Det regner, den dag jeg klatrer op af trætrappen, der omgiver hele Bibliotèque nationale de France – det monument den kræftsyge, bogelskende præsident François Mitterrand satte over sig selv. BnF har i 2011 erhvervet situationist, forfatter, filmmager og revolutionære Guy Debords arkiver. Den enorme samling var ved at blive opkøbt af Yale, men BnF’s direktør Bruno Racine formåede at finde mæcener nok til at betale enken de 2,7 millioner euro, samlingen åbenbart var værd. Hvem bestemmer værdien af den slags? Imellem en institution og en afdød kunstner? Den absurd høje pris giver allerede påmindelser om Debord – hvem har gjort sig «forestillingen» og hvad er den værd? Nu er dele af de grundigt konserveredes og dyrt indkøbte klenodier udstillet under titlen Un Art de la Guerre – «Krigskunst» på nationalbiblioteket i Paris.
Den enorme trappe er glat af regnen. Det er små tyve år siden den prisbelønnede biblioteksbygning ved Seinens bred, tegnet af Dominique Perrault, vakte skandale, mest fordi Seinens nærhed ikke gør stedet til det allermest ideelle at opbevare bøger. I dag regner det bare. Og Debord ville virkelig have været ligeglad med alle mulige priser og arkitektkonkurrencer. De firkantede nymodernistiske tårne i form af åbne bøger virker for indlysende, og nede i bibliotekets mave, holdes den dengang i fuld størrelse nyplantede skov stadig fast af stålvejrer. Hele projektet blev i prostatakræftnærhed gennemført lidt for hurtigt, Mitterrand, Frankrigs første socialistiske præsident, ville have sit monument klar inden døden indhentede ham. Havde man i den spektakulært hurtige udførelse ikke tid til at tænke over, at den enorme trætrappe, selvfølgelig måtte blive for glat?
«I tilfælde af regnvejr» – som det står på små skilte på trappen – kan man så følge en smal sti med ru felter, på den enorme trappe. Det virker som et lillebitte situationistisk manifest, selvom et sådan nok ville have været omvendt. «I tilfælde af regn, tag risikoen for at knække nakken. Tag den brede trappe». Jeg, og de fleste andre tager så den slagne vej… de små sikre ru spor… alligevel.
Det er svært ikke allerede at tænke over forholdet mellem det «spektakulære», og så de små stier, man mere eller mindre frivilligt vælger at tage, når man er på vej for at se en udstilling om Guy Debord, der blev født i 1931 og døde i 1994 som resultat af en gennemført, langvarig alkoholindtagelse, som han foretrak ikke at lade sig behandle for. For hvad var det for en normalitet, man ville behandle ham tilbage til? Ville den ikke være værre? Næ, hans sygdom var, som han selv skrev det «resultatet af en livslang indsats». Det kan man læse i de samlede værker på over 1000 sider. Endnu en skærende kontrast til Mitterand, der regerede i årevis med en strålebehandlet metastasetruende svulst. I en anden lille note kan man på udstillingen med Debords egen vaklende håndskrift læse: «Guy Debord, der levede med ryggen op af muren, nægter at gå et skridt tilbage».
Guy Debord var imod. Men hold da op for en poetisk kraft, som sætter læseren op imod sin egen mur. Debord var så totalt radikalt imod alt som stivnede. Ingen sætning kunne blot blive stående, og denne poetiske sandhed fanger udstillingen ganske fint og den kan man klatre op af mange glatte trapper for at få gentaget.
Man starter i en slags lysende midte i udstillingen, når man har fundet langt ned i biblioteket af en rulletrappe, der ikke længere virker. Tæpperne på gangene er ikke længere røde, men stærkt afblegede, til gengæld lever stedet. Der er masser af studerende. De er ikke så mange inde i selve udstillingen i midten af en ny/ slidt institution, som den Debord taggede med et «Ne travaillez jamais» («arbejd aldrig») på Sorbonnes væg. Det blev et 68-motto. Stivnet igen.
Men her i kernen har kuratorerne, så i al poetisk paradoksalitet valgt at hænge Debords små noter op i en lysende oval som udstillingen kredser om. Man skal kunne fransk. Man skal indse, at antikonformisten Debord livet igennem skrev nærmest tvangsneurotisk præcise noter til de bøger han læste, og arkiverede dem nøje. Arbejde? Vi er næsten så langt fra et vidensanarki, vi kan være. Alle de store tænkere er nøje kommenterede. Debord er rundet af præcis samme «éducation nationale» som Mitterrand, og kernen i hans tænkning er alt det, han vrider rundt til at være noget andet, men som dog først skal være. Det er hårdt ikke-arbejde at være dygtig anarkist.
Pressemeddelelsen og stort set alle anmeldelserne har påpeget det paradoksale i at udstille manden, der skrev La Societé du Spectacle i 1967, som «detournerede» Marx’s varebegreb til noget andet og endnu værre, nemlig: ren forestilling. Et samfund, hvor det udelukkende er forestillinger, der er i cirkulation. «Skuespil», som det lidt for entydigt er blevet oversat til på dansk. På fransk, kan man høre både «forestilling», «skuespil» men også «spejling» i det ord, der indgår i titlen på Debords allermest berømte skrift. Det udkom lige inden studenteroprøret i 1968, og blev vel del af dets årsag, men indvarslede også situationismens eget endeligt. Den lukkede og slukkede og opløste sig selv allerede i 1969. For er en revolution, der lykkes egentlig ikke med garanti mislykket? Befinder man sig ikke, efter koldbøtten, nødvendigvis på fødderne igen? «Vi nægter at acceptere betingelserne for den menneskelige eksistens», lyder Debords stemme fra en højttaler ved indgangen og udgangen af udstillingen, med den karakteristiske monotone stemme, som man med de sidste nye maskinerier inden for psykiatrien, i dag nok på stedet ville karakterisere som depressiv.
Tankerne rumler. Alle de intellektuelle venner har betragtet mig med overlegen skepsis og kommet med rutineret spydige bemærkninger, fordi jeg ville se udstillingen. Som om der var gravrøveri eller blasfemi især midt i en institution som et bibliotek, og da især et nationalbibliotek, jo i høj grad er. Jeg kan godt mærke, at jeg er anti-Debordsk når jeg alligevel lister op af den ru sti og ned i det lille udstillingsrum på BNF.
Principielt set er udstillingen cirkulær. Rummene ligger rundt om de lysende noter i midten, og det er fantastisk godt set, i alt 1400 noter efterlod Debord sig. Paradoksalt nok indbyder de jo til at blive udstillet. Debord har jo i al fald ikke ødelagt sit eget arkiv, snarere tvært imod. Et udvalg af hans små sirlige bogkommentarer, alle i samme format, udgør det centrum som udstillingens forskellige dele ligger rundt om.
Faktisk springer Debord jo øjeblikkelig ud som kunstner, da han som 21 årig – med en fortid i bagagen, med svigtende fædre, der nok kunne inspirere en psykoanalytisk læsning – finder sin suverænt avantgardistiske form da han på Cannes filmfestival i 1951 oplever Isodore Isous La traité de bave et d’èternité. Gil J. Wolman fra samme kreds skaber i 1952 en film, der hedder L’Anticoncept og Debord følger op med Hurlement en faveur de Sade. Sort skærm. Hvid skærm. Den slags film laver man ganske enkelt ikke uden et ret velfunderet noteapparat kunne man sige. Sammen med Wolman sprænger Debord i 1952 den oprindelige Lettrist-bevægelse og radikaliserer ideerne med bevægelsen «l’internationale Lettristes». Alene navnet Lettriste er et poetisk greb, som både betyder «dem der tager sig af bogstavet», «dem der tager sig af teksten», men som også kan høres som «dem, der er de triste». Lettristerne bruger en bred vifte af kunstarter – film, poesi, udgivelse af tidsskrifter, maleri. Melankolikerne har altid skubbet på kunstnerisk skabelse. Tør man sige at Debord giver det triste plads midt i modernitetens jubeloptimisme? En dag kommer der vel en tekst, som forbinder Jackson Pollock med Debord, eller måske findes den allerede?
Debord er i al fald den fuldendte melankolske kyniker. Han tror ikke engang på det kunstneriske udtryk, også selvom der udgives, arbejdes og detourneres i en uendelighed. Der er intet at tabe. De triste bliver, ved udarbejdelsen af manifester i tidskriftet «Potlach», i 1957 til situationister. Internationale situationister. Som om situationer kan holdes endnu mindre fast. Samarbejdet med Asger Jorn fremstår faktisk som noget meget vigtigt i udstillingen. Jorn giver ordene form med sine overmalede malerier eller litografier med stavefejl i det franske, og man mediterer midt i udstillingen på BnF over hvor lille rolle det har spillet i dansk Jorn-forskning, at han var så knyttet til Debord. Var det fordi melankolikeren havde brug for et livsstykke? Er det helt tilfældigt at Debords elskede optræder i baderagt med en tegneserie-detourneret påskrift «I like Asger». Nå. Det var nok bare for sjov.
Og alligevel er det så netop en udstilling, hvor man især skal stave sig frem. Læse sig frem. Jo, der er de psykiske kort, psykogeografien, eller konstruktionen af situationer. Eller fotografier fra de konstant mobile situationistgrupperinger, der først og fremmest ser ud til ikke at ville være en fast gruppe. Deres eksistens synes hele tiden at afhænge af en nærmest totemisk eksklusion af medlemmer. I det mindste var eksklusionen her en temmelig bevidst del af den konstituerende form, mens man i den kommunisme, som fandt sted samtidig, og som de forskellige situationistbevægelser til tider kort fandt sammen med, vitterlig troede på en «kerne». Debord opløser altid alting, også den sidste kerne og den sidste betydning. Det eneste, han faktisk så alligevel ikke opgiver, er at kæmpe.
Derfor slutter udstillingen så med det, som i en vis forstand måske både er nøglen og starten, nemlig Debords Jeu de la Guerre («Krigsspil») Det skabte Debord allerede i 1956 længe før det, som skulle blive et ikke så langt livs kamp med kunsten. Reglerne blev fastlagt, og spillet kan faktisk stadig spilles online, men dog med den betingelse, at der er en modstander. Man kan sørme ikke bare spille det selv. Målet er «den totale destruktion af den andens militære magt» og et er et ganske smukt spil at se på, rent fysisk, med sine metalbrikker og kvadrerede spilleplade. Det siges, at det udgør en blanding af poker og skak. I en vis forstand kan man sige at kapitulation er en reel mulighed i et sådant spil.
Jeg er kravlet ud af Debords univers igen. Hans modstand står som en diamant inde i Mitterrands i virkeligheden langt mere skrøbelige konstruktion. Det er måske lettere at sige nej end ja? Og samtidig er det vellykket på den totalt skæve måde, at samlingen nu er samlet, ganske som Fluxus også i al sin paradoksalitet kan «gemmes» bare lidt og springer op af æsken som en trold, når man går i gang med at undersøge det igen. Man bevæges. Det er stort.
Lytter man til spillets navn, «Jeu de la Guerre», kunne det høres som «krigens jeg» i stedet for «krigens leg». En pointe som hele udstillingens titel – Un Art de la Guerre – enten omfavner eller udelukker. For det er jo sandt nok, at Debord var i krig. Det var hans kunst. Og værensmåde. Men alt i alt, og nærmest på trods af Debords egen bestræbelse opstår der ud af det hele en særlig, meget præcis Debordsk æstetik. Som man nu, i al sin paradoksalitet, kan se udstillet og uden at det kun er til skue. Det virker på tværs af tiden, levende.
