Der er noget særligt sentimentalt ved at genbesøge de steder, man kendte indgående som barn. Alting virker ikke blot mindre, men ligesom også lidt forskudt i forhold til, hvordan man husker dem. Som en slags fordobling, hvor erindringen om stedet lægger sig ovenpå oplevelsen, spejler og forrykker den.
Jeg tænker over det, mens jeg sjosker igennem en regnvåd skov ved kanten af Sorø Sø på udkig efter et regulært barndomsminde – et område, der i folkemunde bliver kaldt Lille Finland, hvor en mindre sø omgivet af birketræer med lidt god vilje kan minde om det nordlige Skandinavien. Her legede Peter Bonde som dreng, på en tømmerflåde af flamingo på den lille sø. På den anden side af den store sø troner Sorø Akademi, hvor jeg selv gik på kostskole som teenager.
Rundt omkring i Lille Finland hænger flere par cowboybukser i træernes grene. De ser efterladte ud, som hvis et barn havde tabt en vante og en venlig sjæl havde hængt den op på en gren, så den var nemmere at finde igen. Men der er også noget underligt seksuelt over bukserne. Ud af bukseben og gylp skyder saftspændte grene, og med reference til stednavnet tænker man på Tom of Finlands tegninger af cowboybukseklædte unge mænd eller på, hvad der egentlig kan være foregået i den lille lund, hvis man skal glemme sine bukser. Et uskyldstab, måske?
Værket i Lille Finland er en del af Unclaimed Baggage Will Be Destroyed, Peter Bondes version af en retrospektiv udstilling, som samtidig ikke vil være netop det. Bonde, der bragede ind på kunstscenen i 1980’erne som en del af De Unge Vilde (en kreds af malere, bl.a. Claus Carstensen, Kehnet Nielsen og Nina Sten-Knudsen, som brød igennem med udstillingen Kniven på Hovedet,1982), viser primært værker fra de seneste år – de ældste er fra 2012 – og det til trods for, at Sorø Kunstmuseum faktisk ligger inde med en større samling af hans værker fra 80’erne. Det virker som en bevidst afvisning af det nostalgiske tilbageblik i en udstilling, der paradoksalt nok alligevel fremstår som en ophobning af alt det, der tilsammen udgør et kunstnerskab.
I museets nyere tilbygning finder vi både reminiscenser af tidligere værker og en lang serie af de Book Paintings, Bonde har arbejdet på gennem de sidste ti år. Serien består af fotos af bogforsider fra hans bibliotek, der er forstørret op og delvis overmalet. Nogle bøger genkender man straks. Kataloger af Isa Genzken, Richard Prince og Martin Kippenberger hænger side om side med mere anonyme bøger, hvis titler og forfatternavne forsvinder bag tykke strøg af metallisk maling. Værkerne lægger op til at blive forstået biografisk. Det er kunstnerens litterære baggage, igennem hvilken vi kan orientere os i inspirationskilder og forbilleder, men der er også noget postmoderne referencespil over det. Det er bøger, der ikke kan åbnes, forbindelser imellem Bonde og andre kunstneres biografiske kataloger, der ikke helt kan afkodes og titler, der er bortcensureret.
Gulvet er dækket af resterne af Ghost Paintings, en serie af enorme spejlfolie-værker, der var en del af Danh Vos installation på Venedigbiennalen i 2019. Historien går på, at Bonde i sin tid som professor på kunstakademiet i København frarådede den unge Vo at blive maler, og værket fremstår som den unge kunstners blik på og homage til sin ældre kollega. På museet er spejlfolierne delvis bredt ud som en reflekterende sø på gulvet og delvis stablet op i en lidt nonchalant bunke, så det fulde billede forbliver skjult.
På en væg i rummet hænger en modificeret bænk fra Bondes egen udstilling i Den Danske Pavillon på Venedigbiennalen i 1999, hvor han i samarbejde med amerikanske Jason Rhoades arrangerede et racerløb i ørkenen udenfor Los Angeles, der blev vist som video i pavillonen. Her kan man så i metaforisk forstand sidde og kigge fra den ene biennale til den anden og overveje, hvordan man kan forstå kunstværket som et netværk af relationer og kontekster, og om man egentlig ser andet end sig selv, når man kigger dybt ned i spejlfoliet på jagt efter Bonde.
I museets ældre del går Bonde mere direkte i dialog med museets samling. Et lille rum, hvis indgang er spærret af et værk, byder på en ophobning af flere bog- og spejlfolieværker, samt dele fra serien Pole Paintings, malerier installeret på poledance-stænger, De fører en dunkel dialog med Nicolai Abildgaards maleri Mareridt fra 1900, et lille billede viser to sovende kvinder og en allegorisk abeagtig figur, der repræsenterer mareridtet: «en sær fordobling af bevidsthed», som Kristian Vistrup Madsen skriver i katalogteksten, hvor dyret og kvinden både er een og to kroppe.
Sådan er det generelt med Unclaimed Baggage Will Be Destroyed; fyldt med de genstande og tankegods, som man samler op igennem en hel karriere, men som man alligevel ikke rigtig vil kendes ved. Eller måske snarere den kunstnerisk baggage, man pakker ud af bobleplasten, kun for at opdage, at konteksten i mellemtiden har forskudt sig, og det, der var, lægger sig under et fint lag af det, der senere kom til.
