Snart åbner et nyt udstillingssted i København. AYE-AYE er en lillebitte institution, en stringent konceptualitet eller et kunstnerdrevet eksperiment, som indtil videre . hører hjemme i et lille rum på Overgaden Institut for Samtidskunst. I praksis det rum, der i en årrække har været Overgadens leders kontor, og som den nuværende leder Rhea Dall er flyttet ud af, for at kunne huse AYE-AYE.
Bag projektet står billedkunstnerne Nina Beier og Simon Dybbroe Møller, der efter mange år i udlandet har rykket deres liv og praksisser til Danmark. Som en parasit eller en blindtarm på eksisterende institutioner – i første omgang Overgaden – er AYE-AYE et forsøg på at reducere og tydeliggøre og udfordre det måske mest grundlæggende, strukturerende princip for enhver udstilling: sammenstillingen. ‘Aye-aye’ er både et affirmativt udtryk, og navnet på en særlig slags lemur, der lever på Madagaskar, men det er også en fonetisk leg med en fordobling af jeg-pronomenet på engelsk.
Samtlige AYE-AYE-udstillinger vil være bygget op omkring en helt skrabet model: alle udstillinger indeholder to objekter og et lydspor, der cirkulerer i rummet for at udstikke nogle veje ind i det kondenserede møde. Den første udstilling, der åbner 1. juli præsenterer således et værk af den grønlandsk-danske kunstner Pia Arke sat overfor såkaldte ’fleischsteine’ (kødsten), som Aye Aye har lånt af en dedikeret samler i Tyskland. Flere danske og internationale kunstnere er på tapetet til det to-årigeudstillingsprogram, men navnene er stadig i overraskelsesærmet.
Hvad er ideen bag AYE-AYEs rimelig stramme koncept?
Tanken er, at når vi sætter et dogme for hele udstillingsrækken, bliver det med tiden både én stor samlet udstilling, og selvfølgelig også sin egen lille ting fra gang til gang. Det gør det potentielt virkelig spændende, for med de strukturelle begrænsninger, kan de små forskelle være netop det sted, hvor noget kommer til live. Det er jo ikke, fordi vi har genopfundet haiku’et, men når det administrative arbejde med at lave store udstillinger ikke findes, frigiver det tid til at tænke over det helt basale i objekternes møde. Virkelig se på tingene, tage dem ind under et mikroskop.
Arbejder I med en skarptskåret distinktion mellem de udstillede objekters kategorier? ’Kunst’ versus ’ting’ for eksempel?
Nej. Mange af udstillingerne kommer til at have den form, fordi der er noget interessant i sammenstødet, men det er ikke et ubrydeligt princip. Der kan være ting, der har kunstværkkvalitet, men vi planlægger også at lave udstillinger med to objekter, der ikke har mærkatet ’kunstværk’ – ligesom det kan være, at vi på et tidspunkt sætter to kunstværker overfor hinanden.
Så det handler mere om at udligne et hierarki i forhold til, hvordan vi oplever objekter i det hele taget? Hvad et værk eller en værkoplevelse kan være?
Vi forventer, at værket både kan blive ’hevet ned’ til tingen, eller at tingen bliver ’hævet op’ til at være kunst. At de to mærkater kommer til at flippe frem og tilbage og påvirke hinanden. Men vi er også interesserede i at skærpe oplevelsen af, hvordan ’kunst’ og ’ting’ kan dele væsen. At noget vi har købt på Den blå avis, i virkeligheden ikke behøver at være så væsensforskelligt fra et værk vi låner fra et museum. Og mange af de kunstværker AYE-AYE kommer til at udstille, er jo også bare ting, som nogen har givet en titel. Alle udstillinger har en slags overskrift, men projektet er ikke et mastermindet program; noget ligger selvfølgelig fast, men meget kan ændres undervejs. Det skal gerne være en legeplads snarere end en spændetrøje. Den første udstilling bliver måske lidt som at lære at cykle, og på et tidspunkt bliver man bedre til det. Så kan man begynde at lave tricks.
Hvorfor på Overgaden? Hvorfor ikke i en sjælden kælder i udkanten af København?
Det er der flere grunde til. For det første skal vi jo løbende låne objekter fra etablerede institutioner, og for dem er der eksempelvis en sikkerhed i at tingene vises i en alarmsikret kunsthal. Vi havde nok også fundet os godt til rette i kælderen eller garagen, det ville bare ikke kunne lade sig gøre, med det vi gerne vil.
Så AYE-AYE er i virkeligheden en institution?
Enten er det en lille institution eller måske – altså det lyder virkelig tacky – en slags laboratorium. På mange måder vil projektet gerne være grundforskning i, hvordan man laver udstillinger. Et af de mest basale udstillingsprincipper er vel sammensætningen, og her prøver vi at vise den i sin allermindste, mest koncentrerede form. Det er ikke fordi vi er interesserede i at køre et eller andet binært program, men forhåbentlig er der noget spændende i, at tingene får lov til at ramme hinanden helt hårdt som betydningsbærere. Det er klart angstprovokerende, men også virkelig fedt, at der kun er de her to ting og deres kollision. Måske er AYE-AYE et forsøg på at tage værker ud af deres comfort zone, vi vil gerne undgå at kontekstualisere dem helt i bund. En fornemmelse af stoflighed træder muligvis tydeligere frem i et værk, hvis det sættes fri af den slags kontekst, som fx et fokus på en kunstners ophav og historie kan skabe.
Kan man sige, at projektet endda er en slags institutionskritik?
Det er institutionseksperimentering, måske. Vi forsøger at placere os et sted i udstillingslandskabet, der føles uindtaget. Apropos ikke at være i en garage. AYE-AYE er hverken et kunstnerdrevet projektrum, der viser alle vennerne, eller et institutionelt rum kørt af en kurator, det prøver at sætte sig et måske lidt akavet sted mellem de to stole. Vi udstiller kun værker, der allerede eksisterer, som har haft en anden kontekst, og derfor en historie, der allerede findes. Det kommissionerede, nye kunstværk er vel den reneste form i kunstværkets liv. Derfra bliver det så instrumentaliseret i alle mulige retninger og kan ende i udstillinger, der hedder ’kunst og porno’, ’kunst og sport’, ’kunst og guld’. På den måde er værker jo vant til at blive anvendt, og måske er AYE-AYE et forsøg på en ultimativ instrumentalisering, når tingene placeres i småbitte dialoger. Så håber vi selvfølgelig, at de kunstnere, de værker, vi inviterer har tillid til dialogerne.
Tror I den tillid kan være betinget af, at I er kunstnere før I er kuratorer?
Der sker i hvert fald en forskydning, når værket, tingen, altid står alene i sin relation til kun ét andet objekt. På den måde bliver det måske løftet op og ud af nogle formidlingskløer. Men vi synes selvfølgelig også, at det interessante i arbejdet er tilføjelsen af et voice over-spor til rummet, som et forsøg på at tydeliggøre noget: det er dér, tingene bliver tænkt. Der er ikke en endegyldig fortælling, men lydsiden kan hive noget frem og ud af objekterne, ikke nødvendigvis med ambitionen om at blotlægge alt, snarere med ønsket om at vise nogle veje. Adskillige veje hellere end én vej.
Men altså: et kunstnerdrevent projektrum i København er ikke ligefrem en nyhed, hvorfor vil I overhovedet lave sådan et?
Vi har begge to arbejdet og udstillet som billedkunstnere i mange år, været, som billedkunstnere nu er, oppe i røven på os selv, totalt besatte af vores egen praksis. Det viser sig, at vi har nogle fælles interesser, som ofte beskæftiger sig med det fundne objekt. Man kunne kalde projektet ’the good object’, fordi vi på mange måder gerne vil undersøge: hvad er et godt objekt? Hvad kan både være specifikt og generelt på samme tid, hvad kan have metaforisk potentiale og samtidig være ekstremt materielt? Måske er det også et forsøg på at stille spørgsmålet: Lever vi ikke i en kultur lige nu, hvor alle altid bare sampler, tager ting og sætter dem sammen? Alle objekter slæber deres historie med ind i rummet. Boris Groys taler om, hvordan det nye altid er det, der ligner noget som var før, men er lidt anderledes. Noget skal være grundlæggende identisk og grundlæggende anderledes på en gang. Jesus var det nye. Men du kan ikke lave en ny bil.
