Soheila Sokhanvari leverer en smuk hyldest til kvindelige, iranske kunstnere fra før revolutionen i 1979. Desværre bliver det ved nostalgien.
Maskinæstetik møder bizarre biotoper i Silas Inoues futuristiske set up i Horsens.
Venner, kolleger, kunstnere og aktivister. Apolonia Sokol skaber radikale modstandsformer gennem portrætmaleriet.
Familieportrætter eller en del af en større fortælling? Svensk-etiopiske J.G. Arvidssons vibrerende malerier hæmmes af Galleri Nicolai Wallners vage formidling.
Klassiske genrer genforhandles i Melanie Kittis utæmmelige værker på Overgaden. Det er sjovt, personligt og helt vildt politisk.
Rynkede knoldselleri møder roterende plastikulve, glinsende lemonadestande og snurrende valnødder. Det velkendte er funky i årets Afgang fra Det Jyske Kunstakademi.
Maskulin identitet og familiære erindringer forenes i Ihsan Saad Ihsan Tahirs sensible malerier på udstillingsstedet All all all.
Marie Søndergaard Lolk og Anne-Mette Schultz genforhandler sakrale objekter og readymades på Simian, men deres parløb ender utydeligt.
Hvad vil vi huske fra kunståret 2022? I dag svarer Claudine Zia, skribent på Kunstkritikk og en af kræfterne bag The Union.
Jeannette Ehlers bearbejder en vigtig fortælling om den koloniale arv. Udstillingen er bedst, når den ikke udpensler eller forklarer for meget.
Afgangsudstillingen fra Det Jyske Kunstakademi er en meditativ affære med okkulte anslag og naturpoetiske greb.
Krigen er kunstnerens muse i Vanessa Bairds retrospektiv på Munchmuseet i Oslo.
Katalin Ladiks första stora separatutställning i Norden betonar röstens omvälvande kraft.
106 år efter kvinder fik adgang til Folketinget bliver 30 af de mest indflydelsesrige foreviget i Mie Mørkebergs maleri.
Kohtas utställning Social Form handlar om möten mellan människor – men dialogen mellan verken uteblir.
Kunstkritikk modtager støtte af
