Det menneskehøje Shell-skilt i plast og glasfiber, som Nanna Abell har placeret centralt i sin udstilling Bikini Atol i Ringstedgalleriet, beliggende i den midtsjællandske provinsby af samme navn, er på samme tid et genkendeligt tegn og et skulpturelt objekt. En readymade hedder det vel med en af kunsthistoriens lidt fossile termer.
Hun har anbragt skiltet sådan, at man først ser inder- eller måske rettere undersiden, hvor skiltets gule muslingeskal er hul, hvor der er aftegninger af fugtskader og hvor grønlig algevækst har bredt sig. Det ser ud som om skiltet for to minutter siden er blevet flået ned af en faldefærdig benzintank på en indfaldsvej til provinsbyen og på en trailer er bugseret direkte ind i udstillingsrummet. Nu står den her og er skulptur og som tegn henviser den til udstillingens eksotiske strandtema-titel som netop blot tegnet for «muslingeskal».
Men ligesom at skiltet er muggent og urenset på undersiden, er også tegnet «urent» og olieindustrielle konnotationer vælter ud fra det: 1980ernes boycott af Shell grundet støtten til apartheidstyret i Sydafrika; Greenpeace og dumpningen af Brent-Spar i 1990erne; protester mod olieudvinding i Arktis. En readymade, der betegner et bløddyr som et blødt tegn, men med en hård skal og en hård historik, som er oliens; en for- og bagside.
Sådan slentrer Bikini Atol sig nonchalant igennem flere indeksikaliteter, mellem form, kontekst og en næsten teatralsk iscenesættelse af det semi-fiktive sted, der henvises til i udstillingens titel: Bikini Atol.
Bikinierne er, som Isa Genzken-agtige assemblage-skulpturer, strukket ud mellem stålskelettet af rustne, sammenklappede drømmesenge, hvor også granitsten og stenenes lav indgår i værkets materialeliste. Der er også to rustne jernkar med vand. De står på gulvet med hvide amorfe knuder formet i polyurethan så tykke som arme svømmende på overfladen af det uklare og algerige vand.
Der lever i det hele taget alger, fugt, rust, lav og skimmelsvamp over alt i udstillingen, som på den måde vil være ligeså meget levende krop, som den er tidstypisk, postminimal og neo-materialistisk skulpturøvelse på gulv. Værkerne er begge dele samtidigt: Levende og stramme. Også Ringstedgalleriets egen udstillingskrop eller maven, som har slugt udstillingen, er i sig selv ved at rådne op, med svampede gipsplader i loftet og en duft af fugt, skimmel og råd, der minder om lugten i visse genbrugsbutikker.
Et aflangt vægmaleri med titlen Horisont (sumptuous olive) er malet med øjenskygge af mærket Mac Cosmetics i en lækker glinsende olivengrøn farve. Også her slentrer værket mellem tilstande – mellem en poppet og semi-luksuriøs kosmetik som horisontalt maleri, der fanger lyset med sin glinsende øgleagtige overflade og danner en scenografisk horisont for udstillingens skulpturer at forholdes til. Samtidigt er det et maleri, der illuderer at den skimmelsvamp, der hænger i luften er trængt igennem væggen.
Bikini Atoll er den øde ø, vi alle sammen drømmer om for al evighed at trække os tilbage til og samtidigt er den det forladte sted efter atomprøvesprængningerne, hvor mikroorganismerne muterer og har taget over.
Som skulptur betragtet er Nanna Abells værker altså på en gang opstrammede uorganiske tegn og levende organismer og referencen til Isa Genzken, der for øvrigt kaldte sin tyske pavillon på Venedig Biennalen i 2007 for Oil, er en opfordring til at gå til værkerne på den mest (atom)sprængte og åbne måde – som form, politik og poesi samtidigt – og så midt i Ringsted.
