Ny professor på Det Fynske

Kristine Kemp bliver professor på Det Fynske Kunstakademi. Dermed fastholdes skolens fokus på koncept og diskurs.

Kristine Kemp, Hysteria in the White Cube, 2011.
Kristine Kemp, Hysteria in the White Cube, 2011.

Det Fynske Kunstakademi oplyser i en pressemeddelelse i dag, at den danske kunstner Kristine Kemp – som siden oktober 2014 har været gæsteprofessor på skolen – ansættes som ny professor på skolen.

Kristine Kemp er født i 1966 og er uddannet fra The Slade School of Fine Art i London (1993–95) og Det Kgl. Danske Kunstakademi i København (1988–94), hvor hun også tidligere har fungeret som gæsteprofessor.

Kemps praksis er informeret af konceptkunsten og af langstrakte undersøgelser af sproglig, materiel eller performativ karakter og er i det hele taget er hendes praksis præget af hvad, der kan synes som en modstand mod en forsimplet klassifikation af en værkproduktion.

Hun sættes i forbindelse med den gruppe af 1990ernes kunstnere, der var at finde omkring kunstnerkooperativet og tidsskriftet Koncern°; Søren Andreasen (f. 1969), Jan Bäcklund (f. 1966), Jakob Jakobsen (f. 1965) og Jørgen Michaelsen (f. 1961) og hun er en kunstner, der måske bedst kan betegnes som en kunstners kunstner.

Kemp har senest udstillet herhjemme i det kunstnerdrevne udstillingssted Years med soloudstillingen [re-in-kar-nayt] (2012) kurateret af David Hilmer Rex – en udstilling der senere blev vist på Cubit i London (2013). I 2014 var hun del af Lars Bang Larsens gruppeudstilling om post-konceptkunst, Koncept efter koncept: Før det normale, på Museet for Samtidskunst i Roskilde.

Ansættelsen af Kemp understreger akademiets fokus på kritiske, konceptuelle og diskursive aspekter af billedkunsten. Den øvrige stab af faste undervisere på Det Fynske Kunstakademi er professorerne Jeuno JE Kim, Kristoffer Ørum og Sidsel Meineche Hansen.

Ansættelsen som professor er for en 6-årig periode og Kristine Kemp tiltræder stillingen 1. oktober, 2015.

Kristine Kemp, Echo Now, 1994.
Kristine Kemp, Echo Now, 1994.

Læserindlæg