Kunstnere udpeget til den Danske Pavillon

Her er listen over de 18 kunstnere som skal repræsentere Danmark på gruppeudstillingen Speech Matters i den Danske Pavillon på Venedig Biennalen 2011.

Lilibeth Cuenca Rasmussen, A Void, 2007. Photo David Høi.

Det er i dag blevet offentliggjort, hvilke kunstnere den græske kurator Katerina Gregos har udvalgt til at repræsentere Danmark på gruppeudstillingen Speech Matters i den Danske Pavillon på Venedig Biennalen 2011.

Her kommer listen over de 18 kunstnere: Agency (international, etableret 1992), Ayreen Anastas & Rene Gabri (Palæstina, f. 1968 & Iran, f. 1968), Robert Crumb (USA, f. 1943), Zhang Dali (Kina, f. 1963), Stelios Faitakis (Grækenland, f. 1976), FOS (Danmark, f. 1971), Sharon Hayes (USA, f. 1970), Han Hoogerbrugge (Nederlandene, f. 1963), Mikhail Karikis (Grækenland, f. 1975), Thomas Kilpper (Tyskland, f. 1956), Runo Lagomarsino (Argentina/Sverige, f. 1977), Tala Madani (Iran, f. 1981), Wendelien van Oldenborgh (Nederlandene, f. 1962), Lilibeth Cuenca Rasmussen (Danmark, f. 1970), Taryn Simon (USA, f. 1975), Jan Švankmajer (Tjekkiet, f. 1934), Tilman Wendland (Tyskland, f. 1969).

Dermed kan man konstatere, at det ikke bliver en udstilling baseret på ’blockblusters’ idet hovedparten af kunstnerne er mindre kendte kunstnere. Både hvad angår nationalitet og generation spænder de deltagende kunstnere vidt. Der bliver ikke tale om en udpræget dansk udstilling idet kun to af kunstnerne, Lilibeth Cuenca Rasmussen og FOS, er danske. Resten kommer fra Europa, USA, Mellemøsten og Kina.

Statens Kunstråds Internationale Billedkunstudvalgt udpegede i mai 2010 Katerina Gregos, blandt fem internationale kuratorer (som udvalget havde indbudt til at komme med forslag til udstillingen) til at kuratere den Danske Pavillon efter på baggrund af hendes forslag om en gøre ytringsfrihed til temaet for den Danske Pavillon.

I pressemeddelelsen udtaler Katerina Gregos: «I de seneste år har vi oplevet, at spørgsmålet om ytringsfrihed har indtaget en central rolle i den offentlige debat. I Danmark har ytringsfrihedsbegrebet dannet grundlag for en helt særlig debat, men derudover står ytringsfriheden også centralt i mange sager, der udspiller sig på internationalt plan – lige fra problemet med pressecensur og forfølgelse af journalister i Rusland og sagen med Google i Kina, til den tiltagende overvågning af borgerne i USA og Storbritannien samt debatten om ytringsfrihedens grænser i mange europæiske lande. […] Mit mål med udstillingen er netop at skabe et rum, hvor forskellige kunstneriske refleksioner over ytringsfrihed mødes. Det er et emne, der ofte simplificeres og diskuteres på en meget polariseret måde. Men ytringsfrihed er i virkeligheden et ekstremt komplekst og ambivalent emne, som er betinget af subjektive politiske, sociale, kulturelle, religiøse og personlige omstændigheder. Jeg håber, at de besøgende i mødet med kunstnernes værker vil opleve, hvordan netop kunsten kan udtrykke den store kompleksitet, der knytter sig til begrebet ytringsfrihed.»

Kurator Katerina Gregos præsenterer sit udstillingsprojekt til Venedig Biennalen 2011 ved et offentligt arrangement i Festsalen på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København onsdag d. 9. februar 2011 kl. 17:30. Arrangementet er åbent for alle, og der er fri adgang.

I disse fire små film fortæller Gregos mere om temaet og kunstnerne.

Læserindlæg