Historisk set har Op Art og kinetisk kunst altid været et problembarn for kunstkritikerne. Hvad var der overhovedet tale om? En ny gren af modernismen? Avantgarde? Mode? Æstetisk forskning? Retinale platheder? Denne indtagende og flimrende multistabilitet, hvad genrens kulturelle status angår, er sociologisk såvel som kunsthistorisk set interessant. Og det afspejler smukt kunstværkernes egne virkemidler, der får det til at tilte, flimre og flippe for øjnene os.
Udstillingen Eye Attack – Op Art og kinetisk kunst 1950-1970 på Louisiana Museum of Modern Art er angiveligt den første større præsentation af Op Art og kinetisk kunst i Skandinavien i over 50 år. Og den store overraskelse ved udstillingen er, hvor metodisk alsidig og formelt varieret den ellers trivialiserede og monomane Op Art forekommer. Fra det matematisk strenge og af-personificerede udtryk hos en suveræn cool metodiker som Francois Morellet til det varme, mere inderlige og kosmiske udtryk hos kunstnere som Alberto Biassi, Wojciech Fangor og Richard Joseph Anuskiewicz. Op Art og kinetisk kunst er simpelthen en lykkeligt bredspektret hovedpine, der forbinder de mest besynderlige modsætninger i en ubrudt strøm af tematiske glidninger. Kært kluntede og tivoliserede relief-værker henrykker hypnotisk. Deadpan-agtige demonstrationer af optiske effekter præsenterer videnskabelig alvor. Pyntet psykedelisk syre-kitsch kalder på fri seksualitet og rusmidler. Hvad er fællesnævneren? Måske er det slet ikke det i udstillingstitlen erklærede «Eye Attack», der er fællesnævneren, men snarere en bred og grundlæggende tværfaglig vilje til at eksperimentere med krop, bevidsthed og bevægelse i den periode,1950-70, som udstillingen dækker over.
Ekstatikeren og socialpædagogen
Selve udstillingsformatet på Eye Attack gør ikke noget større væsen af sig. Der er en lidt Louisiana-konservativ tendens til at privilegere malerier og væg-objekter, mens filmmediet ærgerligvis er helt fraværende. Men udstillingsforløbet er overordnet set koncentreret og værkudvalget er balanceret og veldoceret. Kun visse af de store installationer forekommer underligt påklistrede i det ellers velkomponerede udstillingsforløb. Bridget Riley og Victor Vasarely er placeret centralt i udstillingen. Og på trods af Op Art’ens erklæringer om at ville være befriet for subjektivisme, så vidner også dette møde om væsentlige forskelle i æstetisk sensibilitet.
Bridget Riley er den ekstatiske éner, der med rødder dybt nede i det modernistiske maleri springer helt fri af sproget og det sociale. Hendes sort/hvide-billeder fyrer og gnistrer så heftigt, at det er umuligt at opnå perceptiv dominans over dem. Absolut frastødende. Absolut tiltrækkende. Blot ét enkelt minuts direkte stirren ind i et værk som current (1964) eller climax (1963) skaber fysisk ubehag og hallucinatoriske effekter. Det er hos Riley, at angrebet på øjet er mest forbløffende intenst, eksalteret og elegant. Hvad betyder dette angreb på øjet egentlig? Det er klart et angreb på et totaliserende og besiddende blik. Det er en sublim forskydning af betragterens magt over det betragtede, for Rileys værker hverken kan eller vil besiddes af det menneskelige blik, men de vil stadig ses!
Victor Vasarely derimod er bevægelsens opbyggelige kollektivist. Det er den store socialpædagogiske byggemester, der vil skabe en ny planetarisk folklore. Forskellene er ikke biografiske, men formelle: der er noget spilleplade-agtigt over Vasarelys billedflade. Det er leg og pædagogisk motiveret udfyldning af farvefelter. Det er retinal soduko løst indenfor det sproglige fællesskab. Det sci-fi-agtige billede Vega Or (1969) er måske en undtagelse. Men Bridget Rileys billeder vinder over alt fordi de udgør ét samlet vibrerende kraftfelt. Intensiteten er ubrudt. Vasarely er til sammenligning i bund og grund en humanist, der lægger puslespil.
Retinalt queer
«Se! Du behøver faktisk ikke vide noget – dine øjne gør dig klogere undervejs,» står der på formidlingsteksten på væggen. Det er en opfordring, som forekommer både naiv og kontraproduktiv i og med at der er tale om et kunsthistorisk tilbagelagt fænomen, hvorom vi allerede ved en masse. Rigtignok ser vi med vores øjne. Men vi forstår verden igennem vores blik. Øjet er en fysiologisk mekanisme. Blikket er derimod en fortolkende instans, der er kulturelt betinget og hvor alle mulige koder – sprog, køn, historie, kultur, teknologi – spiller ind.
Det væsentlige spørgsmål at stille i forhold til mødet med Op Art og kinetisk kunst på Eye Attack er derfor det følgende: kan blikkets koder forandres igennem et simpelt angreb på øjets vaner? For hvis ikke, så er angrebet på øjet ikke andet end en pirring af en fysiologisk mekanisme. Og netop sådan lyder den negative og kulturkonservative kritik af genren: den er retinal underholdning, flad og tom. Den har ikke noget rigtigt indhold. Og den har ført til Olafur Eliasson.
Denne velkendte kritik er i grunden selv ret flad og tom. Den er også ofte selvblind. Den reproducerer bevidstløst en forestilling om, at flader altid er overflader og at den egentlige betydning ligger i dybden – inde bagved. Denne forestilling om at trænge ind til det bagvedliggende baserer sig på en penetrations- og defloreringslogik, som gør selve synshandlingen stærkt maskulint kodet. Understøtter man denne tankegang, så misser man fuldstændig genrens strukturelle ambitioner. For Op Art tilbagelægger netop et diskriminerende perceptuelt hierarki, der privilegerer forgrund over baggrund, subjekt over objekt, maskulinitet over femininitet og essens over intet.
Op Art er først og fremmest retinal queerness. Et lystigt fuck-up af et retlinjet begær. I stedet indsættes pulserende kraftlinjer, rene visuelle attraktorer, vibrerende flader og energiformationer. Vi får frisatte begær-strømme, der danser matematisk i et retinalt ingenmandsland. Effekten er druggy. Vi flipper og tripper konstant mellem lyst og udmattelse, ekstase og trivialitet. Op Art leverer den ultimative ambiens: hvor ellers finder vi denne besynderlige kobling af visuel pædagogik og hallucineret sexiness af matematisk logik og orgiastisk visualitet?
Kønne eller kønnede øjne?
Er det denne læsning af Op Art Louisiana præsenterer? Langt fra. På den ene side må man værdsætte det arbejde, som museet har gjort for at kunne fremvise et så imponerende udvalg af nogle af de grundlæggende værkeksempler på Op Art. På den anden side udøver Louisiana samtidig et frustrerende kunsthistorisk lurrepasseri.
Vi finder en jovial appel til den forudsætningsløse beskuer på vægteksten – som måske kan undskyldes i den hellige formidlings navn – men vi finder følgende linjer i katalogteksten: «Den seriøse akademiske kunstkritik tog sig nemlig til hovedet over Op Art’ens tilsyneladende konceptuelle og indholdsmæssige fladpandethed og dens alt for populære og hurtigt overståede, gimmick-agtige underholdningskarakter… Den poppede forfladigelse vandt ganske enkelt, og den manglende akademiske interesse er tydelig at spore i diverse oversigtsværkers temmelig korte kapitler om sagen».
Men hvorfor i alverden tager Louisiana så ikke selv receptionshistorien ved hornene – i stedet for bare at referere den passivt – og skaber nye fortolkningsdimensioner, der kan opleves og læses direkte i den kuratoriske orkestrering af værkudvalg, værksammensætning og formidling?
På Eye Attack knæsættes Op Art og kinetisk kunst som en kunsthistorisk kategori, hvis fortolkningsmæssige rammer allerede er givne, mens katalogteksterne henviser passivt til en receptionshistorie, der fortæller os det stik modsatte. De gentagne henvisninger (i vægteksterne) til øjet, kroppen og sanseapparatet finder sted i et i bogstaveligste forstand kønsløst sprog. Hverken kroppen, øjet eller vores bevægelser i rummet er her kønnede. Burde netop kønnet ikke være et helt uomgængeligt perspektiv i 2016? For ethvert angreb på øjet er altid også et angreb på dets kønnethed. Det er Op Art’ens forkærlighed for moiré-mønstret et godt eksempel på.
De moiré-mønstre vi finder hos kunstnere som Toni Costa, Ludwig Wilding, Alberto Biasi og Carlos Cruz-Diez opstår ved, at man tager to sæt af rette linjer – som man eksempelvis finder dem i kartografiens grid – og forskyder dem. Herved opstår der et kurvet rum fuld af energistrømme og tonale vibrationer. De fastsatte koordinater i den hårde geometriske orden skrider lykkeligt ud i alle retninger og herved aflyses muligheden for at låse begærets genstand i én definitiv position. Eller sagt med andre ord: det er en implicit klar kritik af et vestligt patriarkalsk blik. Moiré-mønsteret er et fucked-up queer-rum, der appellerer mere til den hengivne og lystfulde udforskning af kropsoverflader og indre geografier end det appellerer til en militariseret dominans over den ydre verden. Øjets krig er således også altid en geometrisk krig, der angår kønnenes symmetriforhold.
Eye Attack er en perle af retinal queerness, men det er kontraproduktivt at der appelleres til en i grunden tom naivitet. Fortolkningerne skal bare åbnes vildt op. Værkerne tigger og beder jo om, at vi tager dem med alt hvad vi har: øje, køn, blik, tanke, den hele krop.
Jeg er nok mere på Arnheim holdet. Det interessante for mig er forholdet mellem det mekaniske, det fysiologiske, og det konceptuelle. Foregår der noget indholdsmæssigt, eller er det ren form og respons? Der kommer vi nok fra hver sin vinkel. Som dreng så jeg i 1968 eller 70 en op art udstilling eller en større ophængning i London, måske var det “Kinetics” på Hayward Gallery i 70, jeg husker det ikke, men jeg husker ret klart, at jeg fandt det morsomt og ret tomt for ikke at sige kedeligt, fuldstændig som i dag. Det er ikke meget kunstnerisk, som man ikke oplever anderledes som tiden går. Noget mister betydning andet får. Det med begær som privilegeret term har jeg aldrig forstået, det ligger efter min universitetstid. Jeg kender selvfølgelig godt kilderne til det, men jeg kan bedre lide de i mine øjne mindre ladede og løse begreber som interesse og fascination, der er mindre antropomorfe. Dine overvejelser giver anledning til nye overvejelser, og det er godt. Modsat Louisianas formidling.
Queer til side. Kan vi blive enige om at Op-art benytter sig af geometri? Og at det derfor angår geometri? Begæret går du med på. Kan man overhovedet forestille sig en kultur, der ikke betjener sig af geometriske opfindelser – findes det overhovedet? Kan vi blive enige om at forholdet mellem begær og geometri er et æstetisk, kulturhistorisk og filosofisk værdigt emne? Og hvorfor skulle netop op’art så ikke brugres i en sådan tænkning? Et helt andet perspektiv på genren kommer fra perceptions-psykologen Rudolf Arnheim der siger følgende (på lidt gebrokkent engelsk) i filmen ‘the responsive eye’: “We had the construction but without the impulse with the school of Mondrian and we had the impulse but without the construction in the school of abstract expressionism… here (in op-art) we have both impulse and construction together but neither comes from the artist.. construction comes from geometry and the impulse comes from physiology.” Dette får Arnheim til at drage følgende konklusion på bevægelsens vegne: “Op-art has to do with a general development of the surrender of the human privilege of expressing meaning… which is surrended to something outside of the human mind.” Min pointe: Op-art er klart også en relevant reference for diskussioner vedrørende ‘the post-human turn’. Grundet artiklens længde måtte dette perspektiv udelades. Min Louisiana-kritik går på at museet ikke sætter mere ind overfor ny-fortolkninger ligesom de burde have inddraget film-mediet. Jeg er heller ikke kønsforsker, men følger vi en tænker som Karen Barad, så er kvantemekanisk superposition et udtryk for ‘querness’. Begrebet behøver ikke kun knytte sig til ‘identitet’ og ‘kultur’.
Hæ hæ. Næsvis, fy da. Nå, men helt alvorligt: Jeg mener, du burde belægge dine ord bedre i din argumentation for retinal queerness. Jeg mener selvfølgelig, at du har fat i noget væsentligt, men benævnelsen af det som retinal queerness, mener jeg som antydet, er moderig og forkert, hvis queer i kønssammenhæng skal have mening. Dér kan jeg selvfølgelig tage fejl, jeg er ikke kønsforsker, men der må kunne findes en bedre metafor, som det vel retteligt er. Og det med begæret, det kan man selvfølgelig godt kalde det, men ret beset er det vel bare lille migs fascination af at blive mere eller mindre bims eller bare overrasket eller forvirret, og så er den ikke længere. Den såkaldte op art er netop ikke grænsesprængende, farlig eller hvad man kan finde på, og i øvrigt i relation til, hvad der ofte køres frem med om angreb på kunstnerrollen og fokus på det objektive, ekstremt subjektorienteret. At alle kan være med, er ikke ensbetydende med noget demokratisk eller socialt, som det vist antydes i udstillingskataloget.
Jeg er helt enig! Og jeg vil gerne invitere dig på næste sæsons queer kongresser allerede nu
Retinal queerness, se under BULL SHIT. Man skal altid bemærke sig, når kritikere skriver om hvordan “vi” oplever, når de skriver om deres opskrevne oplevelser. Det er gerne et tegn på, at det skrivende “vi” er på af- og vildveje, når den majestætiske pluralis eller det altinkluderende socialt joviale “vi” skal kaldes til hjælp. Der er udmærkede iagttagelser og imponerende allitterationer i denne artikel, men hovedargumentationen og definitionsmanglen er lige så kedeligt konventionel og anal og please-fikseret som den såkaldte Op Art selv. En pæn mand skriver pænt om den pæne kunst på den pæne udstilling på det lidt for pæne museum, og siger så “queer”. Men der skal nok være stof i artiklen som ansøgning om indbydelser til oplæg på næste sæsons queer-seminarer og -kongresser. Tænk at queerness kunne være så lidt queer, det er da queer. Den må komme på engelsk øjeblikkeligt. Retinal queerness – man bliver helt bims ved tanken.