgone (detalje), Overgaden, København 2014.
Astrid Myntekær, Orgone (detalje), Overgaden, København 2014. Foto: Anders Sune Berg.

Udover lysene, er der i rummet flere af de karakteristiske kobberrør fra gulv til loft (som her i natklub-regi minder om nogle fine tynde pole-stænger), og så er der i hjørnerne placeret små glaskrukker med flydende grønligt stads i, der står og ulmer med noget, der kunne ligne et Hexia de Trick-bryg. Dominerende i rummet er desuden en række vægge i kobber, der mere fungerer som blokkere af energi, end som udladninger af den. I udstillingsfolderen præsenteres rummet da også både som et «beskyttelsesrum», og som et frirum for andre slags tanker og nærvær.

På den måde fungerer Myntekærs mørkerum som en egenverden, hvor man kan lukke verden lidt ude og lade sig forføre af en anden slags sanselighed. Men når Myntekær så eksplicit – alene at kalde udstillingen for «Orgone», sådan helt 1:1 – tager afsæt i Reich, må man forholde sig til, hvordan hun forløser det overordentligt store tankesæt, der ligger bag teorien om Orgone. For hvordan undgå at den kitschede æstetik, bliver mere og andet end en spøg- og skæmtleg med store teorier, som den aldrig kan komme i nærheden af at forløse?

Problemet opstår for mig at se, når man tager en teori og kobler sin æstetik på den uden en mellemregning, der involverer refleksion og/eller kropsligt eksperiment. På den måde skabes en forbindelse, som ikke er der i forvejen. Men æstetikken kan ikke sådan per se forløse et så ladet materiale. Det kan derimod meget nemt blive en fristende måde at legitimere sit eget projekt på.  

Havde kunstneren forvildet sig lidt ind i sit eget mørkekammer, og ladet sine egne refleksionsprocesser og eksperimenter med Reichs tanker være et værk, så kunne det muligvis begynde at anspore til nye erfaringsdannelser. Som det præsenteres nu bliver dén dimension af udstillingen kun et postulat. Vi forbliver egentlig kun ved lavalampe-æstetikken, som jo i virkeligheden sagtens kan bære sig selv, men her påduttes en ramme, som er alt for tung at forløse, selv når man slukker lyset.

Astrid Myntekær, Orgone installation shot, Overgaden, København 2014. Foto: Anders Sune Berg.
Astrid Myntekær, Orgone (installation shot), Overgaden, København 2014. Foto: Anders Sune Berg.

 

 

Læserindlæg