Midler afsat til ny Copenhagen Art Festival

Ifølge årsberetningen fra Statens Kunstråd er de første midler til næste Copenhagen Art Festival afsat. Og den Frie Udstillingsbygning er sikret midler til «husleje» tre år frem.

Latifa Echakhch, Fantasia, 2011. Et af bidragene fra Den Frie til Copenhagen Art Festival, 2012.
Latifa Echakhch, Fantasia, 2011. Et af bidragene fra Den Frie til Copenhagen Art Festival, 2012.

Det er endnu ikke sikkert om der kommer en efterfølger til sidste års Copenhagen Art Festival, men i fald det sker, så er festivalen – «Copenhagen  Art Festival II» som projektet omtales – allerede sikret sine første 800.000 kr. Det fremgår af Statens Kunstråds årsberetning for 2012, som udkom i går.

Statens Kunstråd ophører med at eksistere i forbindelse med den omlægning af hele strukturen for kunststøtteordningen, som der er varslet med udgangen af 2013, og det vil derfor være det nye projektstøtteudvalg for billedkunst, der alene har ansvaret som hovedsponsor for festivalen. Da de nødvendige midler ikke kan findes inden for et enkelt budgetårs rammer, har udvalget derfor besluttet at henlægge 800.000 kr. fra 2012s budget til en eventuel fremtidig festival. Om det kommende udvalg vil følge eksemplet vides endnu ikke al den stund udvalgets medlemmer ikke er udpeget (det sker senere i år), men hensættelsen af det forholdsvis store beløb kan ikke læses som andet end en klar udmelding om, at det nuværende udvalg i hvert fald synes, at det er værd at prioritere. Den første udgave af Copenhagen Art Festival som løb af stablen i 2012 havde et budget på omkring 17.000.000 kr., hvoraf 6.700.000 kr. kom fra Statens Kunstråd.

Nicolai Howalt, Light Break, Den Frie, 2013.
Nicolai Howalt, Light Break, Den Frie, 2013.

I beretningen kan man også læse, at udvalget i perioden 2014-2017 har besluttet at bevillige yderligere 600.000 kr. til den Frie Udstillingsbygning om året, således at udstillingsstedets samlede bevilling fra udvalget er oppe på 1.200.000 kr. årligt, hvilket dog stadig er væsentligt mindre end de ca. tre millioner, som Overgaden modtager. Merbevillingen sikrer «et million-tilskud» fra A.P. Møller og Hustrus Fond til en omfattende renovering af bygningen, der gives under forudsætning af at der ikke længere som en slags husleje kræves 60.000 kr. i afgift af de udstillende kunstnere, og at kunstnersammenslutninger forsat tilgodeses. Det er således oplagt at læse merbevillingen som et huslejetilskud og som et ekko af den kritiske situation den Frie Udstillingsbygnings stod i efter at Kunstrådet i 2008 prioriterede ikke længere at yde den traditionelle støtte til husleje i forbindelse med udstillinger og dermed truede stedets eksistens. Løsningen dengang var et fireårigt driftstilskud på 1.200.000 kr. om året som led i daværende Kulturminister Carina Christensens (K) «helhedsløsning» for støtten til kunstinstitutionerne i København.

Ydermere forbeholder udvalget sig ret til at fortsætte diskussionen af den Frie Udstillingsbygnings særlige organisations- og udstillingsstruktur. Strukturen blev ændret i forbindelse med 2009-bevillingen. Fra at have være ledet suverænt af kunstnersammenslutningen Den Fries bestyrelse åbnede udstillingsstedet op for andre kunstnersammenslutninger, så strukturen i dag udgøres af henholdsvis en bestyrelse, et fagudvalg og en styregruppe foruden den kunstneriske leder Kirse Junge-Stevnsborg og udviklingsleder Malene Ratcliff.

Endelig kan man i beretningen læse at rådet har nedsat en arbejdsgruppe med henblik på at arrangere et seminar om kunstkritik i 2013, hvilket Kunstkritikk naturligvis hilser velkomment.

Læserindlæg