Selvom den unge neoformalistiske kunstscene i Danmark ofte fremstår påfaldende 1980er-agtig med dyrkelsen af en særlig popkulturel «Eurythmics-semiotik» (og hvad dertil hører af tegnteori, koboltblå, simulakrer og skinnende folie), så hører det alligevel til sjældenhederne, at der ligefrem henvises til en af 80er-kunstens vigtigste skikkelser, Martin Kippenberger. Det er givetvis anderledes, hvis man opholder sig syd for den dansk-tyske grænse eller, som det er tilfældet med Søren Engsted, har boet og studeret i Wien de sidste syv år.
Kippenberger og hans nulevende efterkommere i Køln er stadig en uomgængelig faktor i den tysksprogede kunstverden. Omvendt skal der måske en udefrakommende til for at citere ham så direkte, som Engsted gør på sin udstilling i BKS Garage, hvor han udstiller «featuring Heine Thorhauge Mathiasen» – hvilket nok mest skal forstås som en kollaborativ udstilling med hovedvægt på Engsteds arbejde. BKS er Kunstakademiets udstillingssted, hvor mange af de studerende gør deres første udstillingserfaring i mere professionelle rammer. Engsted og Thorhauge Mathiasen er dog begge dimitteret henholdsvis fra Wien i 2011 og København i 2012.
Udstillingen fremstår overordnet åben på en lidt ukoncentreret men tidstypisk måde, hvor man afsøger forholdet mellem display og udsagn – eksempelvis et maleri slacker-agtigt placeret på en alt for lang hylde/gesims (fremstillet af laminerede plader med kitschrigtig typekøkken-overflade), der er forlænget ud over hjørnet og videre ud på nabovæggen, hvor den ikke længere har nogen funktion og derfor kan aflæses et sted mellem minimalskulptur a la Henrik Olesen og decideret displayelement, hvis eneste funktion er at præsentere maleriet. Signifiant eller signifié? Helt med vilje, men et greb som man efterhånden har set så hyppigt på den københavnske og øvrige europæiske samtidskunstscene, at det med fordel kunne fortjene en pause.
Udstillingens centrale værk (signeret begge kunstnere) er en stor åbning i gulvet ned til mekanikergraven, der løber under gulvet i det tidligere autoværksted. Skråtstillet, opad skaktens ene endevæg, står et spejl som spejler en tekst på gravens modsatte endevæg. «Picture a moon shining in the sky» står der med (angiveligt) spejlvendte typer, skrevet med en finger i væggens tykke støvlag. Det er titlen på et typisk kryptisk interview med Kippenberger fra 1991. «Månen» er i dette tilfælde en slapt hængende ballon, hvis sorte konturer knapt anes halvvejs inde i den mørke mekanikergrav – en slags omvendt hulelignelse, hvor man må bøje sig og kigge ned for at se budskabet som spejler sig fra hulens dyb, oplyst – ikke af et bål – men af en arbejdslampe. Nedgangen til skakten er markeret med en flad, umulig gipsplade-platform malet i beskidt-brunt, der på ejendommelig, lidt modstræbende, vis indrammer indgangen. Set i denne sammenhæng leder Kippenberger-citatet uvilkårligt tankerne i retning af hans værk/forestilling om et verdensomspændende undergrundssystem, som han markerede med en række offentlige skulpturer – fiktive undergrundsstationer, der netop kun består af en trappenedgang og aflåst hovedindgang. Altså, en slags parafrase over Kippenberger filtreret gennem Kippenberger.
Det er en pænt svær genre – metaværker over afdøde kunstnerhelte. Men den underjordiske rævegang uden udgang og halvslap fuldmåne lykkes, fordi Engsted og Thorhauge Mathiasen tager chancer og også vrider sig ud af metaværket. Det bliver til noget i sig selv – en manifestation af en antiprogrammatisk tro på billedets mulighed, hvor man måske godt kan se månen i arbejdslampens skær dybt nede i mekanikergraven.
