Hvordan gå til den historiske konceptkunst i dag? Er der mere at vise og sige om denne banebrydende måde at tænke og skabe kunst på? Det synes at være det presserende, ledende spørgsmål for kurator Guillaume Désanges i forbindelse med udstillingen Amazing! Clever! Linguistic! An Adventure in Conceptual Art på Generali Foundation i Wien. Som en af tre kuratorer er Désanges (sammen med Helmut Draxler og Gertrud Sandqvist) blevet inviteret til at fejre Generali Foundations første 25 år med en udstilling baseret på institutionens samling. Det er en samling, der tæller en stor del konceptkunst og i forlængelse af hans øvrige eksperimenterende praksis (indenfor rammerne af det kuratoriske agentur Work Method i Paris) er Désanges’ svar på dette spørgsmål: Der findes i hvert fald nye måder at kuratere den på.
Som historisk fænomen og som dén væsentligste reference for vores samtidskunst har konceptkunst været emnet for en omfattende genopdagelse siden udstillingen Global Conceptualism på Queens Museum of Art i 1999 præsenterede konceptkunst som den første globale form for samtidskunst og Alexander Alberros antologi Conceptual Art fra samme år gjorde et stort udvalg af historiske tekster tilgængelige for en ny generation. Antallet af publikationer og udstillinger fra 2000erne, som fokuserer på konceptkunst er enormt og giver indtrykket af et på en gang gennemdiskursiveret og aktuelt felt.
Det er i denne dobbelte kontekst af tiltagende mættethed og fortsat relevans, at man skal se Désanges’ udstilling og det særlige kuratoriske greb han har foretaget. Han vil gerne byde ind med noget nyt. Til forskel fra de fleste af sine forgængere «[ikke ved] at forsøge en fornyelse af det kritiske perspektiv», men gennem «en tilgang baseret på kærlighed og beundring» og «en ånd, der handler om at dele og fejre», som han skriver i sit statement. Han kuraterer med andre ord som en fan rundet af de nye mediers sociale revolution. Han er kuratoren som blogger. Idiosynkratisk i sit perspektiv, fri i sin organisering af materialet. Det er hans personlige take på – eller rettere hans «adventure in» – konceptkunst og det vil han gerne dele med så mange som muligt. Ikke bare med de intellektuelle indforståede, men med en ny generation af medietrænede kulturinteresserede for hvem blogs og internettets ikke-institutionaliserede netværker ikke bare er naturlige, men også primære informationskanaler at erhverve sig viden gennem og videre med det brede publikum, der indløser billet til institutionerne i Wiens MuseumsQuartier.
Det er en tilgang, der ifølge Désanges selv rummer en institutionskritisk ambition lig konceptkunsten egen, men som – uden han siger det – samtidig også er påvirket af den oplevelsesøkonomiske logik, som styrer mange institutioner i dag. Som den sensationalistiske udstillingstitel indikerer ønsker han at modarbejde kunstinstitutionens autoritære og finkulturelle karakter og udvide konceptkunstens diskursive rum udover dens egne grænser, ud i samtidens levende kultur, og derigennem genforhandle forholdet til publikum i en mere demokratisk og underholdende retning, der afspejler nutidens medielandskab.
Hvordan manifesterer den så sig denne nytænkende tilgang? Og lykkes den?
Strukturelt er udstillingen forholdsvis traditionelt anlagt. Som i Peter Osbornes forord til oversigtsværket Conceptual Art fra 2002 placerer den værkerne i en række tematiske afdelinger. Selvom overskrifterne på flere af afdelingerne forsøger sig med peppe, reklameagtige slogans (à la «Functionalism vs. Eroticism») er tematikkerne velkendte (fx «den performative krop» og «tekst og billede»), ligesom den overordnet pointe er det: Konceptkunsten er en heterogen størrelse og kan derfor ikke identificeres og begribes som en klassisk isme. Den må i stedet ses og præsenteres i sin grænseoverskridende karakter og åbne mangfoldighed. Her følger Désanges den institutionelle konsensus.
Værkudvalget, som selvfølgelig er begrænset af Generali Foundations samling, er også forholdsvist traditionelt, om end Désanges udvider horisonten, så udstillingen også tæller værker fra før og efter 1960erne. Der er en stor repræsentation af historiske hovedaktører som Dan Graham, Marta Rosler, Valie Export, Hans Haacke og Adrian Piper, samt udvalgte «perler» af Allan Sekula, Gordon Matta-Clark og Robert Barry. Derudover er der værker fra en for Generali Foundation «lokal» germansk og slavisk kontekst, blandt andet konkret poesi fra slutningen af 1950erne og mediekunst fra midten af 1970erne. Det er et udvalg, som understreger, at den overordnede konceptuelle tilgang til kunst udspringer af specifikke æstetiske og politiske problemstillinger, men forbindelserne samler sig ikke til et argument eller en nylæsning.
Nytænkningen skal således snarere findes i iscenesættelsen, i udstillingsdesignet og dets dramaturgiske brug af «farvekridtsgraffiti», grafiske fremstillinger, opslagstavler med fotokopier, dioramaer, standardrammer og guldpapir.
Efter at det minimalistiske udstillingsdesign har domineret siden midten af 1990erne, har en genopdagelse af mere dramaturgiske, men vidt forskellige virkemidler vundet indpas blandt kuratorer de seneste år. Måske fordi kuratorer er ved udvikle en større grad af bevidsthed om deres praksis’ egenart og ikke længere forstår sig selv som praktiserende akademikere (for hvem design er en distraktion, hvis ikke ligefrem en forbrydelse)? Måske fordi musikkulturen har fået større indflydelse og man er begyndt at se kuratoren som en producer, der mixer en sang? Måske som udtryk for et skift lig det man finder inden for mode, at man er blevet træt af et look og derfor prøver et nyt af? Måske inspireret af den generelle designrevolution og demokratisering af designprocesser, som de digitale medier har medført? Eller måske man skal se det i forlængelse af en ny kulturel uhøjtidelighed, som ikke længere har 1968, kritisk bevidsthed og politiske visioner om en anden verden som rammefortælling, men udspringer af en højtudviklet livsstilsekspertise, der ikke gør sig illusioner om en anden verden, men frigjort, nysgerrigt og opfindsomt opererer indenfor det eksisterende system? Under alle omstændigheder er Désanges med på den trend.
Det særlige i denne sammenhæng er, at Désanges bruger teatralske virkemidler i forhold til konceptkunsten, der om nogen har dyrket en præsentationsæstetik, der skulle fungere som en slags antitese til det omgivende skuespilsamfund. Indrømmet konceptkunsten har sin egen tørre, andagtsfulde teatralitet, og der er spektakulære iscenesættere som Hélio Oiticia, Yoko Ono og Group Material, men generelt er der skruet ned for de billedlige effekter for at give intellektet plads til fordybelse og refleksion. Ikke meget kærlighed her. Det er bare værsgo at læs og tænk.
Désanges’ udstillingsdesign udfordrer med andre ord den institutionelle konsensus omkring præsentationen af konceptkunst såvel som konceptkunstens selvforståelse. Spørgsmålet er om det er en interessant udfordring, om det giver et nyt perspektiv til forståelsen af konceptkunsten?
Det første man lægger mærke til ved hans greb er den lyse træramme, som hænger til venstre for billetskranken. Det er en billigt udseende standardramme, fyldt med knaster og ved at gå op i kanterne. Baggrunden er ubehjælpeligt beklædt med guldpapir, hvorpå Désanges med tegnestifter har sat sorthvide A4-fotokopiportrætter af Rosalind E. Krauss, Karl Marx, Ludwig Wittgenstein, Lucy Lippard og Walter Benjamin, flere af dem så de hænger skævt og alle i noget der ligner en dårlig opløsning hentet fra nettet. De er konceptkunstens «Hall of Fame», som der står øverst på guldpapiret, og der er tre af dem i udstillingen, hver med deres berømtheder. Modsat hvordan sådanne berømthedstavler præsenteres i musik- og sportsverdenen, fremgår det ikke hvad de er berømte for. Det må man selv regne ud. Men er det noget det massepublikum, Désanges gerne vil kommunikere med, uden videre kan? Man kan have sin tvivl. For en med kendskab til konceptkunsten virker det som en plat, ironisk og indforstået gestus overfor konceptkunstens intellektuelle prætentioner. Det er som om Désanges ikke helt kan give slip på sin indre akademiker. Hvorfor ikke omfavne blogger-rollen fuldt ud og gøre «Hall of Fame»-elementet mere personligt, lade kærligheden skinne igennem, dele den mere eksplicit og bruge den som drivkraft for en mere elaboreret og spekulativ fejring?
Trærammen går igen i et andet af udstillingens markante greb, nemlig de såkaldte «Reference Boards», som der hænger et af i hver af udstillingens tematiske afdelinger. Her er guldpapiret udskiftet med almindeligt hvidt papir og portrætterne udskiftet med fotokopier af bogomslag, andre kunstværker, populærkulturelle fænomener og hvad Désanges ellers kan associere til. Idéen er for så vidt god: At understrege konceptkunstens åbne kulturelle horisont (og overkomme samlingens begrænsninger).
Men ligesom i tilfældet med berømthederne ekspliciteres det ikke, hvorfor de forskellige referencer er udvalgt. Hvad er for eksempel forbindelsen mellem Mallarmés Un Coup de Dés og Marta Roslers The Bowery in Two Inadequate Descriptive Systems (1974-1975)? Désanges «deler» ikke sine (bag)tanker. Referencerne er som en liste med links man senere selv må tjekke og arbejde videre med. I stedet for at samle sig til et substantielt argument flyder materialet ud i en diffus allover- og anything goes-logik. Jo, der er enkelte «interessante» referencer til klassisk kunst og litteratur, men fejringen af konceptkunstens mangfoldighed bliver et alibi for ikke at tage stilling og udvælge, at argumentere for at nogle referencer er vigtigere end andre. Her synes bloggeren Désanges underligt anakronistisk. Det er som om han har misforstået, at i dag er adgangen til information ikke det afgørende og interessante fordi de fleste af os har denne adgang. Det er de filtre som udvælger information og præsenterer, der er væsentlige. Relevansen og ikke mængden af information tæller.
Et af disse «Reference Boards» skiller sig ud. Indenfor trærammen har Désanges skabt et diorama af «den hvide kube» (hvilket vil sige en lille hvid kasse med en miniature stikkontakt), det rum der om noget var udgangspunktet for konceptkunstens institutionskritik. Det er en sjov gimmick, på et højt abstraktionsniveau.
Brugen af referencer som en måde at åbne konceptkunsten op på kommer også til udtryk i de citater, som breder sig på udstillingsrummets betonvægge. De er lidt uhjælpeligt skrevet med farvet kridt, som var det på en tavle. Augustin, Kafka, Joyce og flere af kunstnerne er med. Grebet er interessant som en ansporing til videre association, men i sidste ende får citaterne mere karakter af ornamenter, dekorationer af akademikeren Désanges. Samtidig med at man tænker, at det er en lidt for meget Google-søgning og efterfølgende name dropping over det.
Så er et mere vellykket greb de to kort som Désanges har lavet sammen med en designer. I farver og et grafisk udtryk der kunne pryde et flashy magasinopslag visualiserer kortene hver især konceptkunstens overlappende tematikker og globale historik. De forsøger at anskueliggøre overordnede interesser og processer, som ofte drukner i fejringen af konceptkunstens mangfoldighed. De er ikke decideret originale, men idéen er god og de fungerer som underholdende diskussionsoplæg, mens man er i udstillingen. Man kunne godt tænke sig flere, mere eksperimenterende sådanne kort, eventuelt skabt ved brug computerberegninger og datavisualiseringssoftware, som er tilgængeligt i dag.
Désanges kalder selv sit udstillingsdesign – brugen af hverdagsmaterialer og ukonventionelle formater – for «deskilled curating,» hvilket for ham betyder at «undgå virtuositetens automatismer og fristelser med det mål at forbinde sig med den frihedsånd og risikovillighed, der animerede konceptkunstens pionerer.» Ambitionen er interessant: At kuratere på en måde som er kongenial med konceptkunstens egen ambition om at «deskille» kunsten som disciplin, at være «amatører» som Art & Language formulerede det. Men realiseringen er tvivlsom. Jo, på et formelt æstetisk niveau er der paralleller til konceptkunstens banebrydende materialesensibilitet, hvor papir og fotografi afløste lærred og bronze, men selvom Désanges benytter sig af et mere poppet udtryk, som det bredere publikum nok kan nikke overfladisk genkendende til forbliver gestussen samtidig så institutionelt kodet, at den kun giver dybere mening for en kender, der kan regne alle dens subtile referencer og implicitte mellemregninger ud. Men måske det simpelthen er den overfladiske interesse hos publikum han i første omgang vil vække? At han i den ser en mulighed for at udvikle en mere afslappet tilgang til konceptkunsten og at en sådan tilgang kan bringe nye perspektiver og indsigter?
Samtidig forstår Désanges udstillingsdesignet i forlængelse af den pædagogiske funktion som udstillinger i naturvidenskabelige museer har. Men snarere end at være oplysende i en klassisk forstand er ambitionen at præsentere et «mobilt syn», der tillader en ekspanderet og kalejdoskopisk tilgang til konceptkunst hinsides den strengt kunsthistoriske. Ambitionen er velkommen og typisk for en tid, hvor Internettet tillader at man tilgår og tilegner sig viden mere associativt og rhizomatisk, men den lykkes kun som generelt forslag. De tematiske blik på konceptkunsten som dette syn tilbyder forbliver antydninger. Hvorfor ikke bare begrænse sig til tre og så gå i dybden med dem? Måske fordi man skal se udstillingen som et forsøg på at mime en oplevelse lig det at surfe på internettet? Eller måske man simpelthen skal se udstillingen som et slags første spadestik, der skal gøre jorden klar for nye markant anderledes måder at kuratere konceptkunst på? Måske en udstilling om konceptkunst og selvportrætter på en modemesse er lige om hjørnet? Konceptkunst og pranksterism som tv-serie? Eller hvad med konceptkunst og visualitet på en Tumblr-blog? Hvorfor ikke, men er Désanges villig til at gå så langt?
Selvom Désanges’ eksperimenterende design virker frisk, så går man også fra udstillingen underligt uudfordret. Man tager sig i at savne den gentækning af det kritiske perspektiv som han ikke vil foretage? Hvorfor ikke? Og hvorfor ikke kombinere den med kærligheden? For når man ser værkerne i udstillingen bliver man samtidig overbevidst om, at der er mere nyt at sige om konceptkunstens historiske og nutidige betydning, ikke bare nye måder at kuratere den på.
