Marina Abramović dør syv gange, men operaværket er mest af alt en hyldest til dét, der engang var.
Spørgsmål om klasse fylder i tidens litteratur og film, men er stort set fraværende i dansk billedkunst. Hvorfor?
På Den Frie kan man skylle angsten ud i toilettet og krybe i skjul i en æske Kleenex. Gruppeudstilling om følelser er befriende usentimental.
Afgangsudstillingen på Det Fynske Kunstakademi er følsom, men ikke sentimental.
Med aviser, balloner og undskyldninger på stribe inviterer Banu Cennetoğlu til samtale om menneskerettigheder. Man skal være vågen for at få dybden med.
Frederik Exners Gnomon på Tranen er et hint om, hvor vi skal rette blikket hen, før klimaet kollapser.
Et blåt væsen med hængeører og røde øjne forførte Kunstkritikks Helle Fagralid.
Käthe Kollwitz på Statens Museum for Kunst er en kniv i hjertet og et opråb om modstand.
Filip Vest flyder elegant rundt i kulturarbejderens ydmygende kår i ny performance på Ringsted Galleriet.
Sophia Ioannou Gjerding og Mark Tholander vender små og store fællesskaber, men monstrene forbliver i skabet.
Afgangsudstillingen på Det Fynske Kunstakademi er et hviskende oprør i en usikker verden. Det gør den kun mere seværdig.
Hvad afgangsudstillingen fra Det Jyske Kunstakademi mangler i antal kunstnere, vinder den i kunstnerisk spændvidde og personligt udtryk.
Tracey Emins kunst er muligvis selvoptaget og banal, men hendes usentimentale livsværk er en nødvendig påmindelse om, at det private stadig er alment.
Sung Hwan Kims mangfoldige udstilling på Bergen Kunsthall giver tidvis følelsen af at man bevæger sig inde i et Excel-ark.
Løgnaktig utstilling knabber tidsånden på Christian Torp.
Han skojar med nordiskt svårmod, men det lyfter inte.
