Når Venedigbiennalen åbner i næste uge er Den Danske Pavillon beklædt med håndmalede palæstinensiske fliser i et traditionelt sort og hvidt mønster. Den arkitektoniske intervention er en del af Larissa Sansours udstilling Heirloom, som repræsenterer Danmark på den 58. Venedigbiennale.
Sansour er født i 1973 i Østjerusalem og uddannet fra Maryland Institute College of Art og New York University. I et samspil mellem fiktion og virkelighed arbejder hun med film, fotografi, installation og skulptur i værker, der ofte relaterer sig til den politiske situation i Palæstina men også til spørgsmål omkring nationer og tilhørsforhold mere generelt. Det er også baggrunden for, at Statens Kunstfond valgte Sansour til at være årets udstiller i Den danske pavillon.
I pressemeddelelsen fra september 2018, som afslørede kunstfondens udpegning af Sansour, lød det fra udvalgsformand Lisette Vind Ebbesen: «Vi har valgt Larissa Sansour, fordi hun i sin kunst beskæftiger sig med problemstillinger, der er relevante, ikke kun i Danmark, men også i resten af verden. Hun behandler både aktuelle politiske og mere universelle almenmenneskelige problemstillinger omkring identitet og tilhørsforhold.»
At arbejdet med nationale spørgsmål kan være kontroversielt og med risiko for at blive misforstået, har Sansour ad flere omgange måtte erfare. I 2011 blev hun udelukket fra en konkurrence på Musée de l’Élysée i Lausanne i Schweiz, fordi Lacoste, som sponsorerede udstillingen, fandt hendes forslag for pro-palæstinensisk.I 2018, i forbindelse med visningen af In the Future They Ate From the Finest Porcelain (2016) på Barbican Centre i London, forlangte Board of Deputies (en paraplyorganisation, som repræsenterer britiske jøder) filmen fjernet. Den fik dog lov at blive, efter en repræsentant for Barbican gik ud og forsvarede værkets poetiske visioner og brug af fiktion.
Filmen er en del af Sansours mest kendte værkserie, sci-fri-trilogien, som hun indledte i 2009 med A Space Exodus, hvor hun selv optræder i rollen som såkaldt «palæstinaut», der rejser til månen for at gøre krav påden nationsløse planet til sit land. Herefter fulgte den prisvindende film Nation Estate (2012), hvor en luksuriøs skyskraber bliver et både utopisk og dystopisk billede på en fremtidig palæstinensisk stat.
Larissa Sansour flyttede til Danmark i 1999, hvor hun blandt andet har været gæstestuderende på Det Kgl. Danske Kunstakademi. I dag bor hun i London. «Det er den travleste tid i mit liv, fortæller hun» med påfaldende rolig stemme, da Kunstkritikk fanger hende på telefonen.
Maria Bordorff: Opvokset i Østjerusalem og med et så vedholdende arbejde med den politiske situation i Palæstina bag dig – hvordan er det at repræsentere Danmark ved Venedig Biennalen?
Larissa Sansour: Jeg er glad for at være blevet valgt til Den danske pavillon. Ud over at det er en ære og et stort ansvar, får det mig til at føle, at jeg rent faktisk hører til et sted. Det er interessant, hvordan den menneskelige psykologi fungerer. Desuden håber jeg da, at jeg blev valgt, fordi mit arbejde også berører universelle temaer, der afspejler det nuværende politiske klima, og som kan engagere publikum i en dialog.
MB: Hovedværket i din udstilling i Den danske pavillon er en ny film, In Vitro. Kan man forvente en klassisk Sansour sci-fi?
LS: Filmen er helt klart beslægtet med mine tidligere sci-fi værker, ja. Den foregår i Bethlehem årtier efter en klimakatastrofe – eller rettere, den foregår under Betlehem, for nu at være helt præcis. Grundlæggeren af en frugtplantage ligger på sit dødsleje og fortæller sin yngre efterfølger historien om, hvad der skete i de sidste dage, før de alle måtte flygte ned i en underjordisk bunker. Undervejs i filmen går det op for efterfølgeren, at hun kender historierne allerede, selvom hun blev født under jorden og aldrig selv har oplevet dem. I en nøddeskal handler filmen om nedarvede traumer, eksil og kollektiv hukommelse.
MB: Hvad mener du med «nedarvede traumer»?
LS: Der sker nogle ret interessante ting inden for genforskningen lige nu, som jeg er dykket ned i i arbejdet med filmen. Det viser sig blandt andet, at nogle former for adfærd, som vi ellers forstår som styret af sindet, faktisk bliver overført via vores DNA. Det betyder, at fænomener såsom déjà vu udspringer af erfaringer eller traumer, som vores forfædre har haft. Den tanke ville jeg gerne gå videre med. Så i filmen har en gruppe forskere bevaret en masse frø for at kunne genopdyrke planterne efter klimakatastrofen, men de har også taget DNA fra børn, der døde under apokalypsen, for at bruge det – og dermed deres minder – i et kloningsprogram.
MB: Et af de tilbagevendende temaer i dine værker har at gøre med nationalidentitet og den rolle, som historie og erindringer spiller i forhold til at skabe identitet. Gælder det også In Vitro?
LS: Ja, i høj grad. Formålet med kloningsprogrammet er at sikre, at fortiden huskes og videreføres gennem generationer. Det er en lukket forestilling om, hvad identitet er, som også er beslægtet med det at være eksil: Nye generationer vokser op i et nyt land, hvor deres opvækst præges af minder om det sted, den ældre generation i sin tid forlod, mens de unges egne oplevelser fra nutiden marginaliseres.
MB: Ved at iscenesætte en klimakatastrofe i filmen, vender du dig dermed lidt væk fra den mere lokale politiske konflikt mellem Palæstina og Israel?
LS: Rammesætningen er ganske vist mere universel, men den konflikt, du omtaler, er stadig en vigtig del af arbejdet og indgår i dialogen mellem de to hovedpersoner, bare mere diskret her end i tidligere værker. Filmen handler om oplevelsen af at være i eksil og stiller spørgsmålstegn ved ideen om national identitet i kølvandet på en klimakatastrofe. Hvad angår Palæstina, er jeg egentlig allermest interesseret i at forstå selve identitetsbegrebet og hvad der sker, når éns identitet formes af traumer. Den palæstinensiske psyke er strukket ud mellem fortiden og fremtiden; mellem udvandringen i 1948 og udsigten til en palæstinensisk stat. Som resultat forsvinder nutiden. I Heirloom er der blandt andet en skulptur, som hedder Monument for lost time. Det er et stort monument over nutidens tomrum.
MB: Hvad fik dig til at bevæge dig ind i fiktionens verden fra i begyndelsen at have arbejdet primært med dokumentar?
LS: Da jeg viste mine film for femten år siden, opfattede mange mit arbejde som propaganda. De havde en forestilling om, at Israel var den eneste demokratiske nation i Mellemøsten. Så det føltes som lidt af en blindgyde for mig. Derfor ville jeg gerne væk fra klichéerne og alle de bestemte måder at forstå verden på, som man så ofte ser i dokumentarfilmens og mediernes optik. Når vi taler om Israel og Palæstina – og for den sags skyld om mange andre steder – har vi en masse forudindtagede forestillinger om, hvordan disse steder er, og hvad problemet handler om. Det blev bare mere og mere vigtigt for mig at skabe mit eget sprog til at diskutere de her spørgsmål med.
MB: Men flere af dine senere værker er jo også blevet betragtet som propaganda. Filmen In the Future They Ate From the Finest Porcelain blev endda anklaget for at være antisemitisk. Må man ikke beskæftige sig med politik i kunsten på den måde?
LS: Tja, når man pludselig står over for sådanne påstande, bliver man først og fremmest trist og frustreret over, at man stadig kan se den slags forsøg på at give kunsten mundkurv på. Men man indser også, at folk ikke ville være så bange for kunsten, eller forsøge at undertrykke den, hvis de ikke mente, at kunst rent faktisk har betydning. Jeg ville ikke selv arbejde med kunst og politik, hvis jeg tænkte, at det ikke ville nytte noget i kunstverdenen. Samtidig tror jeg også, at kunsten kun kan fungere politisk, hvis den får lov at gøre det på sine egne præmisser.
MB: Hvordan skal det forstås?
LS: Sagen om Nation Estateog hele skandalen om, hvordan mit navn blev streget fra konkurrencen på Musée de l’Élysée, endte med, at museet aflyste udstillingen og droppede Lacoste som sponsor for at forsvare den kunstneriske frihed. Et stærkt politisk udsagn fra en institution, der nok ikke ønskede at involvere sig så dybt i den sag. Og på grund af skandalen begyndte folk at købe de skitser, jeg havde lavet, som en måde for mig at fundraise til filmen – de solgte som varmt brød. Det endte faktisk med, at jeg kunne lave Nation Estatealene for de penge, jeg tjente på salget af skitserne. Det er en helt vanvittig historie.
MB: Er du bekymret for, om din udstilling i Venedig vil føre til nye kontroverser?
LS: Det er umuligt at forudsige reaktionerne, når man laver værker om Israel og Palæstina. Der er så stærke følelser på spil, og når først værket er kommet ud i verden, vil folk fortolke det ud fra deres egne synspunkter og principper. Når det er sagt, tror jeg ikke, der er noget i Heirloom, som er kontroversielt nok til at skabe en skandale. Men jeg er da før blevet overrasket.
MB: Til sidst, hvad tænker du egentlig om Venedigbiennalen som en begivenhed, der baserer sig på repræsentationen af nationer?
LS: På sin vis er det interessant, og samtidig er det selvfølgelig også ret problematisk. Der bliver lagt så enorme anstrengelser i at lave en kunstudstilling, hvor landene mødes i et fællesskab, og det finder jeg faktisk spændende. Så spørgsmålet er vel egentlig: hvordan kan vi gøre det her i vores samtid?