Vi lukkes ind i Ann Veronica Janssens’ installation Blue, Red and Yellow (2001) i små grupper på otte mennesker ad gangen. «Skynd jer indenfor!», siger vagten, som var han bange for, at installationen skulle stikke af gennem den halvåbne dør, hvorfra en røgstribe allerede pibler ud.
Indenfor er vi svøbt i en tyk tåge, mættet med farve, og jeg mister øjeblikkelig orienteringen. Mens jeg forsigtig bevæger mig fremad, ændrer farverne sig og smelter sammen; fra lyseblå til pink, og fra pink over i gult. Det er som at være lukket inde i et abstrakt maleri, eller i en slags isolationstank, hvor kroppen flyder i farver. Og lige som i en isolationstank er jeg grebet af lige dele klaustrofobisk panik og en underlig zen-agtig vægtløshed, der lader mig flyde afsted i farvestrømmen.
Sådan er det generelt med belgiske Ann Veronica Janssens (f.1956) værker. De er så luftige og transparente, at man kunne tro, at de ved det mindste pust kunne lette og flyve væk, men også så sanselige og tilstedeværende i rummet, at man ikke slipper upåvirket fra mødet med dem. På den ene side påvirker de kroppen og forvirrer perceptionen, på den anden side er de næsten ingenting.
I et tilstødende rum møder vi eksempelvis værket Untitled (White Glitter) fra 2016, der består af håndfulde af glimmer, der er kastet i kaskader ud på gulvet, hvor det nu ligger og funkler et sted imellem meget fysisk maleri og meget minimal skulptur. Fra en vinkel tager det sig grønligt ud, men bevæger man sig omkring pølen fanger lyset forskellige partikler, der changerer i rosa og blålige nuancer. Værket aktiverer på helt konkret og enkel vis kroppen og perceptionen, og selv om det ligger helt stille, synes det alligevel at ændrer sig i takt med, at vi performer med det. Perceptionen bliver flydende, og man kan blive helt i tvivl om, hvad det egentlig er, man ser på. Er det virkelig bare glimmer?
På Louisiana har man truffet den virkelig gode beslutning, at lade værkerne stå alene i en præsentation, der har så få virkemidler som overhovedet muligt. Her er ingen specialbyggede rum, ingen lækre vægfarver, funky lyssætning eller formidlende vægtekster. Værkerne er ikke skærmet af eller placeret på sokler, og glider derfor direkte ind og bliver en del af Louisianas arkitektur. Det tilfører udstillingen en sarthed, der både er visuel og helt konkret: Man må formode, at et værk som Untitled (White Glitter) med tiden og i takt med at museets besøgende bevæger sig omkring det, kommer til at antage en anden form. Måske letter det fine glimmerstøv i luftstrømmen fra folk, der passerer det og forsvinder helt?
Glasset er Janssens’ foretrukne materiale, og det er et gennemgående element i udstillingen, at også de materielle virkemidler er rimelig enkle. Det er ikke de ellers visuelt beslægtede Olafur Eliassons eller James Turells teknologisk komplicerede frembringelser af naturfænomener, men derimod helt dagligdags materialer, der skaber de optiske forskydninger.
I udstillingens første rum møder vi en række transparente plader – tre lag glas med to forskellige farvede filtre imellem – i en størrelse, der forholder sig til både kroppens og maleriets format. Også disse changerer alt efter, hvilken vinkel de ses fra, ligesom de spejler rummet og hinanden og kaster skygger i uventede farvenuancer. Optiske illusioner ganske vist, men illusioner, der er ret nemme at gennemskue, uden referencer til noget som helst andet, end værkets egen materialitet og til den effekt, det har på os og på rummet.
Enkelte steder i udstillingen bliver det hele så minimalt, at jeg begynder at tvivle på, om der overhovedet er en effekt at komme efter. I en stor, ganske tom sal holder fem cykler, og på dem kan man køre rundt og opleve den tomme museumssal. Ligesom på bycykler er egerne i hjulene erstattet med en metalplade; her i et blankt metal, der reflekterer lyset og kaster lyspletter rundt i lokalet, når cyklerne er i fart. Og mens man helt klart ser det ellers højtidelige museum fra en anden vinkel, når man sådan cykler rundt, er jeg lidt i tvivl om hvilke mentale refleksioner, den visuelle oplevelse af dansende lyspletter egentlig skaber.
Et enkelt værk er skabt direkte til Louisianas arkitektur og består i en rumlig intervention i Louisianas vel mest karakteristiske rum: Det lille lokale i Sydfløjen, hvor man har udsigt over Øresund. Her er den nederste del af vinduerne forsynet med et ekstra glas, hvori der er dryppet paraffinolie. Fordi lyset brydes anderledes i olien, forekommer den horisontlinje, man ser gennem glasset at bøje, så Sveriges kyst gynger. Det er en fin illustration af, hvordan hele udstillingen føles; som en anden linse, igennem hvilken, vi kan se omverdenen på en ny måde. Det lyder banalt og sine steder er det det også, men når det virker, så er det ekstremt effektfuldt.
