Et stykke fra den israelske pavillon bliver jeg pludselig skubbet væk fra stien af et par sikkerhedsfolk i uniform, med maskingevær og utroligt skinnende, sort hår. Sammen med en gruppe andre mennesker står jeg og venter inde i græsset. Ingen ved rigtig hvad der foregår, men pludselig bliver stemningen intens og tæt af årvågne sikkerhedsfolk med radarblikket på. I midten af omkring 20-25 sikkerhedsfolk og 10 politibetjente går en ældre, gråhåret mand i grønligt-kakifarvet jakkesæt, som min sidemand genkender som den russiske mangemilliardær Roman Abramowitsch. Det er hans gigantiske luksusyacht, Luna, på størrelse med en færge, som ligger til kajs foran indgangen til Giardini og som desuden indtager halvdelen af molen på grund af en kolossal sikkerhedsafspærring, der patruljeres af vagter. Synet af Luna er det første, som møder de besøgende til den 54. Venedig Biennale.
Jeg ved ikke om schweiziske Bice Curigers minimalt kuraterede Venedig Biennale er udtryk for realisme – eller resignation – over for et kunstmarked, som parkerer foran hovedindgangen til verdens ældste kunstbiennale og som altid mærkes tydeligere her end ved nogen anden biennale. Det er i hvert tilfælde sjældent at den internationale udstilling – den kuraterede gruppeudstilling, som finder sted på Arsenale og i Palazzo delle Esposizioni i Giardini (den tidligere italienske pavillon) – fremstår så let og lidt kurateret, som det er tilfældet i år. Curigers katalogtekst leverer ikke meget ekstra overbygning til det kuraterede greb, men uddyber betydningen af titlen ILLUMInations, som med den spidsfindige ortografi skal pege på udstillingens to hovedtematikker – lys og nationer. Det har blandt andet at gøre med det dramatiske lys, som findes i de tre gigantiske malerier af Tintoretto (1518-1594), som er udstillet i Palazzo delle Esposizioni og som flere af kunstnerne på biennalen angiveligt refererer til, heriblandt James Turrell og Christopher Wool – men handler også om lys som kunstnerisk materiale, som det ses i Urs Fischers life-size skulptur af kollegaen Rudi Stingel, udført i stearinlys som er tændt og langsomt brænder fra hovedet og i Mai Thu Perrets trekantede relief i hvide neonrør, hvis geometriske form henviser til tidligere tiders forestillinger om den pyramidale strukturs helende egenskaber. Med andre ord – så forekommer spørgsmålet om lys at være lige så bredt, som det lyder. Det gælder også temaet angående om nationer, der angiveligt har at gøre med relationen til de nationale pavilloner i Giardini, hvor Curiger selv sammenligner den internationale udstilling med et slags Forenede Nationer.
Når man vandrer gennem den lange Arsenale-bygning har man indtryk af en biennale, som i sjælden grad er præget af ro og rummelighed. Der er ingen smarte greb, som placerer værkerne på en særlig måde eller endda i særligt stimulerende indbyrdes relationer. Curigers ambition har tydeligvis været at give værkerne god plads – og på denne biennale er «værker» det rette udtryk, for ifølge kuratorens katalogtekst, så har vi forladt anti-kunstens patos og «art is once again showing increased interest […] in the «classical» genres of sculpture, painting, photography and film, motivated by a desire to explore their codes and activate their dormant potential.» Sådanne betragtninger forklarer måske, hvorfor udstillingen som helhed er præget af en art kontemporær klassicisme. Desuden er der flere af kunstnerne, som abonnerer på en slags nyformalisme, som ofte bruger maleri eller/og objekt som dele i en samlet formel installation; fra de yngre Ida Ekblad, Gabriel Kuri, Luigi Ghirri, frem til Carol Bove, Monica Bonvincini og selvfølgelig dronningemoderen Rosemarie Trockel, som her demonstrerer, at hun stadig er tronen værdig med en formel komposition af prægnante prints og collager, som – sammen med en meget langstrakt sofa med et cashmeretæppe skødesløst kastet over ryglænet – indgår i en kompleks konstellation, hvor hjemlig hygge spilles ud mod angst, sex og kunsthistorie.
Måske er det dominansen af denne lidt bedagede, men ikke desto mindre moderigtige, formelle abstraktion der gør, at man ikke umiddelbart fornemmer, at der ud af udstillingens 83 deltagende kunstnere rent faktisk er 32 yngre kunstnere – født efter 1975. Det fremhæves endvidere af den lidt luftige installering med rigelig respekt for det enkelte værks autonome rum. Monica Bonvincinis spejlbeklædte trappe-skulpturer – som er bemærkelsesværdigt ufarlige kunstnerens oeuvre taget i betragtning – udgør en mindre soloudstilling i sig selv. Kun i få tilfælde er værkerne installeret, så de kiler sig ind imellem hinanden, sådan som det sker i rummet med grafiske og tekstbaserede værker af Guy de Cointet, Jeanne Nathalie Wintsch og Karl Holmqvist – hvilket selvfølgelig fungerer fint, men som måske også er for oplagt og gnidningsløs en sammenstilling. Curiger siger selv, at hun bevidst har forsøgt at undgå den klassiske adderende udstillingsform (af kunstner efter kunstner etc.) ved at bede kunstnerne Franz West, Song Dong, Monika Sosnowska og Oscar Tuazon om at designe såkaldte para-pavilloner som kan huse andre kunstneres værker. Bedst fungerer Franz Wests reproduktion af hans atelierkøkken med et stort antal af de værker af forskellige kunstnerkollegaer, som normalt hænger dér. Også Oscar Tuazons konstruktivistiske betonpavillon på en udendørs plads i Giardini får sit eget indre liv med et lydværk af Azier Mendizabal og et ydre udtryk i kraft af Ida Ekblads Matisse-blå, modernistiske maleri med det karakteristiske, «altmodische» udtryk. Men så er para-pavillonerne heller ikke en vildere opfindelse – og hvis det rigtig skulle have haft den ønskede effekt, så havde det krævet langt mere end fire.
Man kan hævde at det for så vidt er positivt, at de udstillede kunstværker har mulighed for at virke uden en kuratorisk spændetrøje, som trækker læsningen i en bestemt retning. Men Curigers milde kuratering virker påfaldende gammeldags og på grænsen til det berøringsangste. Det resulterer i en udstilling bestående række af solopræsentationer ikke ulig, ja, en kunstmesse. Mens Documenta-kuratoren Carolyn Christov-Bakargiev er ved at slå knude på sig selv og sit team i ambitionen om at frembringe en aldrig før set diskurs, blandt andet med desperate workshops på Nordpolen(!), så forventes det ikke, at kuratoren af Venedig biennalen skal opfinde banebrydende kuratoriske greb. Således er Curigers brede tematik «lys og nationer» – eller Daniel Birnbaums utopi-tematik «making worlds» fra 2009 helt legitime greb for denne biennale, som har tradition for at vælge en diplomatisk kurator, som taler et ligefremt sprog fritaget tung diskurs, hvor spørgsmålet om kontekst ikke er et afgørende parameter og som kan samle kunstfeltet – måske set i lyset af de nationale pavilloner i Giardini, som altid taler med mange forskellig tunger. Sådan var det med Harald Szeemanns biennale i 1999 (som er er det år hvor den internationale udstilling fik sin nuværende struktur) og med Daniel Birnbaums biennale i 2009. Bice Curigers biennale er nok den mest neutrale af disse – faktisk så pæn og midtersøgende at jeg – og dette havde jeg aldrig troet skulle ske – tog mig selv i at længes tilbage til Utopia Station, den aktionsprægede gruppeudstilling, der under Fransceco Bonamis biennale i 2003, var kurateret af Molly Nesbit, Hans-Ulrich Obrist, Rirkrit Tiravanija. I bedste platformsstil anno årtusindskiftet, leverede den al den happening, hænge-ud stemning, oplæsning, aktion og liv, som denne biennale går i en stor bue udenom.
Derfor var det et held og et tilfælde, at jeg de sidste timer inden Arsenale lukkede stødte ind i en performance af den østrigske gruppe Gelitin, som omkring en hjemmebygget glasovn på den yderste spids af Arsenale var var igang med en «old school» performance af den seriøse slags, der varer tre timer. De småfulde performere (og ditto publikum, som løbende blev tilbudt østrigsk vin, så de konstant kunne få forsyne ovnen med tomme flasker til omsmeltning) blev akkompagneret af støjpunkbandet Japanther,
som forstod at skabe den rette underlægning af både raseri og tomgang til arbejdet ved den varme ovn og til lejlighedsvise aktioner fra en spinkelt bygget, nøgen mand, som eftersigende tidligere var blevet «taget bagfra» med en banan og som nu selv gik igang med at «ordne» en træstub(!) Med andre ord; en dagslang performance med selvmutilerede kroppe og rødglødende, flydende glas, der med jævne mellemrum blev hældt ud af glasovnen, og som ville have gjort deres Wiener-aktionistiske forfædre stolte. Mens jeg sad der i græsset med et publikum, der måske ligesom jeg også trængte til at trække vejret oven på den renskurede hovedudstilling var det som om man var i gang med noget forbudt, noget der ville grise den schweiziske dames gulv til. En pubertær reaktion, måske. Men det føltes utrolig godt.
