2. december

Hvad vil vi huske fra kunståret 2022? I dag svarer Claudine Zia, skribent på Kunstkritikk og en af kræfterne bag The Union.

It doesn’t look like anything to me. Koreografi af Jules Fischer og musik af Josefine Opsahl. Performere: Andreas Haglund, Beck Heiberg, Jupiter Child, Sall Lam Toro. Cello: Hrafnhildur Marta Guðmundsdóttir. Gulvværk af Dina El Kaisy Friemuth og kostumer af Camilla Lind. Foto: Julie Nymann.

Jules Fischer, It doesn’t look like anything to me.Del af Tales of love and fight, kurateret af Irene Campolmi, Enter Art Fair, København

På årets kunstmesse kunne man opleve et Gesamtkunstwerk af skulpturelle værker, lyd, tekstil og performance. Særligt Fischers performance var uforglemmelig. I den store, kølige messehal og med en rungende cello i baggrunden, formåede fire performere, på trods af omgivelserne, at skabe et ømt og intimt rum, hvor kroppe talte sammen, gled fra hinanden og blev forenet igen gennem flertydige narrativer. En stemningsfuld performance med plads til det langsomme, sårbare og bevægende.

Installation view, Anita Beikpour og Magnus Pind, Det sidste åndedrag, Andrometa8220. Foto: Luna Lund Jensen.

Anita Beikpour og Magnus Pind, Det sidste åndedrag, Andromeda8220, Aarhus. Kurateret af Aysha Amin

Hvordan holder man fast i minderne om et hjem, når det i årevis har været under konstant forandring og i sidste ende er blevet jævnet med jorden? For mange, der bor i såkaldte udsatte boligområder, har det været en realitet i mange år, særligt efter regeringens såkaldte ghettoudspil fra 2018. Med fire forskellige, syrede duftskulpturer, placeret på udvalgte steder i Gellerupparken, undersøgte Beikpour og Pind, hvordan historier og minder kan genskabes gennem lugten af nyvasket tøj, cigaretskodder og røgelse, selv efter de er ophørt med at eksistere.

Lee Lozano, uden titel, udateret. Courtesy of Karma. Collection of Jaap van Liere.

Lee Lozano, The Ultimate Metaphor is a Mirror, Kunstforeningen Gl. Strand, København

Alting vibrerede på udstillingen med amerikanske Lee Lozano (1930-1999). Gennem 1960’erne skildrede hun fragmenterede pikkemænd og værktøjer, som skruetrækkere, ambolte, hamre og svensknøgler som meget andet, i et både foruroligende, kraftfuldt og dybt erotisk billedsprog. Sammenstillingen af det hurtigt bevægende, maskuline, kødelige mod den statiske og metalliske maskinæstetik, eksempelvis i de såkaldte tool paintings, er en væsentlig komponent i den desorienterende malstrøm af betydninger, som dominerer hendes værker. Lee Lozano efterlod sig et arbejde af slående kompleksitet, og jeg håber, at vi kommer til at se flere udstillinger af denne slags.

Kunsthistoriker Claudine Zia er bosiddende i Københavner og en af Kunstkritikks faste skribenter. Hun er desuden en af kræfterne bag The Union, en fagforening for racialiserede kunstnere og kunstarbejdere i Danmark.

Se øvrige bidrag i Kunstkritikks julekalender her.