Forårstegn

Efter tre måneders nedlukning fik de danske gallerier endelig lov at åbne. Om tre udstillinger med guldaldermaleri, vejrudsigter og girly fantasier.

Andreas Albrectsen, Untitled (Bella), 2021. Blyant på papir, 215,5 x 114,5 cm. Foto: Brian Kure.

Prognoser er der nok af for tiden, hvor fremskrivning af smittetalsudvikling, statistikker over vaccineudrulning og mere eller mindre håbefulde scenarier for genåbningen af kulturlivet præger nyhederne. Og på den formentlig mindste af de nyåbnede udstillinger stikker Andreas Albrectsen en metaforisk finger i vejret for at tjekke, hvilken vej vindene blæser.

En enkelt sort-hvid blyantstegning ophængt på C.C.C.s længste væg udgør hele udstillingen Bella – opkaldt efter den vinterstorm, der ramte Europa omkring årsskiftet. Tegningen viser et forstørret screenshot af en vejrprognose for 1. januar, hvor vindretning- og styrke er angivet med et hav af pile i forskellige længder og tykkelser. Albrectsen har inddelt det digitale billede i felter, som er overført med nidkær nøjagtighed til papiret, men frem for at sløre sine spor, lader han et par millimeter tomt papir stå mellem hvert felt, så processen er synlig i det færdige værk.

Der er en lidt sjov, omend meget formel, dialog imellem Albrectsens processuelle felter og den kartografiske inddeling i længde og breddegrader, der skal angive størrelsesforholdet mellem de forskellige dele af kortet; to meget forskellige måder at tale om perspektiv og flade på. På samme måde er der en tør finurlighed i, at en kontrolleret og fotorealistisk landskabsrepræsentation ved første øjekast ligner et stykke abstrakt ekspressionisme. På en og samme tid konkret, videnskabelig data og abstrakt fremtidsscenarie. Egentlig et ret præcist sindbillede på denne tid, hvor alle drømmer om en klar fremtidsvision, men hvor det tætteste vi kommer er en anspændt mavefornemmelse.

Jens Rønholt, Learning From Community Garden 2, 2021. Blæk, akaverel og blyant på papir.

I det lille kunstnerdrevne udstillingsrum Arcway på Amager vender Jens Rønholt tilbage til en anden national kriseperiode i en udstilling med titlen Topia; en endelse, der alt efter om man sætter u- eller dys- foran kan gå lidt i alle retninger. En serie af mindre akvareller viser idylliske bylivsscener opbygget omkring figurgrupper, som er lånt fra guldaldermalerier. Man genkender Martinus Rørbyes udsigt fra kunstnerens vindue, lidt Julius Exner og Lundbyes skildring af unge mennesker med en ko. Men hos Rønholdt – der er uddannet arkitekt – er figurerne peppet op med farverige sneakers og tophuer, og indsat i et moderne bymiljø, der minder en del om arkitektoniske renderinger. 

I sammenstødet mellem guldalderens glansbilleder og fremtidens bymiljøer udlever den kreative klasse en drøm om det autentiske liv med byhaver mellem betonen, kompostbunke på altanen og spontanfester med levende musik i byens grønne åndehuller. Rønholt retter en sympatisk kritik imod kunstneren eller arkitekten, der som nyttig idiot baner vejen for gentrificering og økonomisk udbytning af vores byer, gennem opstillede utopier og urealistiske renderinger af det gode byliv.

Selv om det er en god ide at sammenstille den kunstneriske rebranding af den periode i starten af 1800-tallet, vi i dag kalder guldalderen – egentlig en politisk og økonomisk anstrengt tid – med kunstnerens rolle i samtiden, så går der måske også lidt Politikens Ibyen-klumme i kritikken. Trods fine tegninger og en klar ide, savner man en tydeliggørelse af, hvad der så kendetegner Rønholts Topia: Det, der hverken er u- eller dystopisk, hverken fortidens skønmalerier eller fremtidsrenderinger, men lige nu og her.

I det første rum af Anna Stahns udstilling i Alice Folker Gallery ligger en pigefigur i fuld størrelse fordybet i en bog. Krop, bog og underlag er betrukket med det samme grå møbelstof, som havde hun ligget der så længe, at hun var sunket dybt ned i madrassen eller forsvundet helt ind i bogens fiktive univers. Omkring hende breder pigeværelsets girly hemmeligheder sig; sko, tøj, tasker, hårdimser og uafsendte kærestebreve. Små tegninger og lerskulpturer i en lidt klodset, naivistisk stil er placeret lettere tilfældigt på radiatorer, i hjørner, direkte på gulvet og hvor der nu lige var plads. Smårodet, ultra-intimt og fyldt med teenagerens uskyldigt drømmende, men også fortærende begær.

I udstillingsteksten beskrives Stars in the hair som et moodboard; designerens opslagstavle med tegninger, stofprøver og billedmateriale, der inspirerer til den kommende kollektion, eller – og måske i denne sammenhæng mere rammende – modebladenes kollager af tøj og genstande i en ensartet stil, der skal markedsføre en materiel drøm. Stahns verden virker på mig mere som modtagerens: Den unge pige, der forsvinder ind i bladenes glitter, begærligt sluger drømmen om, hvem hun kan blive og hvordan hun kan udtrykke sig. En drøm, der handler mindre om at besidde det materielle, end om at fantasere og skabe et fantastisk univers, kombineret og sammenklippet af magasiner og forfængelighed; af lyst, teenageangst og uendelig sensibilitet.

Anna Stahn, The Reader, 2020. Møbelstof, træ, polstring, 150 x 70 x 64 cm. Foto: Alice Folker Gallery.

Læserindlæg