I dag åpner Chart Art Fair i København. Chart har de siste tre årene tatt opp kampen med Market i Stockholm om å bli Nordens ledende kunstmesse. Messen presenterer 28 gallerier; 13 danske, seks svenske, fire norske, tre finske og to fra Island, i tillegg til prosjekter, performance, musikk, talks, arkitektur og gastronomi. Kunstkritikks tre redaktører satte hverandre i stevne i København og formidler her sine inntrykk fra presseåpningen i går. Messen åpner for publikum i dag klokken 16.
Er det noe du vil trekke frem fra Chart Art Fair 2015?
Jonas Ekeberg: – Først vil jeg si at idéen om å lage en nordisk kunstmesse er god. Og jeg er imponert over hva arrangørene har fått til. Først og fremst har de fått med ledende gallerier, men også arrangementet som helhet er bra, inkludert musikk- og performanceprogrammet. Når det er sagt må jeg legge til at det fortsatt er mye som gjenstår. I likhet med Market i Stockholm fremstår også Chart som en messe for det nordiske småskalamarkedet. Jeg savner de store, ambisiøse prosjektene, og jeg savner den kritiske og diskursdrevne delen av kunstfeltet og kunstmarkedet. Det er her nordisk kunst har sin tyngde og styrke, og det er en stor feil at ikke de nordiske galleriene reflekterer dette i sine presentasjoner.
– Og så må jeg si at jeg stusser over messens plassering her på Charlottenborg. Hele Norden har behov for Charlottenborg som en internasjonal kunsthall, og Chart trekker i en litt annen retning. Jeg er som sagt hundre prosent tilhenger av en nordisk kunstmesse, men jeg er ikke sikker på om den bør være på Charlottenborg. Charlottenborg har behov for størst mulig autonomi, og messen trenger egentlig ikke den institusjonelle tyngden og museale looken som Charlottenborg kan by på. Når det gjelder kunsten på Chart 2015, så synes jeg Martin Erik Andersens nye objekter hos Susanne Ottesen viser en ukontrollert holdning som interesserer meg. Ryan Ganders arbeider hos David Risley, som han attribuerer til den fiktive skikkelsen Spencer Anthony, appelerer til språkfetisjisten i meg. Og Egill Sæbjörnssons video Modern Thinking hos i8 Gallery er fantastisk morsom. De norske galleriene gjør alle brukbare presentasjoner: Galleri Riis byr på et fint gjensyn med Jan Groth, Peder Lund fremstår med en stram presentasjon av Paul McCarthy og Franz West som mest internasjonalt, og Osl Contemporary og VI VII tar størst risiko ved å presentere yngre kunstnere.
Pernille Albrethsen: – Det begynder virkelig at ligne noget, når man kan se en kæmpestor mintgrøn Franz West-pølse på en kunstmesse i København. Også selvom den store omega-skulptur fra 2008 ikke rigtig kommer til sin ret på parketgulvet foran det norske galleri Peder Lund, som i følge galleriet har skulpturen til salg for 2 millioner dollar. Men det er jo også det sjove ved messer – at man ser kunsten helt rå, uden formidlende iscenesættelse. Jeg stoppede også op ved Carsten Höllers flotte, sært altmodische fotogravure-serie Four Birds, 2015, produceret og præsenteret af Niels Borch Jensen. Hvert billede i serie viser fire søskendefugle, alle finker og som alle – som et resultat af krydsbefrugtning af forskellige finketyper og deraf følgende sterilitet – er de sidste af deres art. Jeg smiler også ved Lasse Schmidt Hansens umulige bunker af foldet, brugt Molton-stof, som ligger undseeligt, «jeg-vil-helst-ikke-være-her»-agtigt på gulvet hos Christian Andersen. Et af den slags værker, som må sætte galleristen lidt på arbejde. Det projekt, som jeg blev mest nysgerrig på, var Oslo-galleriet VI VII’s præsentation af Emma Ilija Wyllers monokrome cacaopulver-malerier og især de geléagtige, mosgrønne skulpturer af matcha og proteinpulver. Jagten på proteiner og voksende muskelmasse koblet til de evige spørgsmål om stof og materie, form og formløshed.
Frans Josef Petersson: – De danska gallerierna som Susanne Ottesen, Nicolai Wallner och Andersens’s Contemporary framstår som mest övertygande i termer av sina presentationer, medan den svenska närvaron känns förhållandevis blek. Av de etablerade samtidsgallerierna i Stockholm medverkar de viktigaste, med något undantag, men ofta inte på ett sätt som är till deras fördel. Mest samtidskänsla frammanas av Oslo-galleriet VI VII, som visar en mystisk popkonst av Mikael Brkic och Emma Ilija Wylller, bland annat små gröna och till synes ätbara «puddingar» på vita porslinsfat. Ett poänglöst och slappt måleri av Bjarne Melgaard hos Forsblom och några svaga bilder av Mamma Andersson hos Magnus Karlsson övertrumfas av Tal R hos Bo Bjergaard, där målarens handlag trots allt aktiveras i förhållande till den belastade motivsfären med poserande, nakna kvinnokroppar. Keramikskulpturen Scholar i hörnet utmanar med en ambivalent känsla, och bidrar till att konstnären utmärker sig bland mängden av formella eller informella arbeten i salarna.
I hvilken grad opplever du Chart som en nordisk messe?
Jonas Ekeberg: – Chart er på veldig god vei til å få med seg de viktigste galleriene i Norden. Men på samme måte som Market i Stockholm lider messen under sin egen selvhøytidelighet, som egentlig er en usikkerhet: Man beskytter seg mot den negative påvirkningen fra de middelmådige galleriene ved å gjøre et strengt utvalg, men samtidig så mister man kontakten med den unge, uavhengige og politiske kunstscenen i Norden. Den virkelig store oppgaven er å gjenopprette denne forbindelsen uten å senke kvaliteten.
Pernille Albrethsen: – Fra et dansk perspektiv er der umiddelbart ikke nogen kommercielle gallerier man savner. Stort set alle de gallerier, som bør være repræsenteret, er til stede. Jeg kunne godt ønske mig lidt flere gallerier med en mere eksperimenterende og lidt mindre salonfæhig profil, men det er et andet spørgsmål, som ikke har med messen, men det hjemlige udbud at gøre. Man kunne måske overveje at invitere et par af de skarpeste kunstnerdrevne steder – gerne fra hele Norden. Det kunne give det hele lidt kant og give messen den ekstra dimension, at Chart også var stedet, hvor man så et større spektrum af hvad nordisk samtidskunst har at byde på. Overordnet må det siges at være en succes at især så mange af de bedste svenske og norske gallerier har fundet vejen hertil, også selvom man endnu mangler et par af de toneangivende ikke-danske gallerier for at kunne sige, at man præsenterer det bedste fra hele Norden. Men det er tæt på.
Frans Josef Petersson: – De flesta viktiga nordiska gallerier medverkar ju och helheten är förhållandevis väl installerad, men den utställda konsten framstår som rätt homogen och sluten i förhållande till samtidens estetiska och politiska realiteter. Om viljan är att Chart ska ge en bild av dagens nordiska konstliv så når man därför inte särskilt långt, då konsten naturligtvis består av en mängd uttryck vid sidan av de traditionella måleri- och objektbaserade former som dominerar i salarna på Charlottenborg. Det finns ett performanceprogram och en samtalsserie, men bland de utställda verken finns knappt några dokument- eller fotobaserade praktiker, och i princip ingen rörlig bild eller video. Konstnärsdrivna initiativ och andra möjligen mer kritiska former är också frånvarande, liksom utomnordiska gallerier som kunde introduceras i det nordiska konstlivet. Helheten ger ett försiktigt och konservativt intryck, vilket möjligen speglar – men knappast utmanar eller utvecklar – den lokala, nordiska konstmarknaden.
Berlin & Copenhagen.
